Hele verden fra forstanden

Han har frabedt sig at deltage i markedsføringen af tv-2 teaterkoncerten, men vedkender sig prompte sin andel i løjerne, da turen kommer til ham i den indledende præsentationsrunde:

»Jeg hedder Steffen Brandt. Det er mig, der er skyld i det hele!«

På dette tidspunkt aner han ikke, at han og hans orkester tv-2 et par uger senere kommer helt frem i rampelyset ved den årlige prisuddeling Danish Music Award. Men det er en helt anden historie. Her på Aarhus Teater er han bare konsulent. Kunstnerisk konsulent vel at mærke.

På den centrale plads i hesteskoen sidder til gengæld Rune David Grue. Det er hans idé. Og det er ham, der skal føre den til ende. Men ikke nok med det. Det er ham, der får tæskene, hvis det slår fejl.

INTERMEZZO 1

Min chef har lige rundet mit skrivebord og spurgt, hvor langt første akt bliver? Så jeg speeder lige op og iler med en kort orientering om, hvad det hele går ud på.

Altså...

Aarhus Teater har premiere den28. april på en forestilling, der bygger på det århusianske orkester tv-2's tekster og musik. Forestillingen har titlen "TV-2 Teaterkoncert - Hele verden fra forstanden". Der medvirker fem kvindelige og fem mandlige skuespillere samt et femmands orkester under ledelse af kapelmester Edi Premate.

Forestillingens overordnede ramme er et feriedøgn i Danmark, hvor en gruppe fortravlede middelklassedanskere mødes i gensidig udveksling af drømme, følelser, længsler og mareridt.

Og skal vi så komme videre.

Uret tikker, hjertet banker, hele verden fra forstanden. Gør dog noget, løb for livet, brug dog tiden, elsk hinanden.

Rune David Grue er ikke en inkarneret fan af tv-2, men en af de første plader, han købte, var ikke desto mindre tv-2's "Rigtige mænd". Det er den med kvinden, der skal ned på alle fire. Ikke mere vrøvl og ikke mere overflødig snak. Ikke mere tid at spilde.

Jo tak.

Den er der vist mange, der kan omkvædet på. Også vi stærke og forstående kvinder.

Men Steffen Brandts evne til at læse sit land og sit lands indbyggere rummer mere end nogle underfundige linjer om tidsånden. De indeholder både en sandhed, en desperation og et stort drama, som skaber historier og billeder i hovedet på teaterfolk som Rune David Grue.

For et års tid siden iscenesatte han en mindre tv-2 forestilling med et hold elever fra Statens Teaterskole, og det spor krydsede Aarhus Teaters chef, Madeleine Røn Juul, der på samme tid gik med overvejelser om en egentlig tv-2 teaterkoncert. Hun tog selvfølgelig til København og så Rune David Grues forestilling og hyrede ham efterfølgende til opgaven i Århus.

»Steffen Brandt så også forestillingen, og jeg er utrolig glad for, at han har sagt ja til at være kunstneriske konsulent på projektet. I tiden op til dette prøveforløb har jeg brugt ham som sparringspartner i udfærdigelsen af min masterplan for forestillingen. Han er kommet med gode input både i forhold til den musikalske side og i forhold til, hvordan man kan visualisere hans tekster,« siger Rune David Grue og tilføjer:

»Der ligger nogle virkelig dybe lag i hans finurlige tekster, som man ikke opdager med det samme, fordi han fremfører dem på en underfundig og underspillet facon. Et nummer som "Fald min engel", som man jo står og skråler med på, når det bliver spillet til en koncert, er i virkeligheden en meget gribende tekst om døden og om at tage afsked. Og det er netop disse lag, der gør hans tekster spændende at arbejde med i en dramatisk, scenisk form.«

Èn ting er musikken, teksterne og det faktum, at tv-2 er et ikon i dansk musik på linje med Gasolin, C.V Jørgensen og Savage Rose. Noget andet er, at forestillingen skal sættes op på Aarhus Teaters Store Scene og sågar i orkestrets hjemby.

Men er Rune David Grue tynget af de respektindgydende kendsgerninger, så skjuler han det i forbavsende godt.

Ved den første læseprøve på forestillingen ligner han allermest én, der er nærmest lykkelig.

