16 år og scenevant

Når man i disse aftener ser den 16-årige Maria Lucia Heiberg Rosenberg give den som Frøken Nitouche i operetten af samme navn på Vilhelmsborg, er det helt åbenlyst, at her er et nyt, stort scenisk talent, der er ved at forlade puppen og folde de flyvefærdige vinger ud.

Ikke alene er det velplejede talent for at stå, gå, danse og synge på en scene iøjnefaldende. Det samme er Maria Lucias tindrende glæde ved at underholde.

Deroppe på scenen tager hun undervejs på det nærmeste bad i velvære. Uden at det forekommer det mindste krukket eller anmassende.

Der må ligger en hel masse erfaring bag.

Men scene-erfaring hos en 16-årig?

Jo, den er god nok: Denne Maria Lucia begyndte at underholde andre allerede på kravlestadiet, fortæller moderen, filmklipper Karin Heiberg Christensen.

Og hun har nu i nogen tid sunget i bandet "Rosenberg" - hvis drivende kraft er hendes far, folkeskolelærer Per Rosenberg.

Vi aflagde besøg i hjemmet i Risskov for at spørge tættere ind til, hvad der ligger bag det anmassende scene- og sangtalent hos Maria Lucia.

Hun tager imod i en have, der lige nu bugner af roser og andre blomstrende buske. Hun er hoppet i praktiske cowboybukser og håret er sat op.

Smilet

Det lettest genkendelige fra Frøken Nitouche-figuren er smilet. Det er der også nu under fritidshåret - og altså helt hendes eget.

Selv om Vilhelmsborg Festspil i programmet for denne 10 års jubilæumsforestilling præsenterer Maria Lucia som værende 17 år, så er hun altså kun 16. Hvilket hun blev i februar.

Men hvad betyder alder i den ende af skalaen?

Vi beder Maria Lucia lægge ud med at forklare, om det virkelig kan passe, at hun ikke er nevøs, før hun skal på scenen og forsvare en så stor rolle.

»Jo en lille, bitte smule nervøs er jeg da. Lige før man skal på scenen, får man lige sådan et sug i maven, der minder én om opgaven. Og jeg når lige at tænke: Hvordan tager publikum nu imod det her i aften? Men så lægger jeg det fra mig igen. Jeg ligesom lukker mig inde i mig selv - eller taler om noget helt andet. Jeg er ikke den person, der lige inden gennemgår det hele for at føle, om det nu sidder der. Jeg mener, man har jo gennemgået det hele tusinde gange før. Så selvfølgelig kan man det.«

Nyder hvert sekund

»Når jeg så kommer ind på scenen og kan se hvordan folk sidder og smiler forventningsfulde, så bliver jeg også utrolig glad. Og føler mig hjemme. Og nyder det. Ja, jeg nyder hvert sekund. Jeg elsker at underholde andre.«

Ældre scenekunstnere fortæller, at den glæde kan udvikle sig til at blive et narkotikum. Noget man bliver afhængig af for at føle sig OK.

»Ja og det kan jeg sagtens sætte mig ind i. På det meget mindre plan elsker jeg så meget at optræde, at jeg bliver i helt godt humør bare folk beder mig synge en lille sang. Om det så er små børn, der beder mig synge "Lille Peter Edderkop", så bliver jeg glad for opgaven. Og det hænger jo sammen med, at nogen beder mig om noget af det, jeg kan: Noget af det, jeg er leveringsdygtig i. Det er jo dybt tilfredsstillende.«

»På samme måde her efter at aviserne skrev pænt om premieren. Jeg har kun mødt positive reaktioner fra mine omgivelser. Og veninder der siger: "Super sejt - det skal vi altså bare ud og se." Sådan noget skal man jo blive i godt humør af.«

Prøverne til Frøken Nitouche startede allerede i april, og Maria Lucia fortæller, at en del af glæden ved at være med på sådan et hold af glade amatører er alle oplevelserne undervejs. Både under prøverne, men også efter at forestillingen er kommet i gang. Også sidste år var Maria Lucia med i Vilhelmsborg Festspil, men dengang i en lille rolle.

I år blev der øvet lige op til sommerferien og i den sidste tid alle ugens dage. Så ingen er kommet sovende til succesen.

Det var ikke Maria Lucias mening at ville være med i år, men så fik hun en opringning og på det nærmeste tilbudt hovedrollen.

»Først følte jeg: Jubii, tænk sig, at de vil have mig. Men så blev jeg i tvivl: Planen havde været, at jeg skulle have været med far og mor på en længere tur til New York. Jeg er sanger i hans nye band, "Rosenberg", og efter at have optrådt derovre,- bl.a. sammen med Pete Seeger - skulle vi holde en længere ferie.«

»Men det endte altså med, at vi skar feriedelen væk, så jeg kunne være med på Vilhelmsborg. Da det kom til stykket, kunne jeg jo ikke sige nej til opgaven.«

Og det kunne hun naturligvis ikke - pigen der tydeligt kan huske sin første halvoffentlige optræden. Og da var hun bare fem år.

