Rastløs musiksjæl i faste rammer

Ernst Hornslet er fra verden af i går, men spiller en nutidig blues. Den har ingen ende. Søndag den 21. maj fylder han 60 år, men en otte dage senere sørger han for, at den traditionelle jazz i Århus efter mange års boligmangel får et nyt, fast tilholdssted.

Det sker, når Lions Pub i Rosensgade lader den levende musik flytte ind i sin tidligere billardkælder. Der mures, rodes, regeres og laves om i denne tid. Forventningen om en ny æra for en gammel musik synes ustyrlig.

Den røde hår- og skægfarve er grånet på Ernst Hornslet, men sjælen er stadig lige så rastløs, som idéerne er vildtvoksende. Han er fra den tid, da New Orleans-fans og modernister bekrigede hinanden i natlige dueller, men engagementet har aldrig kunnet drages i tvivl.

Jazz tre gange om ugen

»Folk vil kunne lytte til musik her i kælderen hver dag fra tirsdag til lørdag,« siger Ernst Hornslet. Premieren finder sted ved starten på byfesten Verdensbilleder.

»Vi har ikke lagt os fast på programmet endnu, men hvis interessen er stor nok, bliver der jazz tirsdag, torsdag og lørdag og folkemusik på de to andre dage.«

Konsulent kalder han sig, men initiativtager er han. Slaget skal stå på ikke færre end tre fronter.

Lions Pub skal ud over kælderen drive et andet af de projekter, Hornslet har fostret, nemlig "Fodvarmeriet" foran Århus Teater ved Århus International Jazz Festival. Han står stadig for programtilrettelægningen i teltet, ligesom han nu også hyrer musikken til seancerne på torvet Pustervig.

Musikalsk ballast

"Røde Ernst" spillede og klovnede sig på banjo til lokal berømmelse, da han fra 1958 i 35 år førte sig frem i Arosia, der var blevet holdt over dåben som Aarhus Fodvarmere. Han blev en fast ingrediens i en folkelig underholdning, der tilstræbte professionel kvalitet med et aldrig svigtende tag i morskaben.

Sit første musikinstrument fik Ernst, da han kun var otte år. En moster forærede ham en violin, og hans far var en ubønhørlig læremester.

»Trykket på dobbeltstrengene gjorde afsindigt ondt,« forklarer Ernst Hornslet.

»Jeg græd af smerte, men min far svor på, at jeg skulle blive ved. Til sidst klarede jeg: "Kun en dag, et øjeblik...." Mandolinen har jeg endnu.«

Stribevis af initiativer

Med forbindelsen til Lions Pub krydser Hornslet sit spor. Det gode værtshus ledes af hans første kone, Hanne Dreier, der til sin eks-ægtefælle nøgternt har sagt: »Det eneste, der interesserer dig er at sætte lortet i gang. Når det kører, gider du ikke mere.«

Den uhellige ikon i byens jazz har sat masser af ting i gang. 14 år var han, da han sammen med Bjarne Duelund startede det skiffle-band, der blev fulgt op med fodvarmerne. Inspireret af Louis Armstrong valgte begge jazzen og rettede blikket videre til England, hvor Chris Barber, Acker Bild og Humprey Lyttelton gav tonen an. Ernst og Co spillede jazz "Made in Great Britain". Ernst havde været for ung til Leo Mathisen, Kjeld Bonfils, Kai Ewans, Helge Jacobsen og Børge Roger Henrichsen.

Britisk lyd og fire børn

Man spillede traditionel jazz i det særlige, britiske lydbillede. Ernst var med sin banjo og sin sang så hæs, ru, sorgløs og intens som musikken selv. Dixieland-jazz var de hvides imitation af de sortes New Orleans-stil, og nu havde den fået et europæisk tonesprog. Det blev også talt af Ernst fra Trøjborg.

I den mere prosaiske part af sit liv blev Ernst Hornslet udannet til elektriker, elektronikmekaniker og socialpædagog. Han har to sønner og to døtre ligeligt fordelt på to ægteskaber og lever på 16. år sammen med Inga, der må være rustet med megen tålmod.

