Fortsæt til indhold
Aarhus

Ny hjemmeside skal skabe mere liv i Aarhus

To rådmænd vil gøre det nemmere at få information om de krav og muligheder, der er forbundet med events og arrangementer.

Byens pladser, parker og torve skal i højere grad bruges til berigende arrangementer. Derfor etablerer rådmændene Laura Hay (V) og Marc Perera Christensen (K) en virtuel one-stop-shop for eventarrangører.

Ifølge Marc Perera Christensen kan det bidrage til at skabe et endnu bedre fundament for et levende kultur- og byliv i Aarhus.

»Et vigtigt kort«

»Det er endnu et vigtigt kort på hånden, der vil hjælpe Aarhus tættere på at blive udnævnt som Europæisk Kulturhovedstad i 2017,« siger Marc Perera Christensen, der er rådmand for Kultur og Borgerservice.

Tanken er at samle og opdatere eksisterende oplysninger og krav på hjemmesiden. Der laves samtidig en praktisk guide for de mindre erfarne arrangører med gode råd til og vejledning om, hvad man skal huske at sikre sig og hvornår.

For teknikrådmand Laura Hay er det helt afgørende, at Aarhus på alle fronter kan sikre byens professionelle kulturliv og initiativrige amatører gode forudsætninger for at gøre Aarhus mere attraktiv at besøge og bo i.

»Det være sig på byens smukke pladser, torve, parker - og det være sig i form af midlertidige og eksperimenterende aktiviteter i Aarhus' mange spændende byudviklingsområder, f.eks. de bynære havnearealer og godsbaneområdet,« siger hun.

Udveksling af erfaringer

Interesserede fra det aarhusianske kultur- og forretningsliv samt arrangører vil løbende blive inddraget i arbejdet, der også skal sikre en højere grad af vidensdeling og erfaringsudveksling.

Jesper Mardahl, som er manager i musiknetværket Promus, er overbevist om, at hjemmesiden vil gøre det lettere at være arrangør, og at det vil føre til flere events og mere liv i Aarhus.

»Promus og Arrangørgruppen Aarhus glæder sig til at indgå i samarbejdet og vil bidrage aktivt med især vores erfaringer, så vi kan motivere endnu flere til at fastholde Aarhus som en spændende og attraktiv by,« siger Jesper Mardahl.