Fortsæt til indhold
Aarhus

»Vi har fået ridser i lakken«

Superliga: AGF-sportschef Brian Steen Nielsen afviser, at alt er godt efter bunddramaet. Klubben skal være skarp i det kommende transfervindue.

JESPER ENGMANN

AGF er reddet. Nu bliver klubben dansk mester i næste sæson.

Brian Steen Nielsen ryster på hovedet. Sådan fungerer det ikke. I et hektisk og frustrerende forår for sportschefen i den aarhusianske superligaklub har han kunnet se, hvilke spillere der har formået at levere varen, hvem der er stivnet i nervøsitet, og ikke mindst hvem der ikke har været i stand til at spille på grund af skader.

Den liste er ikke overvældende lang, som den tidligere har været, men til gengæld har uheldene ramt samme sted, stort set: To fuldblodsangribere, Mate Vatsadze og Søren Larsen, har stået ude i store dele af foråret, og folkene fra næste geled har ikke været effektive nok.

»Det er helt utopisk at tro, at fordi vi har reddet os i denne sæson, så er alt godt i den kommende sæson. Vi har efter min mening fået nogle ridser i lakken, og vi skal virkelig være skarpe i sommer. Vi skal ramme plet og komme styrket ud af transfervinduet,« siger Brian Steen Nielsen, som allerede nu mener, at der er et lille plus på det felt.

Ny mand i AGF fra den kommende sæson er angriberen Jesper Lange, en fyr med energi og en, som er garant for masser af meter i forreste række. Ud af klubben forsvinder Atle Roar Håland, men han var i praksis allerede ude i vinterpausen, da nordmanden på grund af skader ikke har kunnet spille i foråret.

De nødvendige mål

»De sidste kampe skal give os svar på, hvad de enkelte spillere kan. Noget er vi sikre på, andet er vi ikke sikre på. Vi er også nødt til at spørge os selv, om vi har de spillere, der skal til for at score de nødvendige mål, hvis vi mener, vi laver for få. Det kan sagtens tænkes, at jeg prikker til enkelte spillere, fordi jeg synes, de vil have bedst af at komme videre til en anden klub, hvor de kan få mere spilletid end her. Det vil vi gerne hjælpe med. Hvis de ikke selv ønsker det, så opfylder vi selvfølgelig kontrakten. Det er vigtigt at være anstændige, åbne og ærlige omkring det. Den proces indleder jeg efter den sidste kamp på mandag,« forklarer sportschefen.

I det seneste transfervindue solgte AGF den islandske topscorer Aron Jóhannsson til Alkmaar i Holland, men et generelt positivt efterår betød, at han ikke var den eneste AGF-spiller, der var interesse for. Nu er situationen vendt. Foråret har ikke just katapulteret AGF’ere op på et plan, som har tiltrukket de købestærke mellem-europæiske klubber. Det erkender Brian Steen Nielsen.

Justeringer

»Der vil altid forekomme justeringer i truppen i en pause, og denne gang skal vi blandt andet forberede os på, at der ikke ligefrem er en håndfuld, der har spillet sig ind i udenlandske klubbers søgelys. Det var så anderledes for et halvt års tid siden, og sådan er det: Det kan ændre sig fra dag til dag,« siger han.

Superligasæsonen indledes sidst i juli, men i løbet af august kan AGF i teorien risikere at miste spillere.

»Vi er nødt til at gardere os, indtil transfervinduet lukker sidst i august. Hvis vi vinder de tre første i den nye sæson, så kan der pludselig komme tilbud på spillere, som vi ikke kan sige nej til. I det seneste vindue vidste vi, at Aron Jóhannsson kunne blive solgt, og vi havde forberedt os på, at vi skulle gardere os, men det lykkedes så ikke. Det er nemt at være bagklog, da Mate Vatsadze så blev skadet, og Søren Larsen først blev klar til de sidste kampe. Med den historik, vi har, kunne det jo også tænkes, at en ny angriber ville være blevet skadet,« understreger Brian Steen Nielsen.

Rygtestrømmen bliver stærkere og stærkere, som sæsonen rykker tæt på, men AGF-sportschefen mener selv, at han er god til at abstrahere fra gode råd. Han fokuserer på de spillere, som han ved er inden for rækkevidde af AGF.

»Det er det nemmeste i verden at sige, at vi skal hente seks landsholdsspillere. Jeg taler med rådgivere og agenter hver eneste dag, og jeg kan sagtens lave en lang liste af interessante navne. Men det er så, lige indtil vi begynder at tale transfersum og løn. Så falder 90 procent fra. I sidste ende spiller økonomien en afgørende rolle, og det er først efter den sidste kamp, vi endeligt kan fastlægge et budget.«