Lis Zwick, Jørgen Nash og alle provoerne

»Vi havde besøg af presse og politi med jævne mellemrum. Det var aldrig kedeligt, og jeg er meget glad for, at jeg mødte Jørgen Sørøver.«

Lis Zwick var gift med maler og provokatør Jørgen Nash fra 1969 til han døde i 2004. De boede i alle årene sammen på gården Drakabygget i Sverige, hvor de begge var aktive som kunstnere, drev landbrug og husede andre provokerende kunstnere som Jens Jørgen Thorsen.

Dansk Plakatmuseum udstiller nu 139 plakater om Lis Zwick, Jørgen Nash og kunstnerkollektivet Drakabygget.

Den i dag 70-årige Lis Zwick bor der stadig - nu sammen med sin hund og kat.

Men selv levede de ikke som modsætningsdyr.

»Vi supplerede hinanden rigtig godt. Vi var sjældent uvenner, selvom der var gang i den rundt om os. Han var gift, da jeg først mødte ham, men jeg husker, han ringede til mig og sagde: ”Havgassen er stukket, kommer du, så frier jeg til dig,« fortæller Lis Zwick, der iført knaldrød trøje, brillestel og læbestift inspicerer plakatudstillingen på Dansk Plakatmuseum.

Halshugning af havfruen

Her er ophængningen af plakater holdt i Drakabyggets ånd. Aldrig særlig pænt.

»Vi har hængt plakaterne op, ligesom vi forestiller os, at Jørgen Nash ville have gjort det. Rodet, men alligevel med en vis orden,« fortæller Elsebeth Aasted Schanz, der er leder af museet.

Jørgen Nash påtog sig skylden for halshugningen af Den Lille Havfrue i 1964, var med til at kaste flyveblade i Folketinget i 1975, afbrydelse af en opera på Det Kongelige Teater i 1971, og det var også ham, der slap hvide mus løs til Danske Akademis årsfest.

I 1960'erne og 1970'erne udsprang happenings og provokationer i en lind strøm fra kunstnerne tilknyttet kollektivet Drakabygget i Sverige.

Stedet var brødrene Jørgen Nash og Asger Jorns opfindelse.

De kaldte det ”Frihedens Værksted” og havde en idé om absolut kunstnerisk frihed. Alt var tilladt.

Over 600 kunstnere fra ind- og udland boede og arbejdede på Drakabygget i løbet af de 16 år, gården fungerede som kollektiv.

I alt har museet modtaget over 1.000 plakater fra Drakabyggets gemmer, og lederen var ikke i tvivl om, at det var en relevant udstilling også i dag.

Befriende spark i bolledejen

»Det er et stykke dansk kunsthistorie, som stadig i den grad har relevans. Kunstnerne omkring kollektivet lavede ravage. De arbejdede ikke efter bogen, og hold op, hvor var det befriende. At nogen turde sparke i bolledejen. Den her udstilling skal minde om, at vi altså er forskellige, og det skal der være plads til,« siger Elsebeth Aasted Schanz.

Selvom kunstnerne til tider gik over stregen, ser Elsebeth Aasted Schanz hellere det, end ingen provokationer.

»Hvor kunne vi godt bruge nogen som Jørgen Nash og Jens Jørgen Thorsen i dag. Man tog sig til hovedet indimellem, men jeg synes, det er vigtigt, at nogle tør modarbejde den uniformering og ensretning, som er fremherskende i dag. De unge er efter min mening alt for pæne,« siger Elsebeth Aasted Schanz.

Lærte Jørgen om farver

Lis Zwick var ikke på samme måde en provokerende kunstner som sin mand. Men hun var og er farverig. Både i sit ydre og med penslerne, som hun stadig aktivt bruger.

»Jeg lærte Jørgen at bruge farver,« fastslår hun.

De samarbejdede ofte og står f.eks. bag emaljefrisen i ventesalen på Aarhus Banegård, der hedder ”Der er en aldrig afsluttet sang”.

Og hun flytter aldrig fra gården. Hun vil altid være Drakabyggets husfrue.