Fortsæt til indhold
Aarhus

Næste station: Viby J!

I går åbnede den længe ventede Viby Station på Århus Nærbane, der nu nærmer sig sin endelige fuldførelse. Der bliver halvtimesdrift på stationen, som blev indviet med en blanding af klapsalver og kritik af de 12 meter høje elevatortårne.

Af LISETTE ARENT GREVE

Med to minutters forsinkelse kørte et særtog i går kl. 10.36 fra Århus H mod Viby Station.

Men herregud, hvad betyder to minutter i en tidsplan, der i forvejen er skredet med næsten 10 måneder...

Smilene var da også brede hos repræsentanterne fra Banedanmark, Arriva og Århus Kommune, der sammen - og endelig - kunne invitere til indvielse af Viby Station med både taler, kaffe og croissanter.

Klapsalver og protester

Teknisk direktør i Banedanmark Eigil Sabroe blev mødt med klapsalver, da han fattede en gylden saks og klippede båndet til stationen over, mens enkelte beboere fra området fastholdt de højlydte protester, som har fulgt projektet, siden det blev offentligt kendt.

Stationens nærmeste naboer fik ikke den tunnelløsning, som de havde ønsket sig, for nu står den der, Viby Station, med gangbro, 12 meter høje elevatortårne og klinkebelægning. Klar til at fragte beboere i området og pendlere til og fra Viby med en halv times interval.

»Der har været nogle trakasserier omkring byggeriet, men jeg er overbevist om, at de nu er overstået, så vi sammen kan fejre den nye station,« lød håbet fra Eigil Sabroe, der også benyttede lejligheden til at takke de omkringboende naboer for deres tålmodighed under anlægsarbejdet.

Grenåbanen på vej

Eigil Sabroe glædede sig endvidere over, at der nu er kommet skub i opgraderingen af Grenåbanen mellem Århus og Ryomgård.

»Efter planen genåbner vi Grenåbanen 18. december i år. Arbejdet skrider hurtigere frem og det bliver billigere end beregnet, takket være samarbejdsaftalen med DSB om at lukke banen i en periode, mens arbejdet med forbedringerne pågår,« sagde Eigil Sabroe.

Samtidig arbejdes der ifølge Sabroe hårdt og energisk på at få etableret en såkaldt transversal, der kan sammenkoble banerne fra Silkeborg og Grenaa på Århus Hovedbanegård.

»Der arbejdes p.t. med en række tekniske problemer omkring sikringsanlægget i Århus, der styrer signal- og sporskifte, men også det arbejde skrider frem, og det ser ud til, at vi har fundet en løsning. Jeg forventer, at vi inden længe kan fremlægge en dato for, hvornår transversalen er etableret,« oplyste Eigil Sabroe.

Også Arrivas administrerende direktør Johnny Hansen og Niels Brøchner (V), formand for teknisk udvalg i Århus Kommune, lykønskede Viby og Århus med den nye station.

Politisk olie på vandene

»Vi har mange gange kørt forbi og ærgret os over, at vi ikke kunne stoppe her. Vi har kaldt det for snydestationen i Viby - den, der var der, men som vi ikke kunne stoppe ved,« fortalte Johnny Hansen, mens Niels Brøchner i sin tale forsøgte at gyde olie på vandene i den debat, der har været omkring byggeriet.

»Det er en markant bygning, men den lette konstruktion falder fint ind i området. Jeg vil give de nærmeste naboer ret i, at gangbroen og elevatortårnene ser meget høje ud fra de haver, der støder op til stationen, men jeg synes omvendt, at Banedanmark har gjort meget for at hindre indblik og støj,« sagde Niels Brøchner.

Efter åbningen på Viby Station blev de inviterede gæster transporteret tilbage til Århus H, hvorefter der var reception på Århus Rådhus.

lisette.greve@jp.dk