En ulv ved navn Diana

»Hun klarer det aldrig!«

Familie- og folkedomstolen var ikke i tvivl, da Diana Benneweis i 1994 blev cirkusdirektør. Dommen var forkert. Med årets forestilling har hun ikke kun skabt sin egen eksklusive stil, men fornyet en tradition uden at miste taget i det brede publikum.

Cirkus Benneweis, der i disse dage er i Tangkrogen i Århus, har en chef, der har gjort kritikerne til skamme og bragt skeptikerne til tavshed. Hvad mutter gør, må være det rigtige. Folk kommer ikke kun for at blive bekræftet i det, som de på forhånd synes om.

Med sin stærke vilje har Diana Benneweis ikke gjort noget for at undgå konflikter. Ingen har været så uvidende at kalde hende nem, men forestillingerne er vokset i format frem til den nuværende, foreløbige kulmination.

Forleden, da hun kom ræsende på sin mountainbike og blev væltet af en af sine hunde, fik hun både et forstuvet håndled og "ondt i røven". Sproget er i klartekst hos en sammensat personlighed.

»Konkurrenterne glædede sig for tidligt,« fortæller hun. »Hos dem sagde man, at når den gamle er væk, så slår de andre i Benneweis hinanden i stumper og stykker, og så er vi sgu af med dem.«

Den gamle var Eli Benneweis, der døde 23. december 1993. Han var med sin cowboyhat, sin karisma, sin hængemås og sin tæft for at skabe underholdning blevet identisk med Danmarks mest populære cirkus. Sammen med sin kone Eva havde han adopteret Diana, der var datter af rovdyrdomptøren Manfred Benneweis. Kursen for sagaens fortsættelse var lagt.

Blodets bånd og adoptioner var hos Benneweis vævet sammen i et familiemønster med indbyggede konflikter. Eli var adoptivbror til Manfred og elefantdomptøren Sonny, som begge var døde.

Cirkus var blevet fondsejet, da Diana blev boss, medens Sonnys to sønner Kim og Miller blev sat uden for indflydelse. De forlod derfor Benneweis og optræder i dag i cirkus Arena.

Konfliktsky mænd

»Man må forstå den del af familien, der har forladt mig. De to havde hele tiden troet, at de fik en del af kagen,« siger Diana. »Min far var som næsten alle mænd konfliktsky. Han mente, at det var mere behageligt at lade være med at fortælle, at han havde omgjort sit testamente. Man kan ikke bebrejde drengene, at de fik et chock. Jeg arvede det hele og fik den ubestridelige bestemmelsesret.«

»Far, der aldrig var særlig meddelsom, spurgte mig mange gange om fremtiden. Jeg måtte svare: Du har delt og hersket i 30 år. Det fungerede godt nok, da det var dig. Nu vil du gerne have, at vi skal elske hinanden. Det er ederluskeme svært. Han fortrød det af hele sit hjerte, men det var for sent. Vi ville aldrig kunne være blevet enige om noget som helst. I dag er jeg den eneste boss. Jeg behøver aldrig at hæve stemmen, efter at jeg er blevet alene. Jeg har fået et helt andet liv,« siger Diana Benneweis.

Da Diana var barn, blev hun feteret og forkælet. Bad hun om en ny hest, så fik hun den. Hun styrede de andre børn, bestemte hvad de skulle lege og fik sin vilje i ét og alt.

Da Eli erkendte, at sådan var det blevet, trampede han hende til gengæld ned under gulvbrædderne med krav og kritik. Næstbedst var aldrig godt nok.

Hun blev ikke kuet, men hærdet. Som sjakbajs fik hun teltdugen til at blafre, og de sagtmodige måtte forlade riget.

Forlanger det perfekte

»Jeg har altid været sikker på, at jeg kan klare det, jeg vil. Hvis jeg vil det stærkt nok.«

Dette temperamentsfulde, sensuelle kvindemenneske mener, at hun er blevet mildere med årene, men iler dog med den tilføjelse, at det kun er den ene side. Den anden er, at hun som chef er krævende og ubønhørlig. Hun forlanger det perfekte af sig selv og andre.

»Jeg har med den nye forestilling taget en kalkuleret risiko,« siger hun denne eftermiddag i sommersolen foran sin beboelsesvogn. »Jeg kunne gøre det, fordi jeg har mit bagland i orden og personlig kapital, som jeg kunne afbøde med. Jeg har arvet ikke så lidt endda efter mine forældre. Det har intet med firmaet Benneweis at gøre. Mange blander ApS'erne, fonden Benneweis og selskaberne sammen med min private ejendom, men disse ting er helt skilt ad. Jeg ville dog ikke have tøvet med at sætte mine egne penge på spil. Det kunne være gået galt. Jeg kunne have fået øretæver, men jeg troede på de nye ideer. De er gjort til virkelighed i et kompliceret spil, hvor mange agenter ikke fattede, hvad jeg ville.«

Erotikken har med hula hop, breakdance og en kropslig velsignet luftartist på vej ind i og ud ad lange stofbaner under cirkuskuplen fået sit.

Et begejstret publikum kvitterer med stående ovationer. Kun i mindre indremissionske samfund ude vestpå har de nye skikke udløst en sagte indignation.

Hos Benneweis er Romeo og Julie på rulleskøjter, ligesom køer, svin og geder optræder i manegen.

Eget univers i døgnets savsmuld

Midt på eftermiddagen er det, og karavanen har på denne ene af sine 72 danske teltpladser gjort hold i et par uger med strand, panormaudsigt og gøglerliv.

