Vekselpenge er en risikabel service
Inden for den seneste måned har to bybusser været udsat for hhv. røveri og tyveri af vekselbeholdningen. Tillidsrepræsentanter er uenige om, hvorvidt vekselpenge skal afskaffes. Midttrafik fastholder service.
Trods et røveri og et tricktyveri inden for samme måned forbliver vekselpenge i bybusserne.
I begyndelsen af maj blev en chauffør truet med en kniv til at udlevere sine vekselpenge. Godt 600 kr. Og for nylig blev en anden chauffør offer for et tricktyveri, hvor udbyttet igen var vekselbeholdningen.
Men episoderne har ikke fået ledelsen i Midttrafik til at ændre praksis.
»Vi har fået en tilbagemelding fra Aarhus Sporveje, der går på, at de stort ikke oplever nogen problemer med opbevaringen af vekselpenge, og at det samtidig ikke er noget, der påvirker chaufførerne. Derfor har vi valgt at beholde vekselpengene,« siger Rikke Østergaard, funktionsleder for informations- og marketingsafdelingen i Midttrafik.
Diskuteret på hovedmøde
Hun understreger, at det er en sag, som Midttrafik følger og er opmærksom på.
»Vi har et meget tæt samarbejde med busselskabet. Er der det mindste, revurderer vi selvfølgelig sagen. Som det er nu, skal chaufføren kunne veksle op til en 200-kroneseddel, men fra køreplansskiftet den 29. juni har chaufføren kun pligt til at veksle en 100-kroneseddel. Dermed bliver pengesummen ikke så stor,« siger hun.
Det kan skabe dårlig stemning, hvis chaufføren ikke kan veksle, og en kunde i stedet får en bøde på 750 kr.Torben Høyer, direktør for Aarhus Sporveje
I onsdags bragte Ejler Møller Petersen, der er chauffør og tillidsrepræsentant for chaufførerne i 3F, vekselpenge-emnet op på et møde med Midttrafiks ledelse.
»Inden for de seneste tre-fire år har det været planlagt to gange, at vi skulle afskaffe vekselpenge, men pga. alt det bøvl, der har været med automater og kortmaskine, blev det begge gange annulleret,« siger han, der tilføjer, at hans spørgsmål ikke kom på baggrund af tyverierne.
Midttrafik-ledelsens svar til medarbejderne var, at der ikke er planer om at afskaffe vekselpengene i den kommende fremtid.
Ifølge Ejler Møller Petersen er chaufførerne ikke utrygge ved at køre med vekselpenge.
»Røverier, hvor chaufføren bliver truet til at udlevere pengene, er sjældne. Det er ofte tricktyverier, hvor chaufførernes opmærksomhed bliver afledt,« siger han og tilføjer, at en afskaffelse af vekselbeholdning ikke er et krav fra chaufførernes side.
Chauffører: Afskaf det
Men hos Ejler Møller Petersens kollega i FOA er holdningen anderledes.
Bente Mikkelsen, der er chauffør og tillidsrepræsentant for chaufførerne i FOA, er enig i, at chaufførerne ikke er bange, men hun mener derimod, at en afskaffelse er et krav fra chaufførerne:
»Vi har tidligere oplevet røverier, og i de forbindelser er det jævnligt blevet taget op, at vi gerne vil have afskaffet vekselpengene. Det er ikke noget nyt, at det er et ønske fra chaufførerne,« siger hun og tilføjer:
»Vi mener godt, at folk selv kan have de småmønter med, der skal bruges til en billet. Vekselpenge er en unødvendig service, der egentlig bare gør, at chaufførerne kan blive udsat for tyveri.«
Stadig forsvarlig service
Torben Høyer, direktør for Aarhus Sporveje, fastslår, at røverier hører til sjældenhederne.
Tyverier sker højst to gange om året.
»Men én gang er én gang for meget. Det siger direktører altid, men det mener jeg. Vi har prøvet at dæmme op for det med videoovervågning. Det er sådan set et dårligt sted at lave et overfald, for man er stensikker på at komme i fjernsynet, og politiet har også båndene,« siger Torben Høyer og tilføjer:
»Men at beholde vekselpengene er også en afvejning af, at det kan skabe dårlig stemning, hvis chaufføren ikke kan veksle, og en kunde i stedet får en bøde på 750 kr.«
Desuden lægger han vægt på, at en afskaffelse af vekselbeholdning ikke er blevet rejst over for ham hverken af tillids- eller arbejdsmiljørepræsentanter.
Men kan tyverier ikke helt undgås ved at afskaffe vekselbeholdningen?
»Det er svært at vide. Vi synes i hvert fald, at det er forsvarligt, at chaufførerne har et ret lavt beløb på blot 600 kr. med. Samtidig har vi også den forordning, at i samme sekund en chauffør bliver truet, skal vedkommende smide alt af værdi på gulvet, og så erstatter vi det efterfølgende,« siger Torben Høyer.