Han siger, at han har glædet sig fuldstændig sindssygt, og at det næsten føles uvirkeligt endelig at stå på Aarhus Teater. Der er samtidig sket det, siden han for halvandet år siden indledte sin rejse i Steffen Brandts sangunivers, at han er sprunget ud som vaskeægte tv-2 fan.

»Det skete under en koncert for en uges tid siden. Jeg var helt euforisk og kunne alle tekster udenad. Nå ja, så drak jeg alt for mange fadøl på alt for kort tid, men tilbage står, at jeg overgav mig totalt og er nu en virkelig dedikeret tv-2 fan,« afslører Rune David Grue.

Og det må jo alt andet lige været et godt udgangspunkt for den opgave, som venter.

Hans grundtanke er at skabe en oplevelse med fuld knald på musikken og billederne. En oplevelse, der ikke bare er et glat og let musicalshow, men som går dybere i kødet på vor tid. På en fræk, rå og uhøjtidelig måde.

Han vil gerne, at forestillingen fremstår som en kritik af resignationen og en hyldest til længslen som den grundlæggende drivkraft hos mennesket.

Forestillingen bygges op omkring 22-23 sange i et scenografisk rum, der består af en bred asfaltvej og en himmel. Selv om forestillingen sættes op på et teater med alskens teknisk udstyr, så er Rune David Grue og scenograf Helle Damgaard enige om forestillingen skal have en enkel og sanselig scenografi, der spiller på det bevidstløse valg. For er det ikke sådan, at vi alle sammen elsker at krybe i fritidstøjet, når vi har fri? Og er den hvide plastikstol ikke - når alt kommer til alt - det mest almindelige møbel i de danske haver?

»Det lyder måske fortænkt med fritidssæt og plastikmøbler, men det er jo sådan, det er. Man tror ofte, at man skiller sig ud fra mængden, men faktum er, at vi alle er en del af tendenser i tiden. For nylig var jeg til et bryllup i Italien, hvor flere af de kvindelige gæster troede, at de alene havde fundet verdens fedeste florlette, grønne kjole. Det viste sig bare, at mange andre troppede op i en lignende sag,« siger Helle Damgaard.

Målet er ikke at holde det grimme vasketøj frem, men at finde det magiske og poetiske i disse fælles referencer. Idéen er at skabe et sammenstød mellem det prosaiske og poetiske. Akkurat som Steffen Brandt formår i teksten "Kys det nu". Det satans liv, der er lidt krøllet, sammenbidt og gennemblødt og helt almindeligt.

Og bedst som livet lige gik så godt, og bilen næsten var betalt, så kom du og krævede mit hjerteblod og intet mindre.

»Det skal handle om os. Lige nu. Og det Danmark, vi bor i. Og hvis vi kan opnå at skabe en fantasi omkring nogle hvide plastikstole, så publikum får øjnene op for, hvor potentielt fantastisk hverdagen også er, så er vi lykkedes,« siger Rune David Grue.

Hans ambition er ikke, at folk nødvendigvis forstå alting, der foregår på scenen, men det er hans håb, at de får nogle små aha-oplevelser og glimt af sammenhænge undervejs.

INTERMEZZO 2

Hvis nogle læsere på dette tidspunkt er ved at sprænges efter at få at vide, hvilke sange, der indgår i "TV-2 Teaterkoncert - Hele verden fra forstanden", så kan jeg oplyse, at orkestrets seneste hit, "De Første Kærester På Månen", ikke er med.

Men der bliver rig lejlighed til at kysse det satans liv, mens vi sidder under lanternen på kanten af småt brændbart og har det åh, åh så dejligt og føler os fri som fuglen bag de duggede ruder sammen med rigtige mænd og fantastiske Toyota'er.

Så har jeg vist ikke sagt for meget...

Allerede her ved den første læseprøve står det klart, at det er et usædvanligt prøveforløb, der venter. Manuskriptet består af en scenebeskrivelse efterfulgt af en kendt tv-2 sang og så fremdeles. Og det er det. Resten findes foreløbigt inde i hovedet på Rune David Grue og koreograf Mette Berggreen.

