Sophus Bauditz - værd at mindes

MANDAG den 23. oktober er det 150 år siden, at Sophus Bauditz blev født. At meget få, om overhovedet nogen, kender hans navn, kan ikke undre, når man ved, at for eksempel en nybagt students almene viden og kendskab til historie og ældre dansk litteratur er endog meget sparsom.

Bauditz' navn findes dog i gadenavne: I Charlottenlund (Gentofte kommune), Lyngby, Odense og Åbyhøj. Bauditz er forfatter og bestemt ikke en af vore store, nogle vil sige tværtimod, men han er en god fortæller, og hans romaner og noveller er hyggelige beretninger fra 1860 til 1910, og da for tiden de gamle danske film er populære, kunne det være nærliggende at gøre opmærksom på en sådan hyggelig forfatter. Hans romaner og noveller var meget populære langt op i det 20. århundrede helt op til 2. verdenskrig (en enkelt er da blevet til film i 50'erne). De kom i mange oplag og er oversat til flere sprog.

Krigen 1864

Forfatteren selv er født 1850 i Århus som søn af en officer ved det stedlige dragonregiment. Han oplevede her krigen 1864, hvilket gjorde et stort indtryk på ham. Da han i 1869 var blevet student fra den lokale latinskole (gymnasium), rejste han med sine forældre til København, idet hans far havde taget sin afsked som major. I studenterårene i København tog Bauditz livlig del i studenterlivet, og med sit selskabstalent kom han til at spille en stor rolle i studenterforeningen, og han blev ven med en række kunstnere og digtere. Også hans evner som taler kom frem, da det var ham, der holdt rustalen, da prins Christian (den senere Chr. 10.) meldte sig ind i studenterforeningen som livsvarigt medlem.

Inden for studentersangerne spillede han ligeledes en rolle som rådgiver og arrangør. Bauditz blev jurist i 1875 med førstekarakter. Han fungerede kun få år som jurist, blandt andet i Højesterets justitskontor, idet han fik interesse for undervisning. Han blev dansk- og naturhistorielærer ved Vestre Borgerdydsskolen på Christianshavn, senere Helgolandsgade. Han underviste på Søkadetskolen (Søofficersskolen) og 1881-96 var han forstander ved Den kgl. Elev- og balletskole. I 1896 blev han skoledirektør i København, først for de private skoler og fra 1900 til sin død i 1915 for de kommunale skoler. Det fortælles her, at han altid modtog både forældre og lærere med stor elskværdighed og fik klaret deres problemer til alles tilfredshed. Ved skolemøder og forhandlinger havde han en evne til lynhurtigt at skære gennem alt vrøvlet og nå ind til sagens kerne (det er jo ikke noget, der er almindeligt i vore dage), og der stod altid stor respekt om hans meninger og hans person.

Stor begravelse

Han blev i 1880 gift med Emmy Augustinus, datter af tobaksfabrikant, etatsråd Augustinus. Dette ægteskab var usædvanligt harmonisk, og blandt slægt og venner blev de kaldt "de forlovede". Allerede i 1903 døde hun, han lukkede sig inde i lang tid for sine venner på grund af sorg, og i fem år skrev han ikke.

Da han fyldte 60 år, bekostede en kreds af kendte kvinder og mænd et maleri af ham af Carl Wentorf. Dette maleri blev ophængt på Frederiksborg slot. En portrætbuste blev sat i Østre Anlæg i København og en i haven ved Vesterbro i Århus.

Bauditz døde som nævnt i 1915 og blev 24. august begravet fra Holmens Kirke, og kirken var fyldt til sidste plads (der var udstedt 2000 adgangskort). Til stede var blandt andre kong Chr. 10. og kong Haakon af Norge. Provst Fenger talte ved graven og sagde blandt andet: »Vi takker Gud for dette solskinsmenneske, som i en tåget og mørk tid lærte os at se lyst ...«

Selv om han det meste af sit liv boede i København, foregår hans fortællinger for størstedelens vedkommende på landet eller i provinsbyer i Jylland, dog har han i en enkelt roman "Absalons brønd" ladet handlingen foregå i København. Her giver han en pietesfuld beskrivelse af byen og dens fauna og flora.

