Han, hun, far og datter

»Det er et hårdt program for en ældre herre.«

Keld Heick ser lidt slidt ud, skønt klokken ikke engang er 9. Måske fordi han allerede er sent på den.

Sammen med sin datter, Annette Heick, har han lige været i morgenradioen, og ifølge deres tidsplan skulle de være tilbage i Musikhuset Aarhus kl. 8.30 til endnu et par samtaler om deres nye, fælles show, “2 x Heick – Nu stopper du, far!”, som har premiere i musikhusets Rytmisk Sal i morgen aften.

»Trafikken her i Aarhus er da helt forfærdelig. Alt det vejarbejde. Det er noget med en letbane,« sukker den 67-årige sanger, sangskriver, musiker og de næste fire dage også skuespiller, da de to kommer styrtende ind et kvarters tid senere end aftalt.

En kop kaffe – sort til far, latte til datter – så falder der ro over de to. På spørgsmålet om, hvem der er mest stresset lige nu, peger Annette Heick på sin far, som nikker bekræftende.

»I hele min lange karriere har jeg aldrig fået så megen omtale og opmærksomhed som nu,« siger han, der ellers har turneret land og rige rundt siden slutningen af 60’erne med først The Donkeys og deres store hits, “Ved landsbyens gadekær” og “Vi skal gå hånd i hånd”, siden hustruen, Hilda Heick, som han var og stadig er på turné med. Desuden har han nu fundet et næsten fast orkester at rocke og rulle med i The Beatophonics.

En lille løgn

»Jeg er faktisk også lidt nervøs for på fredag,« siger den erfarne musiker.

»Tænk, hvis klappen går ned. Jeg er vel rutineret nok til at komme videre, uden at publikum bemærker noget, men alligevel,« siger han, der mener, at hans datter har skrevet et show, der er tæt på at være verdens bedste.

Det handler om dem selv, om end i en noget karikeret udgave. Far Keld har brug for lidt tid til sig selv, så han sniger sig ud af huset og væk fra mor Hilda på en lille løgn. Datter Annette tager ham i det, men vælger at følge ham på hans musikalske trip, der begynder med “Blue Suede Shoes” fra 1956 og ender med en sang, som Annette Heick har skrevet i år.

»Min mor er slet ikke på scenen, men hun er med alligevel, for hver gang telefonen ringer, tror vi, at det er hende,« siger Annette Heick.

Faktisk har “mor” slet ikke set showet endnu. Hendes seneste involvering i det er at have pakket sin mands taske til opholdet i Aarhus og at passe sine børnebørn i Sverige, mens de to andre Heick’er er i Aarhus.

»Jeg savner at have hende her, hun er verdens mest omsorgsfulde kone,« siger Keld Heick og får et blik fra sin datter: »Og jeg er måske ikke omsorgsfuld nok?«

Hvad Hilda siger, er et tilbagevendende spørgsmål i familien Heick – hun skal nikke ja til et projekt, hvis det skal blive til noget. Keld og Annette kan imidlertid tage det roligt, for på Billetnets hjemmeside har Hilda allerede skrevet, at man kan glæde sig, ikke bare i Aarhus, men også de mange andre steder i landet, som får besøg af hendes mand og datter til næste år.

Broadway i Aarhus

Det gør Annette Heick, som er »knusende rolig« denne dagen før dagen, da også.

»Jeg er utroligt glad,« siger hun og fortæller, at hun allerede for et år siden i en skotøjsæske lavede et forslag til en scenografi. Nu står den på scenen.

»Det er en skærm i kæmpestor guldramme, som har kostet en formue. Man kan vise film på den, men når den belyses bagfra, er den gennemsigtig, så alt det lys kommer til at virke helt Broadwayagtigt. Jeg mangler bare en ”lille” ting: Filmene blev klippet færdig i nat, nu skal jeg have dem ind i min computer,« siger hun, der har en stor kasse under armen med denne computer, som der endelig ikke må ske noget med.

»Vi har et verdensklasse- band med, som til vores store overraskelse ikke bare kan spille, men også synge a cappella som få,« siger Annette Heick, der bliver suppleret af sin far.

»Jeg synger en ballade, hvor orkesteret syntes, at der skulle lidt kor på. Nej tak, sagde jeg, for jeg ved, hvor svært det kan være at få til at passe. “Prøv”, sagde de, og efter fem minutter sad den lige, hvor den skulle.«

»Ja, vi er bakket op på alle måder,» siger Annette Heick, der selv kommer rundt i de fleste musikalske genrer i showet, de fleste gange med et glimt i øjet.

»Jeg kunne spille den 300 gange, det er så fedt,« siger hun, mens hendes far glipper lidt med øjnene. Datteren er en hård arbejdsgiver, kan man forstå. Det er hende, der står bag projektet, så hun bestemmer.

»Jeg kan da godt komme med et forslag, men det er Annette, der bestemmer,« siger den rare far, der endnu ikke har haft lyst til at sige: »Nu stopper du, datter!«

Den slags siger man ikke til kvinderne i hans lille familie.