Århusianere siger nej til dobbelt-A
Et flertal i byrådet vil ændre byens stavemåde til Aarhus, men det er århusianerne imod.
Århusianerne vil gerne beholde bolle-Å'et i Århus.
En meningsmåling foretaget af Rambøll for JP Århus viser, at 57,1 pct. af byens borgere fortsat ønsker at skrive Århus og dermed går imod borgmester Nicolai Wammens (S) forslag om at ændre byens navn til Aarhus.
Selv om borgmesteren er ude af trit med flertallet i byen, har han på forhånd sikret sig et flertal på 20 af 31 mandater i byrådet med støtte fra SF og De Radikale. Argumentet er, at den nye stavemåde giver byen en mere international profil. Byrådet skal i dag tage stilling til forslaget.
Enhedslisten, De Konservative, Venstre og Dansk Folkeparti har på forhånd meddelt, at de er modstandere af at ændre stavemåden.
Modstand stiger
Ifølge meningsmålingen støtter kun 33,7 pct. af århusianerne en ændring til Aarhus, mens 9,2 pct. ikke har taget stilling. Ved en tilsvarende måling i marts - en uge efter lanceringen af forslaget - var 39,6 pct. positivt indstillede.
Modstanden mod borgmesterens forslag er på det halve år steget med 10 pct.point fra 47,1 til 57,1 pct.
Nicolai Wammen sagde efter målingen i marts, at han var positivt overrasket over opbakningen i betragtning af, at folk havde haft kort tid til at forholde sig til forslaget.
Rød blok i modvind
Meningsmålingen fortæller også, at Socialdemokraterne, SF og De Radikale i denne sag er i modvind hos egne vælgere. 58 pct. af dem, der stemmer på et af de tre partier, ønsker at bevare bolle-Å'et, mens det ”kun” gælder 56,9 pct. af de borgerlige vælgere.
Den største skepsis findes hos århusianere uden uddannelse. I denne gruppe foretrækker 67,5 pct. den nuværende stavemåde. Støtten til ændringen stiger i takt med århusianernes uddannelsesniveau. Geografisk set er dobbelt-A'et mest upopulært i forstæderne.