Forbløffelse over lunken kulturby-støtte
I dag afgøres det, om Aarhus bliver europæisk kulturby, men der mangler 200 mio. kr.
Toppolitikere i Aarhus er forbløffede over, at der i Folketinget ikke er større opbakning til det europæiske kulturhovedstadsprojekt.
I dag afgør en dommerkomité, om Aarhus eller Sønderborg skal være europæisk kulturhovedstad i 2017.
Men en række af Folketingets kulturordførere gav allerede i går udtryk for, at det bliver svært eller umuligt at finde de 200 mio. kr. fra staten, som Aarhus har skrevet ind i sit kulturbybudget. Heller ikke kulturminister Uffe Elbæk (R) vil sætte beløb på statsstøtten.
Borgmester Jacob Bundsgaard (S) betragter kulturbyværtskabet som en national opgave, der blot skal løses i Jylland, og han mener, at det vil være »useriøst, hvis staten ikke bidrager.«
»Hvis Aarhus vinder, bliver det noget, vi løfter på vegne af Danmark. Det vil formentlig give dønninger i EU, hvis staten fuldstændig negligerer sit ansvar i forhold til denne opgave,« siger Jacob Bundsgaard.
Ender staten med at give mindre end 200 mio. kr., må kulturbyprojektet barberes ned, medgiver han.
Aarhus beder om det halve
Kulturrådmand Marc Perera Christensen (K) hæfter sig ved, at staten bidrog med 251 mio. kr., da København var europæisk kulturhovedstad i 1996. Ifølge en beregning fra Aarhus Kommune svarer den bevilgede støtte til 396 mio. nutidskroner.
»Vi beder om meget mindre. Vi ved, at det økonomisk er en streng tid, og vi ønsker kun den samme behandling af staten, som København fik – dvs. en krone til krone-støtte,« siger Marc Perera Christensen med henvisning til, at Aarhus Kommune, regionen og de øvrige midtjyske kommuner har givet tilsagn om tilsammen 200 mio. kr. til kulturbyprojektet.
Kulturrådmanden gør opmærksom på, at staten gav 68 mio. kr. – svarende til 83 mio. nutidskroner – til H. C. Andersen Fonden, som i 2005 arrangerede festlighederne i anledning af H. C. Andersens 200-årsdag. Også Expo 2010 samt EU-formandskaberne i 2002 og 2012 har modtaget store millionbeløb.
»Så staten kan godt finde midlerne, lader det til, når den virkelig skal-skal,« siger Marc Perera Christensen.
Formanden for kulturudvalget i Aarhus, Rabih Azad-Ahmad (R), tilslutter sig synspunktet om, at Aarhus skal have den samme behandling, som København fik i 1996. Alt andet vil være uforståeligt, mener han.