Århus laver ABC til affaldssortering
Nu kan århusianerne bruge internettet, hvis de er i tvivl om, hvordan de skal sortere og aflevere deres affald på den mest miljørigtige måde.
Århus Kommunale Værker har netop udarbejdet en ny såkaldt Affalds-ABC, som nu bliver stillet til rådighed på internettet. Århusianerne kan her få at vide, hvordan de skal sortere og komme af med deres affald med den mest miljørigtige måde.
Affalds-ABC'en rummer oplysninger om ca. 500 forskellige typer affald. Desuden er alle ordningerne for husholdningsaffald i Århus Kommune beskrevet.
»De nye funktioner på hjemmesiden indgår i en kampagne for at fremme sortering og genbrug af affaldet i Århus,« siger rådmand Poul B. Skou (K).
66 pct. genanvendt
Sidste år blev 66 procent af alt affald i Århus genanvendt, men den procent skal sættes yderligere op.
»Forudsætningen for, at det skal lykkes er, at folk sorterer deres affald korrekt. Det skal vi selvfølgelig hjælpe dem til at kunne, og det gør vi blandt andet med den nye funktion på hjemmesiden,« tilføjer rådmanden.
I juni modtog alle husstande i Århus en pjece på 20 sider om affaldsordningerne. Den indeholder også en oversigt over, hvordan man kan aflevere forskellige typer affald. På internettet er der imidlertid mulighed for at have langt flere typer med, og funktionen vil løbende blive udbygget.
Nye anlæg
De næste par år investerer Århus Kommune meget store beløb i nye anlæg til effektiv håndtering og miljørigtig udnyttelse af husholdningsaffaldet. Der bygges store anlæg til automatisk sortering af affaldsposer, og biogasanlægget i Spørring skal udbygges til at kunne behandle alt organisk husholdningsaffald fra Århus.
Der kan læses mere om Affalds ABC på ÅKVs hjemmeside www.aakv.dk, og oplysningerne kan også nås fra Århus Kommunes hjemmeside www.aarhus.dk
jens.jorgensen@jp.dk