Fortsæt til indhold
Aarhus

Afrapportering

Interview: Efter 40 års tjeneste går politikommissær Mogens Brøndum på pension. Karrieren har budt på spektakulære drabssager og narkoefterforskninger – og ført til erkendelsen af, at de uskrevne love er ved at blive ophævet.

Jacob Haislund

Oscar blev paradoksalt nok født den 10. november 2007. Både derfor og i kraft af sit navn er han en helt særlig, daglig påmindelse i huset på Jacob Adelborgs Allé i Risskov. I det hjem, hvor Conny og Mogens Brøndum har boet siden 2002.

Det er fredag formiddag, og lige nu står den lille fyr og passer sig selv i et tilstødende lokale, mens Mogens Brøndum, nu afgående politikommissær i Østjyllands Politi, sidder i køkkenet og fortæller.

Den 10. november 2007 var 40-årsdagen for drabet på Marie Lock-Hansen, og selvom Conny Brøndum og datteren Carina ikke tænkte over det, da Oscar blev navngivet, var Oscar også navnet på skudofferets mand.

Derfor er familien Brøndums lille hund en påmindelse. En daglig hilsen fra mordsagen, der fik sin begyndelse, da Mogens Brøndum var 17 år gammel, og som har fulgt ham gennem hele karrieren.

Mordsagen, der ikke vil dø – og det vil den heller ikke i Mogens Brøndums bevidsthed.

»Det er ærgerligt,« siger han om drabssagen, som blev arkiveret for få år siden efter årtiers arbejde og afhøring af mere end 20.000 personer.

»Jeg håbede, at gerningsmanden en stille nattetime klokken et om natten efter en flaske rødvin havde brug for at betro sig til nogen. Og så kunne det være, efter hans død, at nogen ville fortælle, hvad der egentlig skete. Men efterforskningen er ikke kommet et skridt videre, siden den dag den begyndte.«

Alt det, man ser

Sager som den om Marie Lock-Hansen hører heldigvis til sjældenhederne. Gennem karrieren, herunder en årrække som efterforsker, har Mogens Brøndum været med til at fange adskillige mordere. Sammen med kollegaerne har han afsløret hashsmuglere i 100 kilo-klassen og arbejdet som livvagt for statsoverhoveder og kongelige. Alt sammen har det været fascinerende, fortæller den 63-årige betjent, som siden 2009 – i rollen som presseansvarlig – har været Østjyllands Politis ansigt udadtil i et hav af sager. Men omkostningsfrit har det ikke været.

Til tider kunne man godt ønske sig, at den menneskelige hjerne var som en båndoptager, hvor man kan slette passager og redigere lidt. Der bliver fyldt mere og mere op, når man kommer ud til selvmord, drab og færdselsuheld med dræbte børn.

Når Mogens Brøndum taler om døden – i hvert fald den, han har set i arbejdstiden – foregår det med en forbavsende nøgternhed. Der sker noget med en, når man ser de ting, politifolk ser.

»I begyndelsen skulle jeg lige vænne mig til alle de døde. Jeg kan huske, hvordan man sad og læste den afdødes avis, mens man ventede på rustvognen. Det var en mærkelig verden,« fortæller han.

»Til tider kunne man godt ønske sig, at den menneskelige hjerne var som en båndoptager, hvor man kan slette passager og redigere lidt. Der bliver fyldt mere og mere op, når man kommer ud til selvmord, drab og færdselsuheld med dræbte børn.«

Men én ting var ofrene, noget andet var de pårørende. Der skete noget, når man skulle ringe på døren.

Kvinden i kufferten

Som årene går, bliver man blødere og blødere som betjent i omgangen med ofrenes familier, mener Mogens Brøndum. Sådan oplevede han det i hvert fald selv.

»Når man stod og skulle ringe på dørklokken og fortælle, hvad der var sket, tænkte jeg tit over, at disse menneskers liv ville blive ødelagt. At deres verden aldrig ville blive den samme igen. Min sidste gang var i 1994,« siger han.

Sagen fra 1994 er en af dem, der har gjort størst indtryk af alle på Mogens Brøndum gennem fire årtier i politiet: drabet på den 31-årige teologistuderende Anne Marie Mandrup Pedersen. Hun forsvandt den 6. januar, og den 20. januar skyllede en kuffert op ved Følle Strand. Det var et makabert fund, som Mogens Brøndum og en kollega mødte frem til.

Anne Marie Mandrup Pedersen var blevet kvalt, parteret i syv dele, lagt i kufferten og smidt i Aarhus Å. Hendes samlever, den da 38-årige kenyaner John Mundia, blev dømt for mordet, og i 2002 – efter syv års fængsel – blev han udvist fra Danmark.

»Jeg skulle underrette moderen. Hun var enke, og hun skulle jo have en at holde om. Så hun holdt om mig,« husker Mogens Brøndum.

De uskrevne love smuldrer

På den måde er Mogens Brøndum kommet tæt på mange mennesker gennem sit arbejde. Ofre, pårørende og ikke mindst kriminelle. Men hvordan udvikler tingene – politiet, kriminaliteten og omgangen med gerningsmændene – sig gennem så mange år?

Jo, som Mogens Brøndum oplever det, er tonen blevet mere rå, ligesom kriminaliteten er det. Tingene er ikke, som de var, da han tiltrådte som ordensbetjent i København i 1973. Dengang hilste man pænt på sine arrestanter, når de var tilbage på fri fod, og man mødte dem på gaden i fritiden.

»Der var ligesom nogle uskrevne love. Jeg oplevede aldrig tilråb fra folk, jeg havde arresteret. Man havde helle, når man ikke var i uniform, uanset om det gjaldt rockere eller andet. Jeg føler på et niveau, at de uskrevne love er ved at blive ophævet,« siger han.

»Jeg føler ikke, at der er den samme respekt for politimænd længere. Jeg føler en stor ærgrelse, når jeg ser døgnrapportens beskrivelser af, hvordan unge betjente fredag eller lørdag aften bliver udsat for tilråb fra den nederste skuffe ved åen.«

I dag kommer flere og flere kriminelle fra Østeuropa, og den organiserede kriminalitet vinder frem, fortæller Mogens Brøndum. Før i tiden havde han tæt kontakt til nogle kriminelle gennem mange år.

»Man kendte lusene på travet,« som han siger. Også et bestemt vidne har fulgt ham.

For få år siden afhørte Mogens Brøndum Marie Lock-Hansens husholderske, Irma Rasmussen, en sidste gang. Det var, kort inden hun døde, og fortællingen om den dag i 1967 prikker stadig til ham. Offerets sidste ord: »Ja, hvis De kan fatte dem i korthed« efterfulgt af »Åh nej!«, de tre skud og den koldblodige gerningsmand med trenchcoat, blød hat og attachémappe.

Arbejdet har nok fyldt for meget

Men Mogens Brøndum er så småt ved at affinde sig med, at han formentlig aldrig får svaret på, hvad der skete, hvem der skød og hvorfor. Hans næste mission bliver at male huset i Risskov. Nogle gange er man måske bare bedst tjent med at give slip.

»Set i bakspejlet må jeg i dag erkende, at politiarbejdet nok har fyldt for meget. Det er svært at stoppe, når man er i gang med en efterforskning. Tankerne fortsætter jo. Mine børn har sagt til mig, at jeg aldrig var hjemme i 1980’erne, da de var små. ”Det var altid mor, der gik med til møderne på skolen.” Et eller andet sted kan det godt ærgre mig,« siger Mogens Brøndum.

Og vil han mindes fortiden og sagen, der aldrig blev opklaret, kan han jo bare gå en tur med hunden.