Sabbatår kikser for unge
Mange unge kan ikke finde et job i deres sabbatår. Studiestart til vinter kan løse problemet.
»Jeg vil arbejde, og så skal jeg ud at rejse.«
Det klassiske sabbatår for nybagte studenter er velkendt, men begge ønsker hænger i øjeblikket i en tynd tråd, for en del unge kan ikke finde jobbet og dermed heller ikke pengene til rejsen.
»Vi har rigtig mange unge på sabbat, som ringer og spørger, om de kan starte på en uddannelse nu, for de har ikke fundet det job, de håbede på. Nogle kan kun finde 3-4 timers arbejde om ugen, og en ung fyr fortalte, at han kombinerer syv forskellige job for at have en hel arbejdsuge,« fortæller Liselotte Sinding, vejleder ved Studievalg Østjylland.
Store ansøgertal
Årsagen til problemerne er den generelt store arbejdsløshed, som gør det stort set umuligt for unge uden uddannelse at finde job. For ansøgerbunkerne er til tider usædvanligt store.
Et ledigt job som depotmedarbejder på Skejby Sygehus blev i foråret søgt af flere end 1.000 ansøgere, fortæller Fagbladet 3F, og stillingerne som pædagogmedhjælper i Aarhus er også særdeles eftertragtede.
»Gennem flere år har vi ofte haft flere hundrede ansøgere til pædagogmedhjælperjob i Aarhus, og det seneste, jeg har hørt, er eksempler på 700-800 ansøgere til en medhjælperstilling,« siger Jack Hougård Kristensen, formand for pædagogmedhjælpernes fagklub ved FOA i Aarhus.
Minister ønsker vinterstart
Hos Studievalg Østjylland er ønsket fra flere unge at komme i gang med en uddannelse så hurtigt som muligt. Problemet er, at mange uddannelser kun har studiestart i september, og den radikale uddannelsesminister, Morten Østergaard, har derfor opfordret til, at der oprettes flere uddannelser med start i februar.
På Aarhus Universitet, hvor medicin-uddannelsen er en af de få uddannelser med vinterstart, er der opbakning til ideen, hvis universitetet får flere penge til opgaven.