Lidt klapperslange i ganen
Chili John fortsætter sin kulinariske jordomrejse i en ny kogebog - "The Chilenium Cookbog". Tirsdag inviterede han på smagsprøver og blues i Svineriet.
Kokken hedder Chili John. Stedet hedder Svineriet. Og stolene ligner dem, vi afleverede til spejderne for 10 år siden.
Man kunne godt få bange anelser, da man tirsdag gik til selskabelig sammenkomst i anledning af Chili John Rasmussens nye kogebog "The Chilenium Cookbook".
Ville de opmarcherede smagsprøver få flammerne til at stå ud af halsen?
Ville vinglassene have gamle læbestiftrester på kanten?
Og ville stolen styrte sammen, lige når man satte sig med en tallerkenfuld et-eller-andet?
Nej, nej og atter nej!
Stolen stod sikkert på sine formentlig 40 år gamle ben. Glassene var rene. Og maden fik ingen til at råbe "brand".
Der var ganske vist chili på den røgede laks. Og når Chili John selv skulle sige det, så gav det en pirrende fornemmelse.
»Lidt klapperslange i ganen,« som han fantasifuldt udtrykte det.
Han laver nemlig mad, der smager af noget. Men som ikke nødvendigvis brænder.
»Jeg kan lide mad, der varmer - er stærk på en god måde,« sagde han, mens folk afleverede gaver, der også så ud til at varme ham: Vin, blomster og et stort fotografi af kokken himself.
"Come into my new kitchen", stod der under portrættet. Og den opfordring er der efterhånden mange, der har fulgt.
Chili Johns første kogebog - "Jorden rundt på 80 kalorier og derover" er foreløbig solgt i 10.000 eksemplarer.
Og den geologi-studerende, der begyndte med at lave mad på Skjoldhøj-Kollegiet og nu er kendt som rockmusikernes yndlingskok, har i det forgangne år leveret opskrifter til SuperBrugsen.
Chili John er blevet husstandsomdelt.
Så det er vel efterhånden almindelig kendt, at manden tager ud i verden, oplever mad og lurer, hvad der er i, hvorefter han laver det på sin egen måde.
Således også med den nye kogebog, der har mad - og historier - fra bl.a. Sydafrika, Australien, Rusland, Brasilien - og Danmark.
Der er også en side med rummad. Men det var nu ikke musikken fra "Starwars", der fik ørene til at blafre på gæsterne i Svineriet.
Ganske vist var det The Young Comets, der spillede ved receptionen. Men orkestret holdt sig til gammel blues-musik.
»Det passer ind i mit verdensbillede,« konstaterede Chili John.
ulla.madsen@jp.dk