Fortsæt til indhold
Aarhus

Prins Henrik i frit fald

Prins Henrik var i går sammen med 25 unge fra Frankrig og Danmark på oplevelse i Tivoli Friheden i Århus. Prinsen gik foran, hvad mod og lyst til oplevelser angik - både ved en tur i den barske "Pegasus" og ved at lade sig falde fra "Sky Tower".

Af KAY RASMUSSEN

Prins Henrik viste i går i forlystelsesparken Tivoli Friheden i Århus, at han ikke står tilbage for sønnen kronpris Frederik, når det gælder om at vise mod og kaste sig ud på de vilde vover.

Uden betænkeligheder tog prins Henrik således elevatoren op i 40 meters højde i frihedens mest kendte forlystelse det såkaldte "Sky Tower", for derpå at blive sendt af sted i et 28 meter frit fald med op til 100 km/t ned i et stort net.

»En god tur og med en behagelig blød landing,« sagde en storsmilende prins Henrik efter det frie fald, og det skortede da heller ikke på klapsalver fra de mange tivoligæster, som havde samlet sig omkring det højre tårn.

Inden da havde prins Henrik prøvet at blive hvirvlet rundt i den karrusel "Pegasus".

I Friheden uden dronningen

Prinsen var i Tivoli Friheden sammen med 25 unge, som er sammen i disse dage i en økumenisk dansk-fransk katolsk-luthersk udveksling. Inden det store selskabs fornøjelige tur i Tivoli Friheden havde prins Henrik og dronning Margrethe budt de unge danskere og franskmænd på en fransk frokost på Marselisborg Slot.

Dronningen tog ikke med i Tivoli, og som prinsen skæmtede, "så havde jeg nok ikke fået lov til det frie fald, hvis dronningen havde været med."