Blå busser i midtbyen forsinker de gule
Når den nye busplan for Århus træder i kraft til sommer, kan regionalbusser i Busgaden blive en bremseklods for de gule bybusser.
Når den nye, ambitiøse busplan for Århus træder i kraft til juni, kommer de blå regionalbusser helt ind i busgadeforløbet i midtbyen side om side med de gule bybusser.
Eller rettere: Køler ved bagende, for der er ikke plads til overhalinger, og det kan give problemer med en glidende afvikling af trafikken og dermed forsinkelser for de andre busser, forudser man hos Århus Kommune.
Forsinkelserne kan opstå, fordi blå busser er konstrueret og indrettet anderledes. De gule busser har indstigning i lavt niveau, brede døre, god gangplads med ståpladser og færre siddepladser.
Det giver hurtigere ind- og udstigning og dermed kortere holdetid ved stoppestederne.
De blå er derimod indrettet til transport over længere afstande med flere sæder på bekostning af gangplads, og man skal op ad to trin ved indstigning.
Desuden skal man købe/klippe billet eller vise sit buskort ved indstigning, hvor de gule busser har selvbetjeningsautomater.
»Med den nye busplan bliver nogle ruter betjent af både blå og gule busser, og vi frygter, at det især i myldretiden kan give forsinkelser for de andre busser i busgadeforløbet, hvis de blå kommer til at holde for længe ved stoppestederne, fordi det tager længere tid at komme på,« siger afdelingsleder for kommunens kollektive trafik, Rigmor Korsgaard.
På hele busgadeforløbet fra Rådhuspladsen ad H.H. Seedorff Stræde-Busgaden-Emil Wetts Passage-Klosterport-Nørregade til Nørreport eller Vesterbro Torv er det umuligt at passere et forankørende køretøj, også ved stoppestederne.
Trafikken generes
Især regionalbusser fra 1A-linje mellem Skanderborg/Kolt og Lystrup/Hinnerup med op til 12 busser i timen hver vej kan komme til at genere trafikken i busgadeforløbet, men også regionalbusser fra linje 100 mellem Odder og Hornslet skal den vej.
I alt kører ca. 40 busser gennem busgaderne hver vej i morgenmyldretiden.
»Under alle omstændigheder skal der indføres selvbillettering i de blå busser, der skal den vej, inden den nye køreplan træder i kraft,« siger Rigmor Korsgaard.
Midttrafik regner med en engangsinvestering inden da på minimum 13-15 mio. kr. Foruden udstyr til selvbillettering skal seks-otte busser udskiftes med nogle større.
Hvis alle blå busser skal udskiftes til en mere bybus-lignende type, stiger investeringen til 23-29 mio. kr., og det er ledelsen hos Midttrafik modstander af.
»Vi har 40 blå busser i spil, og det koster, hvis de skal udskiftes midt i en kontraktperiode med busselskaberne. Kan vi derimod vente, til ruterne igen skal i udbud i 2013, bliver det i højere grad på markedsvilkår,« siger busplanlægger Frits Hedegaard, Midttrafik.
Undersøger problemet
Foreløbig skal Århus Kommune og Midttrafik have undersøgt problemets reelle omfang. En midlertidig løsning kan blive et alternativt ruteforløb for de regionalbusser, der ikke skiftes ud med det samme. Når forretningsudvalget i Region Midtjylland mødes på tirsdag, er den nye trafikplan for Århus 2011 på dagsordenen.
Samlet skønnes den at forbedre økonomien i bybuskørslen med 25 mio. kr.