Men der er også ting, der er givet på forhånd. F.eks. de medvirkendes kendskab til tv-2's sangskat. Der hersker en særlig stemning over læseprøven, der foregår på den måde, at de enkelte medvirkende læser en sang op på skift, mens instruktøren undervejs fortæller, hvad han har tænkt sig. Ordene følges med nik og genkendende smil. Og begejstringen vil ingen ende ta', da Rune David Grue giver sig i kast med sin egen syngende fortolkning af de enkelte numre.

Ind til byen, hjem igen og tra la la la, op til baren, ned igen og hva vil du ha? Hen til dig og væk igen og tra la la la, begejstringen vil ingen ende ta'. Be bab a lu la...

»Det er den mest syrede læseprøve, jeg har deltaget i. Vi burde være nervøse, men det hele er bare så hyggeligt. Og så ovenikøbet en instruktør, der synger,« smiler skuespiller Peter Flyvholm. Opildnet af den gode, løsslupne stemning tilføjer han:

»Er det nu, at jeg skal foreslå et bette Thomas Helmig-nummer....det er mig, der står herude og banker på.«

Nå ikke!

INTERMEZZO 3

Vi springer halvanden uge frem til torsdag den 9. marts, hvor ordene er kommet ud på gulvet så at sige. De medvirkende har hver især øvet på sangene, og kapelmester Edi Premate er i fuld gang med at indøve de sværeste passager og kordelen. Sideløbende har de medvirkende enetimer hos en sangcoach, så fraseringer, oktaver og tonearter kommer til at gå op i en højere enhed.

Ude i den virkelige verden skinner solen. Det gør den også herinde i teatrets nye prøvesal ved siden af kantinen. Skuespiller Mikkel Stubbe Teglbjærg forsøger sig i en Elvis-benstilling, men bliver hurtigt gennet på plads af koreografen, der forsøger at placere en tango i benene på holdet.

»Min kropshukommelse kører på det højeste,« udbryder skuespiller Jens Zacho Böye.

»Jeg elsker min krop,« replicerer kollegaen Peter Flyvholm, mens koreograf Mette Berggreen stille konstaterer, at det vist er gået baglæns siden sidst, de øvede trinene.

Alt hvad hun ville var at danse, natten ung og smuk og usandsynlig, gemt i sin elskedes arme, tæt på ligeved og næsten fri.

Tangoen indgår som et mellemstykke i en havefest, hvor mændene forvandler sig til de fantastiske dansere, som kvinder altid går og drømmer om. Hvis illusionen skal holde, så skal hvert trin og hver variation sidde lige i skabet.

Pædagogikken har mere end vide grænser, da Mette Berggreen fører tropperne gennem det dansende mellemstykke. Der bliver indgået trafikaftaler på kryds og tværs, så ingen støder sammen. I første omgang leger man børnehave og går ruterne med hinanden i hånden, to og to, men efter 45 minutter har tangoen fået både tempo og attituder.

»Yeah, I er fantastiske!« roser Mette Berggreen.

Hun er tilfreds. De er godt på vej.

»De knokler og er meget ambitiøse. Lige nu mærker de lidt smerte i forhold til at huske, hvad de har lært og udføre trinene korrekt, men der kommer et tidspunkt, hvor det vil føles let at danse hen over gulvet. Målet er at nå Ginger Rogers og Fred Astaire med et twist af rock'n'roll, swing og dirty dancing.«

Her er liv og her er glade dage, her bliver stærke kvinder altid svage.

Kvinderne bliver sendt uden for døren, så de rigtige mænd kan komme til at...ja, grille.

De tager forklæder på, afdækker Weber-grillen og begynder at synge. I omkvædet har de en koreografi med grillredskaber, og sandelig om der ikke indgår et stepnummer, hvor to af mændene dyster på trin.

Dette indslag lader sig ikke beskrive. Det skal opleves! Men vi kan i hvert fald konkludere, at det kræver sin rigtige mand at jonglere med en stegegaffel, når man samtidig skal ligne Sammy Davis Junior.

INTERMEZZO 4

Der er nu gået en uge mere. Instruktør Rune David Grue er ikke gået fra forstanden. Tværtimod. Han synes faktisk, at det går rigtig godt. Også selvom skuespiller Anne Sofie Byder ikke kan være med i forestillingen. Hun har været hårdt ramt af lungebetændelse og må spare på stemmen, da hun for tiden spiller med i teatrets opsætning af Christian Kampmanns krønike om Familien Gregersen.