Engang var hun genert

»Det var til min fars og mors bryllup. Jeg gik hen til min far og sagde, at nu skulle vi synge for mor. Og far hentede guitaren frem. Jeg havde lært en sang, som jeg var så glad for: "Langt oppe bag Norges kyster". Og jeg kunne samtlige vers udenad. Jeg sad der med et lille flag og kikkede ned i jorden og sang. Og dengang var jeg virkelig genert, kan jeg huske. Men alligevel følte jeg også, at det var skønt.«

I skoletiden blev det så til en række musicals. Og hver gang stod Maria Lucia centralt placeret.

Som ni-årig var hun med i en forestilling, som Midtjysk Musical Trup satte i scene.

»Min veninde, Anne, og jeg var så også med det følgende år, hvor vi var to små dværge i forestillingen "Hobitten". Og vi var helt pjattede med det begge to.«

Til sidst gik der så meget alvor i sanglegen, at Maria Lucia blev optaget i Århus Musikskoles Pige- og Drengekor.

»Og det var igen min veninde, Anne, som gik i koret. Og jeg havde bare så vildt meget lyst til selv at komme med. For seks år siden gik jeg så til optagelsesprøve. Og det er bare helt dejligt. Vi har i øvrigt netop vundet en sangerdyst og skal som præmie en tur til Barcelona. Det bliver bare herligt.

Du går også til solo-sang. Hvad vil det sige?

»Det vil sige, at jeg på musikskolen modtager undervisning - enetimer - for at lære en masse forskellige sangteknikker. Altså at kunne forskelligt med sin stemme. I stedet for bare og stå og synge bevidstløst - uden egentligt at vide, hvad det er, man gør.«

Nu venter så - efter sommerferien - tre år i gymnasiet. Måske!

»Jeg starter i gymnasiet med stor lyst og fuld af gåpåmod. Jeg synes ligesom man skylder at gøre sin skolegang færdig. Men på samme tid har jeg da sagt til mine forældre, at det jo godt kan være, at gymnasiet slet ikke er mig. Det kan jo ikke helt udelukkes, at jeg om et halvt år står og hellere vil lave noget helt andet, fordi gymnasiet bare hænger mig ud af halsen. I givet fald må det så blive mit eget valg.«

Der er meget sang i dit liv. Men du har jo også dramatiske evner. Hvad nu hvis der kom en mand med en stor cigar og sagde, at han var ligeglad med din sang, han ville have dig med i en film eller et teaterstykke, hvor du ikke skulle synge?

»Sådan som jeg står her, kan jeg jo sagtens sige, at jeg vil synge, men det kommer jo helt an på, hvad det er, han kommer og tilbyder, og dermed hvad det er, jeg i givet fald skal kunne stå inde for. Men så vidt muligt vil jeg have min sang med mig. Det er det, jeg synes, jeg har at give ud af.«

Og til det brug er du begyndt at spille klaver.

»Ja, det har jeg nu gjort i lang tid. Men for en halvandet års tid siden, begyndte jeg så at skrive nogle sange og komponere nogle melodier selv. Og hvis du vil have at vide, hvilken genre det er i, så er det vel mest sådan noget kærligheds-pop eller sådan.«

Forkudt nattesøvn

Men lige nu er der ikke meget tid til andet end aftenerne under åben himmel på Vilhelmsborg. Og så derefter noget forskudt nattesøvn, der tager det mest af formiddagen med. Og der er optræden mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag. Og dertil to gange om lørdagen.

Om aftenen foregår det netop nu under forskelligtfarvede, drivende skyer uden noget tag til at tage imod, hvis regnen pludselig begynder at styrte ned. Er man ikke hele tiden bange for, at det skal ske?

»Jo, bestemt. Vi tænker på det hele tiden. Du kan ikke frigøre dig fra den der frygt for, at regnen pludselig styrter ned. Men ved du hvad, gevinsten ved at spille under åben himmel er til gengæld så stor, at man ikke vil bytte. Det er jo fantastisk at kunne sidde og se på den der scene, fra den ligger i solens stråler - måske - og til det er helt mørkt. Du ser de smukke gamle træer. Du ser fuglene omkring dig. Hører deres aftensang. Det er fantastisk, fordi det er så anderledes. Og så gør alle det af én eneste grund, nemlig lyst. Egentlig er der jo noget smukt i, at ingen får så meget som én krone for det. Jeg elsker det.«

poul.blak@jp.dk