Sting til Århus
Horsens og Elton John har været med til at bane vejen for store koncerter i Århus, vurderer koncertarrangør.
Når Sting har valgt at optræde i Århus til sommer, er det indirekte både Horsens og Elton Johns skyld.
Det mener Jørgen Kryel fra RMT Productions, som sammen med Musikhuset Aarhus og koncertpromotor dkbmotor har skaffet aftalen i hus med den britiske verdensstjerne.
»Der er kommet hul på bylden til de store navne, og det er bl.a. Horsens, der har været med til at bane vejen,« siger Jørgen Kryel om byen mod syd, som har haft besøg af Paul McCartney og om få måneder får Rolling Stones til at runge i gaderne.
»Også Aalborg har været med fremme med store navne, og man har vist, at der er et stort publikum i Jylland, så der har været publikum til det hele,« siger Jørgen Kryel.
Også Elton Johns besøg i Århus sommeren 2005 er en god grund for Sting til at vælge Århus som eneste koncertsted i Danmark.
»Når man taler topnavne, er de typisk lidt forsigtige med at prøve nye steder. Der tales sammen, og rygtet spredes, hvis et nyt sted prøves af og fungerer godt,« siger Jørgen Kryel.
Sting - alias Gordon Sumner - valgte ifølge Kryel Århus, fordi RMT var hurtigt ude med et bud.
»Samtidig fandt Sting det interessant at spille i Rådhusparken. Han vil gerne undgå de store stadions,« forklarer Jørgen Kryel.
Tilbage til rødderne
Den melodiøse og artikulerede Sting-musik er så populær, at RMT fra på mandag, 6. marts, sætter 12.000 billetter til salg. Sting medbringer sin faste guitarist, Dominic Miller samt Lyle Workman (guitar) og Abe Laborial Jr., på trommer, og der loves en koncert, som signalerer "tilbage til rødderne".
Koncerten er en del af Stings turné, som har taget navn efter hans selvbiografi fra 2003, "Broken Music".
»Vi har nu sat scenen op to forskellige steder til store koncerter (Kronprinsens bryllupskoncert samt Pop Up-koncerten i Århus Festuge 2005, red.) i Rådhusparken, og denne gang skal den stilles op på en tredje måde. Scenen kommer til at vende ryggen imod ARoS Aarhus Kunstmuseum. Den skal stå på Musikhusets plads og skal pege skråt over imod Rådhusparken. Frederiks Allé skal spærres af. Men de nærmere aftaler skal godkendes af Stings folk,« oplyser Jørgen Kryel.
Hvem, der bliver opvarmningsband, er endnu ikke afgjort.
»Det kan blive dansk eller udenlandsk. Uanset hvad, skal det godkendes af Sting,« siger Jørgen Kryel.
Sting gæstede senest Danmark i december 2004, da han præsterede fuldt hus i Forum i København.
Sting er født og opvokset i Newcastle og gjorde oprindeligt karriere i trioen Police. Siden har han udvidet den hjemlige hyldeplads for at skabe rum til de 17 Grammy-priser og en Golden Globe-pris.
Ved siden af har han skrevet bøger og markeret sig som miljøforkæmper og med humanitært hjælpearbejde. Han bliver i maj 2006 udnævnt til æresdoktor i musik ved Newcastle University.
Mere kan læses på hjemmeside www.sting.com/home
Billetter til Århus-koncerten udbydes til salg via BILLETnet, posthuse, Aarhus Billetbureau og Musikhuset Århus mandag 7. marts kl. 10.