Kort dag for Lange i AGF
Superliga: Stort fremmøde til AGF’s første træning efter ferien og som det naturligste i verden en ankelskade til truppens foreløbigt eneste nye ansigt, Jesper Lange.
Hvad dælen sker der her?« udbrød Brian Steen Nielsen, AGF’s sportschef, da han kom tumlende ud ad døren i AGF’s klubhus og kunne se et talstærkt fremmøde af medier og nysgerrige AGF-fans.
Normalt bliver AGF-fodboldspillernes træning ikke overværet af andre end naboens vildfarne strejfer af en kat, i sjældnere tilfælde en vildfaren hare ovre på bane 2. Men mandag var første arbejdsdag efter tre ugers ferie, og en ny angriber kunne ses nærmere an.
I sådan cirka tre kvarter. For Jesper Lange, netop ankommet fra Esbjerg, måtte trække sig ud af træningen, da han fik et spark over højre ankel.
Ispose på, foden i vejret og første parket i solen til de nye holdkammeraters spil til to mål. Intensiteten var i top, og Jesper Lange nåede faktisk at plaffe en håndfuld bolde i mål, så længe han stod på benene.
»Det var et lille slag, som gjorde ondt. Så tillader jeg mig at hyle lidt på første træningsdag, og for en sikkerheds skyld valgte jeg at gå ud,« smilede Jesper Lange efter sin afkortede arbejdsdag.
Omgivelserne har fortalt ham, at der hviler noget, som inkarnerede AGF-fans betegner som en forbandelse, over nye spillere. At de straks efter ankomsten til Fredensvang løber ind i en mystisk skade, der ikke lader sig kurere på mindre end et halvt års tid.
Et skrækeksempel
Skrækeksemplet af mange er den svenske stopper Olof Persson, der end ikke nåede at debutere i en officiel kamp for AGF, efter at han havde skrevet en treårig aftale.
»Jeg har hørt om den slags. Nu har jeg fået min skade, og det er heldigvis en lille af slagsen,« kom det fortrøstningsfuldt fra Jesper Lange.
I Esbjerg endte Jesper Lange med at blive en af publikums favoritter via sin vanvittige energi, men det seneste halve år har han ikke spillet så meget, som han har ønsket. Derfor vendte han blikket nordpå.
»Jeg vil gerne have mere spilletid, end jeg har fået i Esbjerg det seneste stykke tid. Ellers handler det om at yde for holdet og at træne godt, så jeg kan gøre mig fortjent til spilletid. Det er mit mål. Jeg vil skabe resultater med AGF,« sagde angriberen, der næppe er eneste nye mand i AGF-truppen, inden transfervinduet smækker i igen.
På rygteplan er AGF ude efter Lasse Vibe, men også andre og muligvis mere pengestærke klubber vil tilknytte Sønderjyske-topscoreren. I næste række skulle AGF være interesseret i Danny Olsen, hvis aftale med FC Midtjylland udløber til årsskiftet.
Konkrete navne vil sportschef Brian Steen Nielsen ikke forholde sig til, men i sin chefhabit lignede AGF-lederen en mand, der skulle på shoppingtur i en af de dyre butikker i går. Det afviste han dog.
»Vi sonderer stadig, og der er mulige emner, vi kigger på. Vi har været lidt aggressive i starten af vinduet, men er nok mere tilbagelænede nu,« sagde Brian Steen Nielsen, som fra bestyrelsen har fået et vist økonomisk råderum til at agere i transfervinduet.
Back og angriber
Ude på træningsbanen havde AGF’erne selskab af en tidligere holdkammerat, Frederik Krabbe, der de seneste sæsoner har spillet i Lyngby. Frederik Krabbes aftale med Lyngby er udløbet, men han er ikke et emne som ny højre back, ifølge sportschefen. En ny højre back kan ellers sagtens komme på tale.
»Hvis vi kan finde en super god midterforsvarer, har vi Arthur Sorin og Frans Dhia Putros til pladsen som højre back. Men hvis vi finder en fuldblodsback, kan det også ske, at det er ham, vi går efter, for Sorin kan også spille centralt,« forklarede Brian Steen Nielsen, som offensivt håber at kunne tilføre AGF en spiller, der både kan agere helt fremme med succes, men også være i stand til at dække andre pladser, eventuelt på kanterne.