Den tilfældige klassiker

Det er helt tilfældigt, men alligevel ikke.

At Aarhus Teater har valgt at sætte den russiske forfatter og dramatiker Anton Tjekhovs ”Kirsebærhaven” op. Den havde premiere i fredags.

At Aalborg Teater har valgt det samme stykke – det havde premiere i onsdags.

Og at teatereleverne på Testrup Højskole ved Mårslet skal arbejde med netop dette stykke her i foråret.

»Man har en tendens til – helt originalt, tror man – at gribe ned i klassikerhavet på samme tid og efter det samme. Man tror, at man fanger én fisk, og så fanger man en stime,« siger den 58-årige dramatiker og dramaturg Ann Sofie Oxenvad.

Hun er cand.mag. i dansk og dramaturgi, bor i Mårslet, underviser på Testrup Højskole og har udgivet flere dramaer, senest ”Besættelse”, der blev sat op på Svalegangen for to år siden.

Hun arbejder meget håndfast med dramatikken, men bevæger sig også gerne på andre bølgelængder.

»Det er jo det med disse ”tilfældige” bølger, som vi alle rammes af. Jeg går herude i min ensomhed og finder på det samme, som andre gør. Det viser, at vi ”sender” på alle mulige kanaler. Mentalt hænger vi mennesker sammen.«

Det mentale skred

Hun har meget apropos selv lige trukket Tjekhovs ”Kirsebærhaven” frem for at læse den.

»At det er netop den, vi alle fisker op, skyldes, at den kalder på noget i tiden,« siger hun, der mener, at vi har brug for dens slags fortællinger.

»Historien har gjort ”Kirsebærhaven” stor, fordi den kom til at varsle noget, der vil ske. Det kan vi se nu, men Tjekhov, der skrev den i 1904, kunne jo kun fornemme den store forvandling, der kom til at ske i Rusland.«

”Kirsebærhaven” handler om et samfund i forandring og om nogle mennesker, der ikke ved, hvordan de skal håndtere denne forandring, og som derfor føler sig truet af den. Det er med til at gøre den aktuel igen.

»Der er noget i tiden. Vi fornemmer jo alle sammen, at det er et opbrud. Velfærdssamfundet er ikke en selvfølge mere, vi kan ikke mere være så sikre på sikkerheden. Det gør noget ved os mentalt, og det er jo det, man altid har fat i, når man arbejder med kunst: det mentale skred.«

Tjekhov er meget skarp, synes hun.

»Hans historie handler meget koncentreret om en enkelt familie og er meget kompleks i sin menneskeforståelse. Den refererer ikke direkte til Rusland anno …, altså ikke kun til sin tid, men til denne kirsebærhave, som bliver et billede på alt det tabte. Det er det, der gør den til en klassiker. Den rummer et udsagn, der har en almen værdi.«

Ensomhed og isolation

Hun opfatter den russiske forfatter, der døde i 1904, som meget moderne, fordi han er så optaget af karaktererne og af mennesker, der står på hver sin planet. Det bliver en historie om det moderne menneskes ensomhed, isolation og mangel på evne til at forbinde sig med virkeligheden og til at handle.

Henrik Ibsen, forfatter til en række andre klassikere, var anderledes, siger hun.

»Han brugte den klassiske, dramaturgiske fortælling, hvor fortidens lag afdækkes, nærmest som i en krimi, indtil man finder frem til sandheden. Tjekhov har ingen sandhed, han moraliserer ikke. I hans fortællinger går man ikke fra kaos til orden, hans personer bliver ved med at flagre rundt. De bliver aldrig forløst og træder aldrig rigtigt i karakter. I bund og grund er det meget Kierkegaard’sk.«

Fra vampyrer til fascisme

Ann Sofie Oxenvad har i den seneste tid fordybet sig i Mellemkrigstiden og dens fokus på især historier om vampyrer og varulve.

»Men også i dag vrimler det jo med vampyrhistorier. Frygten skal have et sted at finde sine billeder, og det gør den i sådanne fortællinger. Aktuelt har vi ulvene i Nordjylland. De får det til at krible i mig, for budskabet er klassisk: Vi er alle sammen lidt bange. Ulven bliver et billede på denne frygt, og som dramatiker ligger det lige for at hapse den.«

Vampyr-tendensen er ved at være ovre nu. I stedet er Frankenstein kommet kravlende ind på de danske teaterscener med sin historie om at ville kontrollere noget, der ikke lader sig kontrollere.

Det næste bliver nationalisme, nazisme, fascisme og alt det andet, som man er tilbøjelig til at rubricere som det onde, mener Ann Sofie Oxenvad.

»Der er en tendens til at være meget nysgerrig omkring fascisme og det onde. Christian Lollike gør det med ”Skakten”, der også spiller på Aarhus Teater nu. Det har noget at gøre med, at Europa er i opbrud. Det handler ikke bare om en historisk interesse og at se Anden Verdenskrig i farver på DR2, for den slags historisk interesse har der altid været. Der er kommet en aktuel nødvendighed. Fascismen vinder frem i Europa, fordi mange mennesker i dag tvivler på demokratiets evne til at løse problemerne,« siger Ann Sofie Oxenvad.

Den flinke nazist

»Nazismen har været så ond, at man slet ikke kunne forholde sig kritisk og kunstnerisk undersøgende til den. Det er en igangværende bølge – vi kigger på nogle historiske ting, som har været lukket ned i en sort boks. Nu lukker vi boksen op, for den er kædet sammen med nutiden og en forhistorie, som vi må afdække og afdæmonisere for at blive klogere på os selv.«

Klassikerne er en del af vores sjæl, mener hun. En måde at tolke vores liv på.

»De er en del af vores arkæologi. Jeg ser meget mennesket som en arkæologisk udgravning med lag på lag af fortællinger, som vi forstår os selv igennem.«

Lige nu er det et hit at skrive klassikere a la Shakespeares ”Hamlet” om, så børn kan forstå dem, fortæller hun og er ret tilfreds med det. For at kende sine klassikere er også en del af ens dannelse.

I andre litterære kredse diskuterer man, om man også bør skrive Søren Kierkegaards tekster om til et nutidigt sprog.

Selvfølgelig skal man det, mener hun.

»Hvis du vil have flere til at læse Kierkegaard, er du nødt til at gøre noget. Hvad skulle der ske ved det – dem, der vil læse ham på den gamle måde, kan jo bare blive ved med det. Klassikere forbliver klassikere, også selv om vi tolker dem til tiden.«