Udflytning af sygehus er udsat et år
Aarhus Universitetshospitals afdelinger i Tage-Hansens Gade må vente til 2017 med at flytte til Skejby.
Flyttekasserne behøver ikke komme frem fra gemmerne foreløbig på Aarhus Universitetshospital i Tage-Hansens Gade.
Afdelingerne på det tidligere Århus Amtssygehus på adressen skal ifølge den seneste tidsplan fra Region Midtjylland først flytte i de nye bygninger ved Aarhus Universitetshospital i Skejby i 2017.
I den tidligere plan var det vurderingen, at hospitalet, som i dag bl.a. tager sig af hoftepatienter og røntgenundersøgelser af brystet, kunne flytte ind i de nye bygninger i Skejby i 2016.
Den overordnede tidsplan for opførelsen af Det Nye Universitetshospital (DNU) i Skejby holder, men planlæggerne i Region Midtjylland har i forhold til afdelingerne på Tage-Hansens Gade vurderet, at selve driften af hospitalsbehandlingerne ikke ville hænge sammen, medmindre udflytningen blev flyttet et år.
Forsinkelser er uundgåelige
»I så store byggeprojekter kan det ikke undgås, at tidsplaner rykker sig. For afdelingerne på Tage-Hansens Gade betyder det, at det vil være bedst for driften og patienterne, hvis udflytningen skubbes. Dermed kan flytningen foregå på den mest hensigtsmæssige måde,« siger formanden for det rådgivende udvalg vedrørende hospitaler i Region Midtjylland, Carl Johan Rasmussen (S).
Region Midtjylland har bl.a. vurderet, at logistikken i udflytningen ikke hænger sammen med en flytning for Tage-Hansens Gade-afdelingerne i 2016. For flere afdelingers vedkommende ville der dermed blive tale om mange ”mellemflytninger”, hvis Tage-Hansens Gade skulle rømmes samlet i 2016.
Region Midtjylland fastholder dog den oprindelige tidsplan for færdiggørelsen af hele byggeriet.
Nybyggeriet i Skejby skal være fortsat være færdigt i 2018, og ombygningerne af de nuværende Skejby-bygninger skal ifølge planen være færdige i 2019.
Afdelingerne på Aarhus Universitetshospital, Nørrebrogade (det tidligere Kommunehospital) vil flytte til Skejby etapevist, så en rømning af matriklen på Nørrebrogade vil være gennemført i 2019, som hidtil planlagt.
Hospitalet skal sælges
Et flertal af politikerne i Region Midtjylland besluttede før sommeren i 2012 at lade statens ejendomsselskab, Freja, forsøge at sælge de bygninger, som i dag huser Aarhus Universitetshospital, Tage-Hansen Gade.
Men ifølge Carl Johan Rasmussen har regionsrådet før jul taget en ny beslutning. Nu skal andre ejendomsudviklere også have muligheden for at vurdere bygningerne – og efterfølgende gerne købe dem.
»Tage-Hansens Gade skal helst være solgt senest i 2017, men gerne før,« siger Carl Johan Rasmussen.
Det var ellers planen, at Freja skulle lave et udviklingsprojekt af ejendommen, for derefter at gensælge den. Men ifølge JP Aarhus’ oplysninger har regionsrådet vurderet, at prisen for at lade Freja stå for salget var for høj.
Det daværende Århus Amtssygehus flyttede i 1935 fra Ingerslev Boulevard ind i de eksisterende bygninger i Tage-Hansens Gade.