Fortsæt til indhold
Aarhus

Overvågning skal stoppe hærværk

Forebyggelse: En generel utryghed og en højere husleje er prisen, som beboerne i Brabrand Boligforenings afdeling i Toveshøj må betale for hærværk og ballade i området.

Henrik Grønvald

Beboerne i Toveshøj i Brabrand er blevet trætte af indbrud, smadrede døre, ødelagte gadelamper, ildspåsættelser og graffiti. De vil være trygge i deres boligområde, og derfor bliver der i øjeblikket installeret videoovervågning i og omkring afdelingens ni boligblokke.

»Beboerne er kede af, at børn og unge ødelægger vores ting, og de vil gerne have det stoppet. I den sidste ende er det alle beboere, som kommer til at betale,« fortæller afdelingsformand Anett Sällsäter Christiansen.

Vi har fået flere tomme lejligheder, fordi folk ikke magter det længere og bare flytter væk uden at sige op.
Anett Sällsäter Christiansen, afdelingsformand, Toveshøj

Overvågningen vil være færdiginstalleret om kort tid og kommer til at omfatte indgange og stier, en containergård samt Beboerhuset Tousgårdsladen på Edwin Rahrsvej.

Installationen af kameraer, kabler samt indretningen af et kontrolrum er budgetteret til at koste 4,5 mio. kr., men bliver formentlig lidt billigere.

Beboerne betaler ekstra

Beboerne i de 624 lejemål har accepteret at betale for overvågningen via huslejen, så en toværelses lejlighed fra den 1. januar blev 60 kr. dyrere om måneden.

»Nu håber vi, at hærværket går ned, for det kan udløse en reduktion i husleje, så det faktisk bliver billigere at bo her. Og måske kan vi også få billigere forsikringer, selv om vi bor i 8220,« siger Anett Sällsäter Christiansen.

På få år er reparationer efter hærværk ifølge hende steget fra en årlig udgift på nogle få hundrede tusinde til omkring 1,5 mio. kr. De voksende udgifter slår direkte igennem på huslejen, som har kostet beboerne et stigning på 5 pct. svarende til ca. 3.400 kr. ekstra om året for en lejlighed på 97 kvm.

Flere tomme lejligheder

Utrygheden giver imidlertid også afledte udgifter, som skal dækkes af beboerne.

Afdelingsformand Anett Sällsäter Christiansen. Brabrand Boligforening i Toveshøj håber, at overvågningen af området kan dæmme op for volden og kriminaliteten. Foto: Michael Hansen

»Vi har fået flere tomme lejligheder, fordi folk ikke magter det længere og bare flytter væk uden at sige op. Det giver flere måneders huslejetab, og ofte må lejlighederne sættes i stand for et stort beløb, som også skal dækkes ind af de øvrige beboere,« fortæller hun.

De seneste somre har været ganske ulidelige for beboerne.

Så snart temperaturen stiger, vokser udeaktiviteten og balladen dag og nat, og derfor er det svært at nyde det gode vejr, fortæller afdelingsbestyrelsens næstformand Ilham Mohamed.

»Det er sådan om sommeren, at folk glæder sig til vinter, så der ikke er så meget ballade og mindre risiko for deres børn. Hele sommeren går forældre rundt og er bekymrede,« fortæller hun.

Knallertræs og uro

Ifølge Ilham Mohamed undrer beboerne sig over, at områdets mange børn og unge ikke har andet at foretage sig end at hænge ud i området.

Dertil kommer en stor trafik udefra – bl.a. dagligt knallertræs og uro fra Bazar Vest.

»Toveshøj er blevet et knudepunkt for trafik fra basaren, Gellerupparken, Bispehaven og Holmstrup Mark. Når der er ballade i basaren, løber folk herover og gemmer sig i kældre og opgange. Vi ved ikke, hvor alle de knallerter og ballademagere kommer fra.«

Børn og unge keder sig

Mangel på fritidsinteresser og fritidstilbud er ifølge formand Anett Sällsäter Christiansen årsagen til de massive ødelæggelser.

»Der er rigtig mange børn og unge op til 15-16-årsalderen her i området, og mange har tilsyneladende ingen fritidsinteresser. De har ikke andet at lave end at sparke dørene ind til kælderrummene og skrive ”fuck politi” og ”8220” på væggene. Det er blevet en aktivitet i sig selv at ødelægge ting. Nu sætter vi kameraer op, og så må kommunen sende nogle af deres gode medarbejdere fra klubberne på gaden og få de unge til at lave noget andet,« siger hun.

Ud over politiet vil kun to beboere få adgang til videooptagelserne, som vil blive opbevaret i en måned.

Håbet er, at overvågningen vil begrænse hærværk i området, og hvis det sker, vil optagelserne forhåbentlig kunne være med til at identificere gerningsmændene.

Efterfølgende vil regningen for udbedringer af skader blive sendt til forældrene.

»Det bliver spændende at se, hvor meget hærværket går ned, for hvis der bliver begået mindre hærværk, vil det kunne betyde en lavere husleje. Og måske kan vi også få billigere forsikringer, selv om vi bor i 8220,« siger Anett Sällsäter Christiansen.

Forsøger måske igen

Et flertal af beboerne i naboområdet Gellerupparken stemte i januar nej til afdelingsbestyrelsens forslag om at installere videoovervågning i området.

Skulle erfaringerne fra Toveshøj imidlertid være positive, kan videoovervågning ifølge direktør Keld Laursen, Brabrand Boligforening, komme på tale igen.

»Hvis vi kan se, at det har en positiv effekt på f.eks. kriminalitet, vil der være grundlag for at tage det op igen. Men det vil i så fald skulle afgøres på beboermøder, og skulle der være tungtvejende argumenter, som f.eks. at det virker tryghedsskabende, er jeg også sikker på, at beboerne vil tage godt imod det,« siger Keld Laursen.