Heldigvis kunne Patricia Schumann træde til med kort varsel. Hun er uddannet fra Statens Teaterskole og var med i Rune David Grues første tv-2 forestilling.

Ude i den virkelige verden kritiserer FN den danske stat for ikke grundigt at have efterforsket en racismeanmeldelse mod Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, tilbage i 2003. Og i Gaza er briter og andre vesterlændinge i hobetal på flugt efter en bølge af kidnapninger og angreb på vestlige kontorer, der fulgte i kølvandet på israelske militærstyrkers storm på et palæstinensisk fængsel.

Inde i prøvesalen på Aarhus Teater er der trygt og godt at være. Men også hårdt.

»Vi knokler, så sveden springer. Spillerne har et fysisk hårdt program hver eneste dag, og de arbejder alle meget intenst,« fortæller Rune David Grue.

Han omtaler prøveforløbet som meget anderledes sammenlignet med de prøveforløb, der går forud for opsætningen af et stykke ord-dramatik.

»Normalt har man hurtigt arbejdet sig igennem materialet en første gang, men denne forestilling indeholder så meget koreografi, musik og sang, at det tager meget længere tid at nå igennem det hele. Når vi når frem til weekenden, så er vi kun nået igennem lidt over halvdelen, fordi det er nødvendigt at vende tilbage til de samme numre i flere dage i træk. Ellers glemmer kroppen koreografien,« siger han og tilføjer skyndsomt:

»Det er en anderledes proces, men den er utrolig sjov. Man bliver jo i godt humør af at synge og danse. Samtidig kræver det en vis disciplin og engagement, fordi der bliver udviklet på forestillingen undervejs.«

Han erkender, at de første uger har været lidt nervepirrende, men nu ved han, at hans masterplan holder. Og hver eneste dag byder på nye opdagelser, som overrasker i positiv retning. En af dem er, at han ikke har haft fantasi til at forestille sig, hvor godt og kraftfuldt det lyder, når 10 mennesker synger Steffen Brandts sange i kor.

»Jeg glæder mig også over, at den idé, jeg har haft til numret "Hele verden fra forstanden", holder. Idéen er at lave et slags nadverbillede med en dug, der danner et bord. Dugen bliver holdt ud af to personer, men pludselig træder sangeren op på dugen, der kan bære hende. Jeg havde håbet på, at det ville virke, og det gør det. Endda overbevisende,« smiler Rune David Grue.

Foran ham er Mikkel Stubbe Teglbjærg og Nanna Bøttcher i fuld gang med at repetere "September 85", der er omsat til et scenisk billede af knurrende hunde og vrede hundeejere.

»Jeg går med hunden gennem byen...,« drister én sig til at synge.

Gnags har ikke levet forgæves.

Men nu handler det altså om tv-2, og om de der sorte svin, der sku sendes hjem!

Tilbage med dem, smid dem ud, vi gider ikke mere, de kan gøre, hvad de vil, bare de ikke gør det her.

Der bliver bakset med ordene, med attituderne og oktaverne i det, der ventes at blive forestillingens vildeste og mest groteske indslag. Numret er så inciterende, at selv instruktøren må ud på gulvet og hoppe med i en selvudviklet spasmedans, der ikke lader sig gengive på avispapir...

Helt festligt tager det sig også ud, da han tilslutter sig en country linedance under koreografens kyndige vejledning i numret "Bag duggede ruder".

Jeg vented lange nætter i dine kolde stuer, brændt varm i hvert et blik, fra dine duggede ruder.

»Der er ingen logik i det. Prøv at holde benene strakte og gøre det så kedeligt, som I overhovedet kan,« lyder formaningen fra Mette Berggreen.

INTERMEZZO 5

Skuespiller Dorthe Hansen Carlsen er ikke mødt op til prøverne. Hun har fået en fibersprængning og skal holde sig i ro et par dage, hvilket får Jens Zacho Böye til at fundere over, om knogleskørhed kan bruges som begrundelse for en pause. Han glæder sig til, at de når dertil,at nogle af trinene går igen.

Og hvorfor ikke slutte med Christian Hetland Jepsen, der ikke bare skal lære tekst, trin, takt og tone, men også at steppe og folde en avishat inden premieren.

Der er lang vej endnu.

lisette.greve@jp.dk