Fra Femø til Tunø

Ernst Hornslet har spillet sig igennem kapitler af byens musikhistorie fra den Harlem Club, han selv startede i Aarhus Hallens anneks, over Saratoga i Det ny Casino til Trinbrædtet, Karavellen, Tagskægget og andre fornøjelige steder. Fadølstelte, festivaler, klubber, bryllupper, jubilæer, koncerter og baller blev hans boldgade. Banjoen, negerslavernes foretrukne instrument, der i det 19. århundrede oftest blev lavet af en gammel cigarkasse, blev af Ernst brugt til god, gammeldags klang. Han spekulerer stadig aldrig på at gå først hjem.

I 1987 fostrede han idéen til Tunø Festivalen med dens jazz og folkemusik. Den blev til på en ruin.

Arosia havde med stærkt indisponerede aktører haft dundrende fiasko på Femø. Årsagen var, at man på vej dertil var kommet for sent til en færge og havde fordrevet ventetiden med at tømme mindst én fustage øl fra det faste anlæg i orkestrets bil.

Ernst vidste, at ingen på de kanter igen ville lytte til et band med så forskellige tonearter, men var besnæret af den særlige ø-stemning.

Han opfandt derfor festen på Tunø. Den betragter han som sit musikalske svendestykke.

Ved den første festival var der 50 hjælpere til rådighed. I dag er der 500. Øen er aldrig blevet den samme, som den var, før Ernst Hornslet gik i land fra egen båd og etablerede et samarbejde med Ingeborg i Det Gamle Mejeri og alle de andre koryfæer.

Modstander af Seeberg

Opfinder - det havde han været fra han var barn. Han konstruerede f.eks. en anordning, så han kunne låse døren i sit værelse, medens han lå i sengen.

I dag er han i gang med at etablere to firmaer. Det ene er i edb-branchen, medens det andet tilbyder musikpodier til restauranter og skoler.

Selverkendende konstaterer han, at han aldrig er blevet rig på sine mange initiativer. Sådan kan det være, når man lever et bluesy liv i tolv takter. Andre har derimod været i stand til at gribe dem og føre dem videre.

Med badges og t-shirts lancerede han under festugen det populære slogan: "Seeberg tilbage til Odense og Boblen tilbage til Bispetorv". Nu da generalsekretæren skal i gang med sin sidste festuge og jazzteltet, der er forvist til havnen, flyttes nærmere til torvet, mener Ernst Hornslet:

»Her er dog et af mine projekter, der til dels er lykkedes.«

Blandt mange sørgmuntre episoder er den fra Jazzbar Bent J., da Ernst Hornslet efter lang tids søgen endelig havde fået en lejlighed. Ingen kunne fatte, hvorfor han pludselig kravlede rundt under et bord, men han havde altså hin skæbnesvangre nat tabt nøglen!

Bred musikalsk smag

Manden med de vildtvoksende idéer var hos Aarhus Fodvarmere med til at holde Århus Studenterjazz over dåben i Stakladen i 1965, da syv orkestre spillede den nye æra ind. Studenterjazzen byggede bro over gamle skel, så man i delvis enighed kunne beslutte sig for, at der kun er to slags musik: God og dårlig.

»Jeg lytter glad til både klassisk musik, avantgarde-jazz og traditionel jazz,« siger Ernst Hornslet. »Musikere har lært at samarbejde, og ingen er finere end andre. Det er det bedste, der er sket i min tid.«

»Mit nye udspil bliver et orkester med Finn Odderskov på tenorsax, Jesper Carlsen på bas, Poul Martin Grønnegaard på klarinet, Heine "Hot" Poulsen på trommer, Ole "Fessor" Lindgren på basun, Verner Work på trompet og med sangerinden Birgitte Laugesen. Ulrik Spang-Hansen sidder ved klaveret. Han var vist nok domorganist på Fyn, og så kan det næppe gå helt galt. Jeg har en plan om en CD-indspilning. Vi vil spille traditionel jazz, swing og blues and rythm. Kom og hør os i kælderen på Lions Pub. Kedeligt kan det aldrig blive.«

jpaarhus@jp.dk