Fortsæt til indhold
Aarhus

Det bliver i familien

Når den 25-årige Lisa Lach-Nielsen på lørdag får sin teaterdebut i forestillingen "Black Rider" på Betty Nansen Teatret, er det i en rolle, som hun kender helt ud til fingerspidserne.

Af KATRINE MUNK

For det er nemlig hendes to et halvt år ældre søster og nybagte mor Xenia Lach-Nielsen, der før har begejstret anmelderne i rollen som den sexede syngepige Kätchen.

Men det er en klar fordel, mener den 25-årige debutant.

»Selvfølgelig bliver vi sammenlignet, men det gør faktisk ikke så meget. Tværtimod kan man sige, at Xenia har gjort så utrolig meget af forarbejdet til rollen, så jeg har haft tid til at sortere fra og forsøge at gøre det bedre«, siger Lisa Lach-Nielsen.

Forestillingens instruktør Katrine Wiedemann er da heller ikke i tvivl om, at hun fundet den oplagte efterfølger.

»Lisa honorerer rollen sangligt og har et stort spilletalent. Hun kan bevæge sig på en scene, og hun har den humor og sødme, den ekspressive rolle som Kätchen på én gang kræver. Hun klarer det helt fantastisk. Jeg forstår egentlig ikke, hvor hun har været indtil nu«, siger instruktøren.

Og det var faktisk en fælles casting for flere af Katrine Wiedemanns projekter, bl.a. {ldquo}Snedronningen", der gav Lisa Lach-Nielsen den kvindelige hovedrolle i genopsætningen af Robert Wilsons kultagtige teaterstykke "Black Rider", der er skrevet af William S. Borroughs og med musik af Tom Waits.

Vil lave kostumer

Lisa Lach-Nielsen, der på tredje år studerer på Danmarks Designskoles beklædningslinje, har ud over en birolle i filmen "Det forsømte forår" aldrig før spillet professionelt skuespil.

Men nu har hun grebet chancen til at springe ud i en verden, hun altid har været tiltrukket af.

»Jeg har vaklet mellem to verdener i mange år, og har ikke rigtigt kunne finde ud af, hvad jeg skulle. Det med at tegne og sy gør, at man er meget alene. Jeg kan godt lige at sidde og nørkle med forskellige ting, og kan i virkeligheden godt sidde herinde i min lejlighed i en hel uge uden at se nogen folk og have det rigtig godt med det. Men samtidig er der også den ekspressive side af mig selv, som jeg også har lyst til at bruge. Det er det forsøg, jeg gør lige nu - men det er meget svært,« fortæller Lisa Lach-Nielsen fra sin lejlighed i Indre By.

Tegninger, pensler og farver ligger på bordet, som står mellem symaskiner, hjemmelavede latex-hoveder og figurer.

På gulvet står en gine med hendes seneste og ikke helt færdige kreation. Det er en opgave, som hun skal aflevere dagen inden premieren på "Black Rider".

For et år siden tog Lisa Lach-Nielsen et års orlov fra studierne. For hun havde mere lyst til at sætte sig ned ved klaveret og synge end at lave tøj. Men det endte alligevel med, at hun ikke rørte klaveret det år.

»Så fandt jeg fandt ud af, at jeg ville lave kostumer. Og da jeg kom tilbage til skolen, fik jeg så den her rolle. Og nu er det hele bare i en stor pærevælling oven i hinanden,« fortæller hun.

Polsk familie

På Betty Nansen Teatret er det etablerede navne som Jimmy Jørgensen og Martin Brygmann, Lisa Lach-Nielsen kommer til at dele scenen med.

»Jeg har selvfølgelig stor respekt for deres skuespil, men man får heldigvis et afslappet forhold til hinanden, når man arbejder sammen hver dag«, siger hun.

Rollen som Kätchen i "Black Rider" er da også en ønskerolle for Lisa Lach-Nielsen.

»Jeg har elsket det stykke, siden jeg første gang så min søster spille med i det, og det er fantastisk at spille Kätchen. Hun er på engang en forkælet møgunge, blid, sød og rørende. Der er så mange sider i hende.«

Lisa Lach-Nielsen er vokset op i Bagsværd, i hvad hun selv betegner som et musikalsk hjem.

Hendes mor er fra Polen, og hendes far har altid holdt meget af østeuropæisk folkemusik og spiller harmonika.

»Da vi var børn, synes vi, det var noget mærkeligt noget. I dag kan både min søster og jeg se, at vi kan bruge det til noget. Der er en helt anden sjæl i den musik, end der er i den metervarepop, der er meget af i dag. Musik skal udtrykke følelser og være andet end en lækker rytme og et par fede fraseringer«, mener hun.

Nu står Lisa Lach-Nielsen i et dilemma. Hun vil ikke droppe sin uddannelse, men har tænkt på at skifte fra beklædningenslinjen til scenografilinjen.

»Der bliver lagt så store filosofier bag tøjdesign. Og jeg kan have svært ved at tage seriøst. En ting er filosofi, en anden er tøj. Det drejer sig jo i virkeligheden bare om at se godt ud. Det er de færreste, der tænker på, at nu skal de udtrykke noget«, siger hun.

Allerhelst vil hun i fremtiden kombinere det at designe kostumer med skuespillet og sangen.

»Man skal finde en eller anden kasse, man kan være i. Den har jeg bare ikke fundet helt endnu. For det sjoveste er jo at kunne lave alt det, man gerne vil,« siger Lisa Lach-Nielsen.

katrine.munk@jp.dk

"Black Rider" på Betty Nansen Tearet af repremiere lørdag den 11. december.