DM i dynebetræk
Møbelgiganten Ikea introducerer i næste weekend en ny DM-disciplin. Lørdag den 17. januar kåres den første danske mester i sengeredning.
Det skriver stiften.dk.
I Ikea-varehuse landet over, vil alle der ønsker at deltage, få muligheden for at vinde titlen som dansk mester i sengeredning lørdag eftermiddag. Det gælder også i Århus, hvor der er mulighed for at stille op i flere discipliner.
Disciplinerne hedder "Enkeltdyne-herrer," "Enkeltdyne-damer" og "Mixed double".
I hver disciplin vil den eller de vindende deltagere blive præmieret med dyner og sengetøj for 2.000 kr.
Konkurrencen har allerede haft stor succes i Australien, og marketingmanager i Ikea i Århus håber, Toivo Henrik Mustonen, håber, på en lignende oplevelse i Danmark.
"Vi håber, det samme vil ske her i Danmark, så vi kan få sat lidt kolorit på en ellers mørk og grå januartid. Vi gør også dagen til pyjamasdag," siger han til stiften.dk.
Deltagere der møder op til konkurrencen i pyjamas får automatisk en gratis dyne.