Parken, tre år senere

Måske, når han går ind på græsset i Parken i dag, at han kan genkalde sig det. Erik Rasmussen var træner, selv var han kommet tilbage til sin gamle klub i januar efter 13 år i italiensk fodbold.

Nu skulle foråret sparkes i gang, søndag 7. marts kl. 18.00, og selv om han indledte på bænken, glædede han sig, Martin Jørgensen.

Formen var endnu ikke helt på plads, men i løbet af nogle uger ville den være god.

AGF’s startopstilling bar præg af, at der var skader i truppen. Steffen Rasmussen var målmand, forsvaret bestod af Frederik Krabbe, Dan Thomassen, Jens Gjesing og Dennis Cagara, midtbanens fire spillere var Stephan Petersen, Kasper Povlsen, Jerry Lucena og Casper Sloth, mens David Devdariani og Dioh Williams spillede helt på toppen. Reserverne var blandt andre Sanel Kapidzic og Dennis Høgeh.

AGF var bagud 0-4 ved pausen, César Santin havde scoret hattrick, og så blev Martin Jørgensen sendt på banen syv minutter efter pausen med følgende besked fra træner Erik Ramussen:

»Du skal bare gå ind og lave fire mål, ikk’?«

Hvorefter Martin Jørgensen svarede:

»Spiller vi ikke for at vinde?«

Forfærdeligt forår

Episoden fandt sted for tre år siden, nederlaget, som blev på fem mål, var indledningen på et forfærdeligt forår i AGF. Da den sidste kamp var spillet mod OB, rykkede AGF ned i 1. division, siden blev Erik Rasmussen fyret, og Peter Sørensen ansat.

Peter Sørensen er her endnu, han har i hvert fald lige hilst på ude i gangen i klubhuset, Martin Jørgensen er her såmænd også stadig, alderen siger 37 år, han ser en anelse slidt ud, men halvanden times intensiv træning er også lige overstået. Og forude venter en tur i styrkelokalet.

Martin Jørgensen har sin første superligakamp i 2013 til gode. Efter at have døjet med rygproblemer i vinter, nåede han at spille på reserveholdet i en kamp i Aalborg, inden han igen blev skadet i bentøjet.

I en uges tid er fodboldstøvlerne blevet anvendt på græs, og en plads på bænken mod FC København venter forude. Akkurat som for tre år siden. Men er der flere lighedspunkter, kunne man spørge, er AGF også denne gang på vej ned?

»Vi taber flere kampe, end vi vinder, og vi glider langsomt ned i tabellen. Det er lighederne. Men træningen er bedre, og spillerne er bedre end dengang. Der er meget mere struktur på, og vi har et mål med det, vi prøver at arbejde med. Holdet er også bedre. Vi er stærkere end dengang, som hold betragtet. Da spillede vi ikke som et hold. Skader har haft en vis betydning her i foråret. De, der har spillet, har ikke været 100 pct. i orden. Det kan mærkes, og det kan være derfor, marginalerne tipper den forkerte vej nu og da,« lyder Martin Jørgensens forklaring.

Men er han urolig? Ender det på samme måde igen?

»Nej, jeg er ikke urolig. Men jeg er bevidst om, at vi ikke er helt i mål endnu.«

Hvad med fremtiden?

Temmelig meget afhænger af forårets sidste kampe. Også Martin Jørgensens umiddelbare fremtid. Han og klubben har holdt det første møde. Vil AGF fortsat have ham ansat som spiller? Vil Martin Jørgensen spille videre i et halvt år mere? Eller stopper han nu efter denne sæson?

Fra klubbens side forlyder det, at afgørelsen ikke er truffet endeligt fra nogen af siderne. Det må vente, til den sportslige situation er afklaret.

»Vi ved, vi skal have flere point. Havde vi haft syv-otte point mere, så skulle vi også have haft nogle flere point, for så skulle vi kigge efter et andet mål. Målet har ændret sig lidt, desværre. I lørdags så det lidt nervøst ud, men når man ikke står inde midt i det, er det svært at vurdere. Kampen var vigtig, og vi kunne bruge et point til langt mere, end AC Horsens kunne. Vi fik sat proppen i og holdt afstand til de tre nederste, så der stadig er seks point. Selv om jeg godt ved, at det hurtigt kan gå den anden vej.«

I snart tre sæsoner har Martin Jørgensen spillet i AGF i denne del af karrieren, tre år, som har budt på nedrykningskamp, deltagelse ved VM i Sydafrika i 2010, stop på landsholdet, en tur i 1. division, flot spil i Superligaen med efterfølgende comeback på landsholdet og et par afbræk på grund af skader.

»Jeg havde ingen forestillinger om, hvordan det ville blive at komme tilbage til AGF. Det har været godt, det har været sjovt, og jeg har nydt det. Jeg nød ikke at rykke ned, men jeg syntes, at det var interessant, da vi først var der. Pludselig kom der helt andre udfordringer end at være midterhold i Superligaen, og så var det spændende at være med til at bygge holdet op på ny,« siger Martin Jørgensen, som i en fremskreden fodboldalder sagtens kunne bruge turen i 1. division.

Lærerigt

»Jeg havde ikke problemer med at spille på de små stadioner. Det var lærerigt for mig. Vi skulle vinde hver eneste gang, og det var ikke nok at føre 2-0 ved pausen i Skive, når vi var AGF. Det fik vi at vide af fansene.«

Folk, som tvivler på Martin Jørgensens fortsatte appetit på spillet, skulle have set dagens træning. Veteranen var blandt de skarpeste, men hans hold endte med at tabe, hvorefter han skumlede i et kvarters tid.

»Jeg føler mig frisk rent mentalt lige nu. Og jeg er sikker på, at jeg godt kan holde til det fysisk, hvis der bliver taget en lille smule hensyn til, at jeg ikke er 23 år længere,« siger Martin Jørgensen, 37 år, i færd med sin sidste sæson. Eller hvad?