Nu stiger galskaben
Nyt hold, ny instruktør i vante rammer for årets udgave af Aarhus Revyen, der har titlen “Jul i Hermans”.
Et kendt ansigt står i spidsen for Aarhus Revyen, som har premiere den 21. november i Tivoli Friheden og titlen er “Jul i Hermans”. Og dagen før, den 20. november, er der forpremiere.
Det er Donald Stig Andersen, der skal instruere, og hele det nye hold blev onsdag præsenteret ved pressemødet på Hotel Atlantic i det centrale Aarhus.
Holdet består af Katja Holm, Holger Østergaard, Kirstine Hedrup og årets mandlige revykunstner, John Batz. Alle har erfaring fra mange scener rundt omkring i Danmark.
»Nu stiger galskaben. For poesi og galskab er mit mantra, og det er vigtigt at få både poesi og galskab til at gå op i en højere enhed. Aarhus Revyen bliver som en tour de force, hvor vi vil drive publikum rundt i manegen,« siger Donald Stig Andersen.
Prøverne starter første november, men forberedelserne er i fuld gang. Donald Stig Andersen sorterer allerede i diverse tekster og andre forslag til revyindhold, som han løbende ser tikke ind i mailboksen.
Afdød kunstner deltager
»Vi har forresten gravet en afdød kunstner op. John Mogensen kommer og underholder under middagen,« siger John Batz tvetydigt.
Derudover bliver der også livemusik af den kun 19-årige Peter Sørensen, der af kendere betegnes som et vaskeægte musiktalent.
Aarhus Revyen spiller frem til den 13. december.