Mystisk skade stoppede AGF’er

Han blev kaldt hen til hjørnet, hen til de mest fanatiske fans, i pausen af AGF’s sidste hjemmekamp i denne sæson.

Selv om han ikke havde spillet så meget som et minut i Superligaen i 2013, kunne de fleste godt huske den korthårede nordmand. Atle Roar Håland var en af de bærende kræfter, da AGF skulle konsolidere sig i den bedste række efter turen i 1. division, han var blevet håndplukket til opgaven af træner Peter Sørensen, som i sin aktive karriere i Norge havde beundret nordmandens ro og evne til at lede et forsvar. Det havde han behov for i AGF-bagkæden, og det fik han.

Klapsalverne fra tilskuerne var følte, de anerkendte i den grad Atle Roar Hålands bidrag de seneste to år, men de havde også set andre, yngre spillere overtage tjansen i AGF’s midterforsvar.

Så det lignede bare endnu en fodboldspiller, der fik et pænt farvel på sit holds hjemmebane, den aften, da AGF besejrede AaB med 3-0.

Atle Roar Håland var der i sit almindelige kluns, akkurat som han havde været det de fleste andre gange, AGF havde spillet. Altid en tur ned i omklædningsrummet efter kampen for at hilse på.

Trods sin fremskredne alder, 35 år, havde Atle Roar Håland håbet på at kunne givet et sidste bidrag i AGF. Og derefter rejse hjem til Norge og snuppe et par sæsoner i Start i Kristiansand i Sørlandet, hvor han voksede op.

Men sådan skulle det ikke gå. Da Atle Roar Håland på andendagen af AGF’s træningslejr i Portugal i februar fik en albue i næsen af georgieren Mate Vatsadze, kunne han straks mærke, at næsen brækkede.

Underlig kildren

Men langtidsfølgerne anede han intet om. Den brækkede næse kendte han alt til. Det var også sket, da han spillede i OB, og hjemme i Aarhus havde han en specialkonstrueret maske fra tiden i Odense. Han ringede hjem for at få fruen til at sende den til Portugal, så han i det mindste kunne nå at træne med i en uges tid.

Men efter familiens flytning fra Fyn til Aarhus, var masken ikke til at finde. Atle Roar Håland rejste hjem til Danmark, en operation i næsen ventede forude, men derefter burde han kunne genoptage karrieren, det som var tilbage af den, med lidt held et par år. Troede han.

Men det blev ved med at kildre underligt ned i den ene arm og det ene ben, og hovedpinen efter uheldet ville ikke gå væk.

Atle Roar Håland gik til læge, til specialister, til kiropraktor, men ingen kunne definitivt afgøre, hvad der var galt. Blot at det ikke var en god ide for helbredet at spille fodbold.

Hovedpinen og symptomerne på hjernerystelse kom først senere, og det undrede han sig over.

Forleden dukkede han op på AGF’s anlæg, det var dagen efter sæsonens sidste kamp, og spillerstaben så frem til fire ugers ferie med indlagt selvtræning.

Atle Roar Håland stod foran et karriereskift.

»Jeg har altid sagt, at det ikke ville blive noget problem at stoppe som spiller, fordi der er så meget andet, jeg har lyst til. Men det er godt nok noget mere vemodigt, end jeg havde regnet med. Jeg har jo haft dette erhverv, siden jeg var 19 år, og jeg har spillet fodbold, siden jeg var fem. Og nu kan jeg ikke spille mere,« bemærkede han på vej ud til bilen på p-pladsen.

Kunne ikke træne

Hovedskaden har givet symptomer, som betyder, at han ikke har kunnet træne.

»Jeg må ikke spille længere, siger lægerne, og jeg kan ikke træne hårdt. Jeg må ikke få slag i hovedet, for eksempel. Jeg er ikke bange for, at det er mere alvorligt end det, men hvis jeg løber en risiko, kan det blive forværret,« forklarer han.

I den nærmeste fremtid skal han udvikle spillere og trænere i det norske fodboldforbunds (NFF) afdeling i det sydlige Norge.

»Jeg har en ekstrem lang erfaring med fodbold, og nu vil jeg se, om jeg kan bruge det. Den stilling, jeg har fået tilbudt, er der ikke mange af i Norge, så det var med at slå til. Så kan jeg altid senere gå tilbage til for eksempel finansverdenen,« siger Atle Roar Håland, der er uddannet civiløkonom, en uddannelse han tog, mens han spillede i Kristiansand.