Protest mod parkbyggeri
Nabo til Skanseparken mener, at kommunen skænder en af byens populære parker og en af byens flotteste bygninger, Skansepalæet.
Nabo til Skanseparken, Henrik Schmidt, mener, at Aarhus Kommune har gradbøjet lovgivningen og undladt at gennemføre nabohøring inden byggeriet af et klubhus ved parkens legeplads.
»Det er under al kritik, at et klubhus for unge nu opføres i Skanseparken i modstrid med flere byrådspolitikeres valgløfter, og uden at naboer og lokalområdet på Frederiksbjerg er blevet hørt,« siger Henrik Schmidt.
Han er overbevist om, at han ikke står alene med sit synspunkt. Sammen med omkring 900 andre beboere fra området var han i 2009 med til at forpurre planerne om at bygge en daginstitution i parken.
Henrik Schmidt er derfor meget overrasket over, at et lavt hus med køkken og toilet, som pædagoger brugte til indeaktivering på den pædagogisk ledede legeplads i et hjørne af parken, nu er under ombygning til et meget højere klubhus.
»Der er rettelig tale om et nybyggeri, for der er kun meget lidt af den oprindelige bygning tilbage. I forhold til den udvides etagearealet markant, og byggehøjden forøges til omkring det tredobbelte,« siger han og påstår, at Aarhus Kommune helt bevidst undgår at karakterisere klubhuset som nybyggeri.
Manglende nabohøring
»Det ville have krævet en ny lokalplan for området med tilhørende visualiseringer samt en efterfølgende høringsperiode, som ikke ville blive mødt positivt i lokalområdet,« pointerer han.
I forlængelse heraf vurderer Henrik Schmidt, at byggeriet strider mod rammebestemmelserne for Skanseparken, som lyder: »Området skal friholdes for anden bebyggelse end den, der er nødvendig for at drive området som park.«
Fra at have haft status som opholdshus for legepladens børn, skal bygningen fremover være kommunalt klubhus for 11-17-årige med redaktion, lydstudie og drivhus. Desuden er det intentionen, at der skal holdes ugentlige klubaftener samt andre mødearrangementer for de unge.
Meget synligt byggeri
Henrik Schmidt mener derfor, at der i højere grad er tale om et institutionsbyggeri end en ”nødvendig bygning for at drive området som park”.
»Det er et væsentligt indgreb i parkens funktion og måden, parken udtrykker sig på. Vi får lige pludselig i et meget grønt område et byggeri, som er forfærdelig anmassende. De fleste ville nok også studse over, hvis der blev opført et stor tung bygning i Mindeparken. Men funktionen bliver også en helt anden i det øjeblik, man taler om et klubhus,« siger Henrik Schmidt.
Medlem af Børn- og Ungeudvalget, Henrik Vestergaard (V) oplyser, at han ikke kender detaljerne omkring byggeriet, men har taget sagen op i Børn- og Ungeudvalget.
Byens grønne oaser
»Jeg har udbedt mig et notat om byggeriet. Jeg vil gerne vide, om vi er ved at lave det, som var aftalt, og om reglerne for nabohøring er overholdt. Venstres holdning er, at vi skal værne om de grønne oaser i byen, og det er klart, at et byggeri i Skanseparken skal respektere den hensigt,« siger Henrik Vestergaard.
Selv om Skansepalæet delvist har facade ud mod parken, mener ejeren, Claus Hommelhoff, dog ikke, at den kommende bygning eller dens funktion skader hverken parken eller hans palæ.
»Jeg bor selv lige på hjørnet ud til byggeriet, men jeg synes ikke, det generer mig. Det minder om diskussionen med vindmøllerne. Dem vil vi gerne have, men bare ikke i nærheden af os selv. Jeg synes, man skal være tolerant og sige, at det skal der også være plads til,« siger Claus Hommelhoff.