Fortsæt til indhold
Aarhus

Aabyhøj bestod testen i toppen

Af DORTE IPSEN BODDUM

Med sejr 85-73 over Glostrup hjemme i Åby Hallen viste Aabyhøjs kvinder, at de igen i år har tænkt sig at spille med i toppen af dansk basketball. Holdet var sidste sæson kun ét point i den afgørende kamp fra at vinde DM-guld, og træner Jesper Johansen havde på forhånd udnævnt lørdagens kamp som en test af holdets potentiale i den netop indledte sæson. Efter to lette sejre i sæsonen første to kampe var Glostrup første virkelige udfordring.

»I perioder af kampen viste vi, at vi var et niveau bedre end Glostrup, men det er alt for tidligt at tale om favoritter til DM-titlen,« sagde en tilfreds Jesper Johansen umiddelbart efter kampen.

En skidt start

Alt var dog ikke perfekt for Aabyhøj. Holdet kom skidt fra start og var hele tiden et skridt bagefter Glostrup. Ved halvleg førte Glostrup 37-36. Først i tredje periode fik hjemmeholdet styr over kampen. På fire minutter scorede holdet 15 point, og her blev kampen afgjort.

»Vi blev ved med at være aggressive og viste, at vi har den bredde og det tempo, der skal være vores våben,« tilføjede Jesper Johansen.

Nyskabelse

Som noget nyt spiller basketkvinderne i år fire perioder a 10 minutter i stedet for som hidtil to halvlege a 20 minutter. Der er dog stadig en lidt længere pause ved halvleg efter de første to perioder.

Næste modstander for Aabyhøj bliver Herlev/BMS, der inden sæsonstart proklamerede, at holdet agter at vinde såvel pokalen som DM. Jesper Johansen er dog efter lørdagens sejr ikke betænkelig ved at skulle møde de selvsikre københavnere.