Fortsæt til indhold
Aarhus

Kommunen giver boligforeningerne rabat

Boligselskaberne i Aarhus køber grunde og ejendomme af kommunen.

Maria Dalhoff

Aarhus Kommune og Boligorganisationerne i Aarhus har indgået en aftale om frikøb af såkaldte hjemfaldsklausuler. Dermed betaler boligorganisationerne ca. 220 mio. kr. til Aarhus Kommune for en række grunde og tilhørende ejendomme.

Aftalen betyder, at boligforeningerne investerer de 220 mio. kr. i bl.a. nye ungdomsboliger og renovering af eksisterende almene lejeboliger. Den indgåede aftale, som skal godkendes af byrådet inden sommerferien, betyder, at boligselskaberne har fået en rabat på 72 pct. i forhold til den værdi på omkring 770 mio. kr., som grundene og ejendommene er sat til i Aarhus Kommunes egen opgørelse.

»Der er ikke tale om en foræring, men vi får en rabat på 72 pct. Rabatten er mindre end de aftaler, som vi har set i andre kommuner. Omvendt er det en rabat, som vi synes er rimelig. Prisen betyder, at der bliver tale om lempelige huslejestigninger, fordi hjemfaldet kan finansieres over lang tid, og fordi der er lempelige lånemuligheder i Landsbyggefonden,« siger formanden for Boligselskabernes Landsforenings 5. kreds, John Jensen, Aarhus.

Aarhus Kommune begyndte omkring 1950 at pålægge hjemfaldsklausuler på grunde, som blev solgt til erhverv og etageboligbyggeri. Klausulerne betyder, at kommunen efter typisk 100 år fra salgstidspunktet kan købe grunden tilbage for den oprindelige salgssum med tillæg af værdien af de på grunden opførte bygninger. I den nye aftale med de lokale boligselskaber er ejendomsvurderingen for 2012 blevet anvendt.

Bidrag til vækststrategi

Ved at sælge ejendommene allerede nu får Aarhus Kommune til gengæld for rabatten penge længe før forventet. Ifølge borgmester Jacob Bundsgaard (S) er aftalen et bidrag til byens udviklingsstrategi med udsigten til, at Aarhus Kommune frem til 2030 skal vokse til ca. 375.000 indbyggere.

»Det er mit mål, at aftalen skal bane vej for flere almene familie- og ungdomsboliger, så vi fastholder et bredt og varieret boligudbud for byens familier, og så vores mange nye studerende kan få en god og tryg start på tilværelsen i Aarhus,« siger Jacob Bundsgaard i en pressemeddelelse.

K: Forkert ringforlovelse

Aftalen får stor opbakning fra SF, konstaterer partiets politiske ordfører i Aarhus Byråd, Thomas Medom. De konservative er til gengæld ikke tilfredse.

»Det er forkert, at kommunen med aftalen har ringforlovet sig med de aarhusianske boligforeninger. Det giver ikke kommunen mest mulig valuta for den enkelte krone. Det er penge, som ryger direkte ud af kommunekassen,« siger byrådsmedlem Niels Christian Selchau-Mark (K).