Fortsæt til indhold
Aarhus

Århus skifter navn

Landets næststørste by kommer fra årsskiftet til at hedde Aarhus.

Så er det en kendsgerning: Den 1. januar 2011 skifter Århus navn til Aarhus.

Et flertal bestående af Socialdemokraterne, SF og De Radikale vedtog på byrådsmødet onsdag eftermiddag at spole byens stavemåde tilbage til tiden før 1948.

»Vi knytter bånd til byens rødder, men gør også byen mere international. Med en ny stavemåde bliver det alt andet lige lettere at komme i dialog med resten af verden, særligt på det digitale område,« sagde Kristian Würtz, Socialdemokraternes politiske ordfører.

Borgerlige og EL imod

De borgerlige partier og Enhedslisten stemte imod.

Navneskiftet har tilsyneladende ikke folkelig opbakning. En helt frisk meningsmåling foretaget af Rambøll for Morgenavisen Jyllands-Posten viser, at 57,1 pct. af århusianerne foretrækker at beholde den nuværende stavemåde med bolle-å’et, mens 33,7 pct. støtter skiftet.

»Vi må sige, at borgmesteren er ude af trit med århusianerne,« lød det fra Bünyamin Simsek (V), der kritiserede borgmester Nicolai Wammen for at ville gennemtrumfe en så markant ændring, når fire ud af byrådets syv partier er imod den nye stavemåde. Socialdemokraterne, SF og De Radikale har et flertal på 20 ud af 31 mandater.

Borgmesterens forslag

Det var borgmester Nicolai Wammen (S), der fremsatte forslaget tilbage i marts. Argumentet er, at den nye stavemåde vil gøre byen mere international og flugte med kommunens nye hjemmeside, www.aarhus.dk. Samtidig har borgmesteren betonet, at stavemåden er i overensstemmelse med byens rødder. Frem til retskrivningsreformen i 1948 blev byens navn stavet Aarhus.

ORDET ER DIT: Er Aarhus en god idé?