Fortsæt til indhold
Aarhus

Mølle-anparter snart til salg

Lokale borgere kan blive medejere af kæmpevindmøller

Mens naboer kæmper mod opstilling af kæmpevindmøller ved Hørslev og Solbjerg, bliver det snart muligt at købe andele i de to projekter, uanset om de senere bliver gennemført eller ej.

Erling Salling Olesen, der gennem Ecopartner aps i Risskov står bag ansøgningerne om at bygge møllerne, vil gerne have projektet bredt ud, så folk i lokalområdet får mulighed for at være med. Han har allerede kontakt til flere interesserede, siger han.

4.000 kr. pr. andel

»Der bliver et interessentskab for hvert af de to steder. Til sin tid venter jeg, at en andel kommer til at koste ca. 4.000 kr. svarende til en produktion på ca. 1.000 KWh pr. år. Men det indskud, som man skal betale nu, bliver meget mindre,« siger han.

Det er et lovkrav, at 20 pct. af anparterne skal tilbydes beboere inden for en radius af 4,5 km fra en vindmølle til kostpris, altså inden projektmageren får sin fortjeneste.

»Jeg er kun interesseret i, at så mange som muligt inden for nærområdet er med,« siger Erling Salling Olesen.

Han skønner, at hver mølle koster ca. 25 mio. kr. Planen er at opføre to ved Hørslev og én ved Solbjerg.

Foreløbig er der ikke sat gang i de to VVM-undersøgelser. Erling Salling Olesen er stadig i dialog med Aarhus Kommune om, hvad der skal tages højde for.

Støjen der ikke høres

Mange høringssvar handler om støj fra vindmøllerne, men formanden for Hørslevgruppen, Jens Laurids Jensen, konstaterer i et brev til teknisk udvalg, at VVM-rapporter fra andre vindmølleprojekter handler meget lidt om støj, hvorimod der er stor opmærksomhed på de visuelle konsekvenser.

Frygten for at blive generet af ”almindelig” støj og lavfrekvent støj, som nogen bliver påvirket af, selv om den ikke altid kan høres, er de varmeste debatemner i forbindelse med rejsning af kæmpevindmøller.

Socialdemokraten René Skau Björnsson, valgt til Folketinget i Aarhus Vest, har stillet en række spørgsmål om støj fra vindmøller til miljøminister Karen Ellemann (V).

Ministeren bekræfter, at undersøgelser viser, at nogle naboer til vindmøller er generet af støj og i nogle tilfælde oplever søvnforstyrrelser, men der er ikke optræk til at ændre afstandskravene til beboelse af den grund. De siger, at der skal være fire gange møllens højde til nærmeste beboelse, og at støjniveauet ved en vindstyrke på 8 m/sek. ikke må være højere end 44 dB.

Ud på havet med møllerne

»Undersøgelser fra andre lande viser, at en del klager over søvnløshed og søvnforstyrrelser, og ministeren svarer ikke tilfredsstillende på de helbredsmæssige konsekvenser,« siger René Skau Björnsson og bebuder opfølgende spørgsmål.

»Frem for at rejse få møller her og der bør de samles i grupper og helst på havet, hvor de ikke kan genere nogen. Et forslag om at rejse dem langs motorveje og jernbaner, hvor der i forvejen er et vist støjniveau, er også værd at se nærmere på,« mener han.

Frem for at rejse få møller her og der bør de samles i grupper og helst på havet, hvor de ikke kan genere nogen.”
René Skau Björnsson folketingsmedlem (S)