Fortsæt til indhold
Aarhus

Bliv bioanalytiker på deltid

Der er mangel på bioanalytikere, og derfor har Bioanalytikeruddannelsen i Århus iværksat nye initiativer for at tiltrække flere studerende.

Et af initiativerne er en deltidsuddannelse for laboranter. Tre dage om ugen er de ansat på et klinisk uddannelsessted og to dage om ugen er de tilknyttet Bioanalytikeruddannelsen i Århus, hvor de undervises via fjernundervisning.

»Flere af laboranterne er ikke helt unge længere. De fleste har stiftet familie og bor langt væk, og derfor er fjernundervisningen en god løsning for dem. De kan med andre ord uddanne sig uden at skulle flytte eller pendle,« siger Susanne Markussen, der er uddannelseschef for Bioanalytikeruddannelsen i Århus, VIA University College.

Ifølge Susanne Markussen har mange af laboranterne på det særlige forløb også gode økonomiske betingelser under deres uddannelse. Selv om de kun arbejder tre dage om ugen, så får de 80 pct. af fuldtidslønnen.

»Der er stor interesse for det særlige forløb. Der er mange arbejdsløse laboranter, men der er mangel på bioanalytikere, så der er selvfølgelig en gulerod,« fortæller Susanne Markussen.

De uddannede laboranter kan få merit for såvel teoretiske dele af uddannelsen som for praktikforløb og kan derfor gennemføre deres uddannelse på tre år som deltidsstuderende.

Bioanalytikeruddannelsen i Århus opretter endnu et deltidshold for laboranter til næste efterår.