Tiden, byen og Balling

Jan Balling aer sin Bernhardt Jensen-skulptur på maven.

»Den swinger godt,« siger han og nikker mod bronzeudgaven af byens socialdemokratiske borgmester (1958-71).

Om de gråsorte tyggegummiklatter, der nu tre år efter indvielsen klæber til skulpturens sokkel, siger Jan Balling:

»Bernhardt Jensen var en klippe, der ragede op, og som måtte kæmpe hårde kampe, så mon ikke han kan tåle nogle tyggegummiklatter.«

Vi står på Vadestedet. Det er her, Jan Ballings ”Tiden, Byen og Manden” er placeret. Jan Balling har aldrig mødt Bernhardt Jensen. Balling kom til Aarhus på en enkeltbillet fra København i 1977, Bernhardt Jensen døde året efter. Jan Balling, rank og veltrænet, er betydeligt mere maskulin end Bernhardt Jensen var, men værdierne deler de.

»Forny og bevar. Det var Bernhardt Jensens slogan. Han var ikke imod udvikling, men han ville ikke skrotte noget alene pga. dets alder. Klog mand.«

Den menneskelige faktor

Jan Balling lægger atter hånden på bronzefiguren.

»I sin samtid opfattede mange ham som reaktionær, når han sådan kom cyklende. Men sandheden er, at han repræsenterer noget, vi savner. Bernhardt Jensen turde bruge sine menneskelige egenskaber. Han kunne mærke – fornemme – hvornår noget var rigtigt eller forkert frem for, som de fleste andre politikere, at henvise til en eller anden evidensbaseret rapport. De største fejltagelser er sgu opstået på baggrund af veldokumenterede rapporter.«

Jan Balling vender sig og peger mod Latinerkvarteret. Havde det ikke været for Bernhardt Jensen, ville en bred motortrafikvej have skåret sig midt gennem byen fra Rådhuset til Østbanetorvet, påpeger han.

»Ene mand fik han stoppet den plan, der ville have smadret Midtbyen. Bernhardt Jensen viste sig at være betydeligt mere fremadskuende end alle dem, som selv syntes, de var moderne.«

Istedgade

Jan Balling forsøger også at lade sine fornemmelser og følelser bestemme retningen.

»Livet er fantastisk, selv når vi har det hårdt, er livet fantastisk,« siger han, mens han springer op og ned ad trapperne i sit byhus i Istedgade, en sidevej til Jægergårdsgade.

Byhuset er første stop på dagens vandretur gennem Aarhus. Jan Balling kom til byen for at studere på Århus Kunstakademi, og hurtigt lejede han sig ind i et hus på den anden side af Istedgade. I 1982 købte han så sit nuværende hus, der var slidt og billigt til salg. Der var store huller i gulvene, mens børnene var små. Men nu, tre årtier senere, er huset tiptop.

»Hver morgen tænker jeg på, hvor heldig jeg er at bo hér. Frederiksbjerg er et brokvarter med små huse, mange træer og mangfoldighed, det er stemningsfuldt, og der er plads til mennesket,« siger Jan Balling.

Banegraven

Men stemningen kan hurtigt slås ihjel, hvis byudviklingen glider i en forkert retning, advarer han.

Vi forlader byhuset og går de få meter hen til Hallssti, den smalle passage, der langs banegraven forbinder M.P. Bruunsgade med Frederiks Allé. Jan Balling lægger sin hånd på et af de store træer, der står side om side på stien ud mod banegraven. Træerne skulle have været fældet for at give plads til en enorm stolpevej og rampe, der ville give bilister adgang fra Frederiks Bro og ned til Bruun’s Galleri.

»Det var en på alle måder ubegavet plan. Jeg kan huske, at jeg talte med rådmanden, som sagde: ”Der er jo alligevel kun blade på de træer tre-fire måneder om året”. ”Det mener du ikke alvorligt!”, sagde jeg. Men vi – borgerne – fik planen stoppet og foreslog den løsning, der blev realiseret: At anlægge en – billigere og mere miljøbevidst – vej nede i banegraven ud til Ankersgade. Det var en sød sejr.«

Aros

På vej over Frederiks Bro fortæller Jan Balling, at han rejste fra hovedstaden for at etablere sit eget, selvstændige liv. Jan Ballings far er filmmanden, nationalklenodiet Erik Balling.

»Jeg holdt meget af min far, vi havde et gnidningsfrit forhold. At han var den, han var, har ikke skadet mit liv. Men jeg vidste, at jeg ikke skulle lave film som ham, og at det nok var en god idé at bo i en anden by – komme lidt ud af hans skygge.«

36 år senere er Jan Balling fuldblodsaarhusianer, siger han. Og som sådan har han selvsagt en mening om kunstmuseet Aros. Balling peger op på Olafur Eliassons regnbue.

»For mig som billedkunstner er det skønt at se, hvordan et kunstværk – ringen – har gjort arkitekturen god. Før ringen kom på, syntes jeg, at huset var en tung kasse, men nu har bygningen fået en identitet. Den ring er altså virkelig god!«

Træerne

På vej ned ad Frederiksgade fortæller Jan Balling om sit syn på den gode, imødekommende by.

»Byplanlæggeren Jan Gehl har sagt det i årevis: Det er de sidste 20 meter, der er afgørende. Det er caféen, det er vinduerne i stueetagerne, det er bænkene, det er træerne. Men problemet er, at de ofte bliver ofret, og så dør tingene. Det handler om at huske det menneskelige nærvær i de fælles omgivelser. Hvis mennesket forsvinder, så kan det godt være stor, flot arkitektur, men det virker ikke. Relationen til det menneskelige legeme er afgørende. Vellykket byplanlægning kræver politisk mod og talent – som Bernhardt Jensen havde. Det handler om at turde tænke med hjertet og ikke kun med pengene, for penge tænker altid kortsigtet.«

For enden af Frederiksgade får Jan Balling et kært syn. Fem gartnere og en lille grøn gravko er ved at plante to nye træer i belægningen.

»Skønt. Hvad er det for nogle træer, I planter,« spørger Jan Balling.

»Det er Rubinia,« lyder svaret.

Efter stoppet ved Bernhardt Jensen-skulpturen går turen langs åen, forbi Europahuset og om bag Badeanstalten Spanien til Ballings værksted i et tidligere gasværk.

Bruun’s Galleri

Her, hvor Balling har arbejdet siden 1986, står og hænger hans farverige, ekspressive malerier, og på et bord troner en lille model af Bernhardt Jensen-skulpturen.

Det sidste stykke af gåturen er det hårdeste. For her skal Bruun’s Galleri passeres. Det byggeri vækker vrede i Jan Balling, der for godt ti år siden kæmpede mod dets realisering. I dag konkluderer han:

»Det er en skamplet på byen. En menneskefjendsk, forblæst kulisse, der lukker sig om sig selv.«

På det sidste stykke hjemad siger Jan Balling, at Aarhus dog har lært af sine fejl gennem årene.

»Der er i dag en bedre mulighed for at råbe op som borger og blive hørt. Men det kræver, at man er vågen. Vi skal ikke lægge os til at sove og regne med, at samfundet klarer det hele. Det er os, borgerne, der skal repræsentere den menneskelige størrelse.«