Artisten famler i rampelyset

Klædt i en stram latexdragt i guld sidder Alexander Andreasen på en plint i Cirque du Soleils backstage-område.

Han er kridhvid i ansigtet med franske flag på øjnene, lyseblå øjenbryn og læber, der er malet guld.

Men selv i den situation føler Alexander Andreasen sig godt tilpas. Smilet er bredt på den 26-årige aarhusianer, som egentlig var godt på vej mod en karriere i it-branchen.

I dag, fire år senere, er han en del af forestillingen Alegria (spansk for glæde, red.), hvor tripleskrue og trapezøvelser 40 m over scenen hurtigt er blevet hverdag for de 100 atleter.

Alexander Andreasen blev opdaget af Cirque du Soleils talentspejdere under et EM i rytme-spring-gymnastik i Belgien i 2008, hvor han og resten af landsholdet havde vundet guld. Danmarksmesterskabet og det nordiske mesterskab var allerede hjemme, og han var så småt ved at slå sig ned i Aarhus med studie og lejlighed. I begyndelsen var det vildt, forklarer han.

Men selv det at se sine kollegaer bøje sig bagover i en absurd stilling i slangekunst-nummeret blev på et tidspunkt hverdag.

»Jeg havde Cirque du Soleil som en drøm, et meget langsigtet mål for fremtiden. Derfor var jeg ikke gået bevidst efter den. Jeg havde ikke forestillet mig, at det kom allerede, da jeg kun lige var fyldt 22 år. Men det er det største i gymnastikkens verden, og det er en naturlig endestation,« forklarer han hen over støjen fra de øvrige atleter, der styrketræner på måtten ved siden af.

To midaldrende, russiske mænd sidder på en pude med mobiltelefonerne i hænderne og ser noget mere afslappede ud. I showet står de med en hvid pæl over skuldrene, hvorpå en tredje atlet springer og laver diverse artisteri. Når han lander efter et spring, tager de to mænd af i benene.

»Gymnastik holder mig i trit med mig selv. Jeg begyndte, da jeg var fire år, og jeg har altid lavet det. Det har været fra dag til dag, men det har været min vej. Det er en passion,« forklarer han.

Ud af tryghedszonen

Hjemme i Aarhus sendte Alexander Andreasen en præsentationsvideo til hovedkvarteret i Montreal, og efter en periode fik han sendt en kontrakt, der blev underskrevet på hans fødselsdag i december. Efter bare en måned i egen lejlighed gik turen først til en træningslejr i Montreal og herefter verden rundt som cirkusartist som en rå og smart karakter fra Bronx i New York, der i luften kæmper imod kongen. På en kraftig trampolin laver han saltomortaler hen over sin modstander. Der var ingen til at forberede ham på, hvad der ventede.

»Det var meget surrealistisk, for jeg havde i virkeligheden aldrig set en af deres forestillinger før. Jeg fandt bare meget hurtigt ud af, at det var en enorm organisation. Det var en slags fabrik, hvor alt kørte efter et stramt program.«

De syv minutters optræden, som Alexander Andreasen har på scenen, brugte han fire måneder på at lære i Montreal. En del af tiden blev brugt på at lokke ham ud af sin egen tryghedszone ved med gymnastik som udgangspunkt at lege en appelsin, en banan, et flyvende stykke papir i et lokale.

Artister fra mange forskellige sportsgrene samles i cirkusset. En del af dem er konkurrencemennesker, og derfor gør man alt for at lære dem at performe og spille sammen med publikum, ikke at konkurrere.

Siden var han i seks uger skadet i ryggen efter et uheld med en trampolin. Den var ny og uprøvet og viste sig ikke at være blevet strammet ordentligt op, så da han sprang op på den, ramte han metalkonstruktionen og forstuvede rygsøjlen.

Med de bedst mulige vilkår

»Derudover er makeuppen en ret vigtig del af oplæringsprocessen. Jeg var meget uøvet, så første gang tog det mig tre timer, og da blev jeg kun halvt færdig. I dag tager det mig tyve minutter, og det føles mere og mere afslappet. Makeup er en helt normal del af denne verden. Det er naturligt og påkrævet,« forklarer han.

Makeuppen og de syv minutters optræden er til gengæld også det eneste, han skal gøre selv. Alt andet tager andre sig af: skattepapirer, sengeopredning, madlavning, opkald og det at bære sin egen kuffert op på det enten fire- eller femstjernede hotel.

Penselstrøgene til makeuppen er tegnet ned i en manual, og på opslagstavlen kan man få svar på alle spørgsmål.

»Jeg kan godt savne at have mit eget. Jeg er opdraget til at være kunstnerisk og selvstændig, så det er en omvæltning. Men det er meningen, at de vil give os de bedste vilkår for at optræde til perfektion. Vi skal ikke løfte ting eller bruge energien på at lave mad. Vi arbejder meget intenst, mentalt og fysisk, når vi er på. Men det bliver svært for os alle at komme tilbage. For mig såvel som for de, der har været her i 12 år.«

Fjernstudier

For at vænne sig til at komme tilbage til virkeligheden er Alexander Andreasen begyndt på et fjernstudie på Københavns Universitet, som Cirque du Soleil lægger midler til.

I øjeblikket arbejder han på en bachelor i business fra Københavns Universitet, som han senere skal eksamineres i via Skype.

»Det kan være svært, når nu jeg er den eneste på dette hold, der læser. Men jeg vil gerne have den uddannelse,« tilføjer han med hovedet nede i spejlet og koncentrationen malet i ansigtet, da eyelineren skal placeres.

Showet Alegria er egentlig 18 år gammelt, og det er på sin tredje tur verden rundt. De to første turneer foregik i telt, men da det kun kan nå ud til de større byer, har man valgt at sætte en scene op, så cirkusset også kan vises i arenaer. På den måde kan showet holde til en verdenstur mere.

»Alegria fascinerer mig, fordi det er stærkt og gennemarbejdet. Dette er et ægte Cirque-show, gennemarbejdet og lavet fra bunden. Det er tidløst, og mange af akterne er i meget høj klasse. Håndbalance-fyren står på hænder en time om dagen. Han skifter fra arm til arm, når han bliver træt. Og hoolahop-pigen er sej. Hver især er alle atleterne fascinerende,« slutter han. Makeuppen er lagt. Det er show time.