Mikrolån skaber iværksættere
Kommunens pilotprojekt med mikrolån, hvor arbejdsløse kan blive chefer, har været en stor succes og gøres derfor permanent.
Efter lang tids økonomisk kamp har en førhenværende kontanthjælpsmodtager fået råd til at starte op som selvstændig grafisk designer. Imens går en tidligere førtidspensionist i øjeblikket rundt i sin egen klinik blandt glattejern, extencions og hårspray.
”Mikrolån kan hjælpe borgere, der ellers ville risikere at hænge fast i offentlig forsørgelse, til at få deres egen lille forretning op at stå.”
Mikrolånene, som Aarhus Kommune sammen med Socialt Udviklingscenter (SuS) tilbage i 2007 tilbød borgere, har vist sig at falde på et meget tørt sted.
Pilotprojektet blev i første omgang kun tilbudt 12 personer. Men på grund af fine tilbagemeldinger, gøres tilbuddet om at tage de hurtige lån nu permanent for alle arbejdsledige, der ønsker at være selvstændige, siger rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, Hans Halvorsen (S).
"Et udemærket værktøj"
”Med mikrolån har vi fundet et nyt værktøj, som kan hjælpe borgere, der ellers ville risikere at hænge fast i offentlig forsørgelse, til at få deres egen lille forretning op at stå,” forklarer han.
Målet med pilotprojektet var at gøre deltagerne mere eller mindre selvforsørgende. Udover det rentefrie lån på mellem 1.000 kr. og 50.000 kr. modtog hver deltager personlig vejledning, professionel erhvervscoaching og finansiel rådgivning.
Den økonomiske støtte fortsætter automatisk, når man søger om lov til at få et lån hos kommunen.