Ny Bamse-biografi

Flemming Bamse Jørgensen var en klog mand, der turde hvile i sig selv. Han behøvede ikke at foretage sig besynderlige ting for at blive bemærket, og han var slet ikke typen, der tog mobiltelefonen med i bad. Sæt nu den ringede.

Flemming Bamse Jørgensens telefon ringede ofte, og selv om abonnenten var venlig, sagde han ikke ja til at medvirke i hvad som helst. Bamse stillede kun op til det, som han havde det godt med.

Men han sagde ja til journalisten og forfatteren Poul Blak. Han ønskede, at den tidligere musikanmelder skulle skrive hans biografi, og det blev til mange og lange samtaler.

Bamses stil respekteret

Selv om folk, der kender Blak, ved, at han kan være meget talende, er han også god til at lytte. Poul Blak fik Bamse til at fortælle. Også om de mere private ting.

De nævnes, men de udbasuneres ikke, for det var ikke Bamses stil, og den respekterer Blak.

Den bog, der udkom i denne uge, har forfatteren skrevet to gange. Han var godt i gang omkring nytår, da hele projektet blev vendt op og ned med Bamses pludselige død af et hjertetilfælde nytårsnat.

I stedet for at haste bogen igennem som ugens tilbud sammen med tre pakker Kleenex begyndte han forfra. Karaktergivning er overladt til anmeldere, men for læsere, der gennem årene har læst en række af de bøger, som Poul Blak har skrevet, er der ingen tvivl: Bamse-bogen hører afgjort til blandt hans bedste.

Opvækst i Viby

Musikeren og journalisten er begge vokset op i Viby, og de har gået i samme skole. Fra begyndelsen havde Blak ikke altid noget positivt at skrive om Bamses musik, men det var ham, der bevægede sig, og i dag kan forfatteren dårligt skjule, at han er optaget af Bamse og især af Bamses indstilling til begrebet ”berømmelse”.

I samtalebogen stiller han Bamse spørgsmålet:

Og f.eks. er der en pris, der før eller siden skal betales, for den der bliver stjerne?

»Jeg har aldrig følt mig som stjerne.«

Men det føler alle andre så til gengæld, at du er. Du og jeg gik op ad strøget (i Aarhus, red.) sammen forleden, og jeg har aldrig oplevet noget lignende. Vi passerede på vor vej INGEN, slet ingen, som ikke var opmærksom på, at dér kom Bamse. En larmende opmærksomhed, men folk opførte sig jo overordentligt kærligt. Alligevel gætter jeg på, at der må være dage, hvor du ikke har lyst til sådan at gå kendis-spidsrod?

»Ja, naturligvis er der det. Og så bliver jeg bare væk fra bybilledet. Vanskeligere er det ikke. Jeg ved jo godt, at det følger med. Sådan er det bare, og det skal vi i bund og grund være ret glade for, selv om det til tider kan være anstrengende. Men det er jo trods alt graden af kendthed, der holder forretningen i gang.«

Kan det også for dig i dag blive et narkotikum? Kan du somme tider være der, at du ligefrem føler at have behov for opmærksomhed?

»Nej. Aldrig.«

Glæde og godt humør

Flemming Bamse Jørgensen så sig selv som en musiker, der følte den største glæde, når han med sin musik og sine sange skabte glæde og godt humør.

Ikke noget opstyltethed her, tak.

For drengen, hvis mor formentlig var prostitueret i Randers, formede livet sig næsten eventyrligt. Han blev adopteret af en fabrikantfamilie i Viby, og meningen var, at drengen skulle i direktørlære. Lille Flemming ville dog hellere spille. Først kornet i FDF med selveste Louis Armstrong som det store idol, men da Elvis Presley dukkede op i USA, var det noget helt andet.

Flemming Bamse fik sig en guitar og kom med i et orkester, men han var ikke typen, der stod forrest. Det var lidt af en tilfældighed, at han overhovedet begyndte at synge. Da han først stod med mikrofonen, fik han aldrig lov at slippe den igen.

Han havde en god stemme, og da han samtidig var eminent til at lege med ord, gik det. Først var det undersættelser a la Vimmersvej og den om de tre tænder.

Siden gyngede den lille båd, og Bamse fik også gang i en meget rost solistkarriere.

Betydning for Aarhus

Kjeld Veirup, der underviste i dansk på Sct. Knuds Skole, opdagede hurtigt, at Bamse kunne noget med ord. Han anerkendte og opmuntrede drengen, hvilket betød utroligt meget. Det lagde Bamse ikke skjul på, da de mødtes mange år senere.

Det er næppe helt gået op for folk i hovedstaden, hvor meget den store mand betød i Aarhus. Selv om han ikke gav særligt mange koncerter her, var han fra Aarhus og viste sig i byen, ligesom hans forhold til fodboldklubben AGF er indgående beskrevet.

Det kostbare grandprix

I 1980 vandt Bamses Venner det danske Melodi Grand Prix. Det var før, at grandprixet blev højeste mode og dyrket i medierne. Bamse og vennerne sang ”Tænker altid på dig”, og Bamse har siden tænkt på, at det grandprix blev en kostbar affære at deltage i.

For det første mistede han en række engagementer som følge af deltagelsen i Holland, og for det andet blev Bamses Venner betragtet som et grandprix-orkester og ikke et pop/rock af slagsen.

Bamse fortæller, at der gik 10 år, før han og vennerne igen stod på en festivalscene. Han tøvede ikke med at betegne deltagelsen som intet mindre end en katastrofe.

Han så også bagsiden af international showbusiness, og det behagede ham ikke. To små piger fra Luxembourg blev voldsomt feteret, indtil de ingen stemmer fik. Så var alle hjælperne væk, og de sad alene tilbage, men her viste Bamse sit format. Pigerne deltog i den efterfølgende grandprix-fest ved det danske bord.

I det hele taget har han ondt af de unge mennesker, som ikke har arbejdet sig op fra bunden. Det er meget få, der kan klare sig i branchen, hvis de ikke er gået den lange vej. De aner ikke, hvad de skal stille op, når de optræder ved en byfest, og en fuld mand vil op på scenen for at synge med.

Bamse prøvede det hele. Og bestod.