Debut i 1873

Han debuterede i 1873 med to små noveller, "Ved søen" og "I skoven", men det var først i 1889 med "Historier fra skovridergården", at han fik sit gennembrud. I 1896 fulgte en roman "Hjortholm", hvor hovedpersonen kaptajn Riis er den person, der skildrer forfatteren selv bedst, det er en person, der spreder fest og glæde overalt, hvor han kommer. I 1898 kom "Sporsne", i 1899 "Jul i skovridergården" og i 1901 "Absalons brønd". I 1912 kom "Den gamle kro", der igen foregår omkring kaptajn Riis og egnen omkring Hjortholm.

Tolerant højremand

Som nævnt foregår de fleste af hans fortællinger i provinsen, og personerne er for det meste fra officers- og gymnasielærermiljø samt forstfolk, altså fra embedsmands/akademikerkredse.

Der er ingen tvivl om, at han politisk var højremand, men han var absolut en meget tolerant og udogmatisk højremand, og sin indstilling lader han kaptajn Riis udtrykke, idet han i Hjortholm siger: »Jeg deler ikke folk i dannede eller udannede eller i højre eller venstre, men jeg deler dem i gode mennesker eller slubberter.«

Bauditz' syn på politik og anderledes tænkende kan man måske få indtryk af ved et par andre eksempler:

I "Hjortholm" lader han en ung ingeniør sige: »Det samfund, i hvilket der ikke er opposition, det stagnerer, og får oppositionen ikke et fyldigt udtryk gennem pressen, så har den i vore dage ingen betydning. Højre skal læse venstreblade og venstre højreblade, ikke for at blive overbevist, men for at lære anderledes tænkendes mening at kende og lære at indse, at denne også har sin relative betydning.«

Morsomme personer

I "Absalons brønd" kan en samtale mellem en højremand, der er kommunelærer og cand. phil., og en kulturradikal og republikansk kunstmaler måske også give et indtryk af Bauditz.

Kunstmaler: »Skønt jeg som sagt er republikaner - naturligvis - så holder jeg dog ubetinget på kongehus, hof, adel, uniformer og vagtparade, det er malerisk og det liver op i landskabet.«

Kommunelærer: »Ja det er jo også et forsvar for kongedømmet.«

Maler: »Ja, kan De levere et bedre?«

Lærer: »Om det bliver bedre, beror jo på, fra hvilket standpunkt man ser sagen, men det vil i hvert fald blive anderledes.«

Hans fortællinger er fyldt med særprægede og morsomme personer, blandt andet i romanen "Krøniker fra garnisonsbyen", der foregår i Århus omkring 1864, og hvor fortællingen drejer omkring to poler, dragonregimentet og latinskolen, og i denne roman er der netop mange gode og morsomme personskildringer, for eksempel rektor, der under tyskernes besættelse af Århus tror sig sikret ved at lukke sin havelåge godt til, men også overlærer (dengang en slags vicerektor ved latinskolen) Jochumsen, der hurtigt skifter standpunkt og kalder det "at stå over partierne".

Han forfægter også "inkonsekvensens konsekvens". Denne overlærer viste stærk sympati for jøder, som Bauditz også gjorde, hvad der var usædvanligt på den tid.

Stærke kvindefigurer

Bauditz' kvindesyn var selvfølgelig præget af tiden. Han satte pris på, at man var galant og ridderlig over for dem, han respekterede og ærede dem. De fleste af hans kvindefigurer er stærke og selvstændige, selv om de ikke drømte om at blive smede eller tømrere.

I "Absalons brønd" skildrer han en egoistisk ægtemand, der til sidst »overdrager mere end halvdelen at sin magt til sin kone og gør hende til eneminister - og glæder sig over det.«

Det, der gjorde hans fortællinger så populære, var hans evne til at fortælle en god historie, hans humor og hans fine naturskildringer, og derfor kunne det være naturligt at gøre opmærksom på ham på 150-året for hans fødsel.