Der er tør, kølig hvidvin på bordet og hunde omkring os, medens matriarken med sin charme og originalitet nedbryder alle de parader, man måtte have medbragt.

Den nu 53-årige Diana er som chef en oase i en samfundsørken af konformitet. Hun har med fingerspidsfornemmelse skabt sit eget univers i døgnets savsmuld.

Hun trækker på erfaringer fra en ubeskyttet barndom, hvor hun var til striptease, forbudt for børn film og natklubber fra hun var fem år.

Med Eli som Altmeister og Könner har hun, denne uskolet skolede direktør, været i hælene af cirkusforestillinger på tværs af alle grænser. Nu laver hun sine egne improvisationer.

»Jo ældre jeg bliver, jo mere mener jeg: Hvor havde du dog ret, far. Jeg troede, at han var for gammel, og at jeg med hele livet foran mig vidste bedre, men han var med sin flair for at sætte forestillinger sammen eneren.«

Hun var det mindste onde

Hun tror ikke, at Eli havde den store tiltro til hendes evner. Når hun arvede hele kongeriget, skyldtes det nok, at hun var det mindste af de foreliggende onder. Da en mand en dag bemærkede, at Diana havde fremført sine heste på flot vis, replicerede Eli:

»Nå, synes du det. Jeg er glad, når bare de ikke løber ud blandt publikum.«

»Jeg har igennem årene udviklet et kæmpe faderkompleks. Han glemte det, jeg prøver på at huske, nemlig at rose. Hvis du kun riser, opnår du kun negativitet. Du tager selvtilliden fra folk, slår du benene væk under dem. Min far har aldrig sagt et rosende ord til mig i de 47 år, jeg levede sammen med ham. Aldrig! Forsoningen kom til sidst. Da han var ved at dø. Jeg sov ved siden af ham den sidste uge og passede ham. Da fik jeg den accept, jeg længtes efter. Han vidste, at hans dage var talte, og jeg nåede det. Fik talt ud. Jeg gjorde det for hans skyld, men også for min egen. Det er hårdt at se nogen, man elsker, dø af lungekræft. Medens han løftede ansigtet væk, og der løb en tåre på hans kind, fik jeg ham fortalt, hvor højt jeg elskede ham. Hvad han betød for mig. Og at han var den eneste mand i mit liv, der havde knust mit hjerte. Jeg forgudede ham. Jeg var så stolt over, at jeg fik det sagt uden at græde. Det er jeg opdraget til. Det, far ønskede sig, var en dreng, så hvorfor fanden adopterede han egentlig mig?

Jeg fejer intet under gulvtæppet. Jeg løfter panden, trækker skuldrene frem og går på med krum hals. Jeg opsøger ikke problemer, men de er til for at løses.«

En hunulv

Diana blev tidligt et navn i danske medier.

Den unge, smukke pige med det lange sorte hår, der passiverede og aktiverede mændene alene med sit udseende, passede fint til den banale version af en cirkusprinsesse.

I virkeligheden trives hun bedst som enspænder i naturen. Som barn kom hun til at hade fotografer, græd og løb væk, når de kom. Forstille sig - det har hun aldrig lært.

Virkeligheden er bedre end myten. Med hendes ord er livet er for kort til dårlig ryg og løgne. Hun blev engang udsat for afpresning, afværgede den og fik det råd af Eli:

Husk, lad aldrig folk få noget på dig. Det sørger hun så for med sin spontanitet og hang til at være sanddru.

»Jeg er en ensom hunulv, der har trukket sig tilbage til der, hvor den blev født,« siger hun.

»Jeg foretrækker at leve alene. Jeg skal have en week-end kæreste. Jeg elsker stadig mændene i mit liv, men jeg egner mig ikke til parforhold. Det har jeg altid vidst.«

Dina Benneweis har kun været gift én gang, nemlig med polakken Marek, der i dag arbejder som ringmaster i cirkus. Sammen adopterede de tvillingerne Dawid og Nadia, der er 12 år og »så dejlige, at vi ikke kunne have lavet dem bedre selv.«

»Marek og jeg er meget gode venner. Han er et af den slags sjældne mennesker, som man, sagt med en stor tysk cirkus-kompliment, kan stjæle heste sammen med.«

Et liv som ønsket

Diana understreger, at hun uden at kunne vælge har fået det liv, hun har ønsket sig. Hvad ellers. Hun har aldrig gået i skole, men er kun »skidegod til at gøre rent« og var ellers ret god til at lave mad »før vægtproblemerne dukkede op.«

Hun går med sin selvfornyende energi en halv snes kilometer eller mere hver dag, opsøger ensomme steder i naturen og undrer sig over, at hun kan have den for sig selv. Hun har skaffet sit et privat fri- og flugtsted i en skov ved en sø.

»Hvis jeg sidder stille, får jeg peber i røven. Jeg må af sted. Min eneste frygt er at miste min førlighed. Det tror jeg ikke, at jeg psykisk kunne klare.«

Som mor taler hun om det vigtige i, at børnene udvikles til harmoniske mennesker fra af forventningspres. Hun siger, at de har en høj moral, er tolerante og gode ved folk, der ikke har det godt. De behøver de ikke at være de dygtigste i skolen og skal ikke presses af urimelige forventninger.

For hende selv brænder der en ild. Hun vil vise sin far, at hun er god nok, at hun er hans tillid værdig, og at han kan være stolt af hende.

»Min far regerer fra graven, og jeg skal vise ham, at jeg klarer mig. Der er ingen andre forklaringer på, hvorfor jeg stikker næsen så langt frem.«

Hvad ønsker du dig af livet?

»Det, jeg har.«

jpaarhus@jp.dk