Møllevangskolen i ruiner

»Der var jo så mange ting derinde.«

En lille pige med et næsten forstenet ansigt og med det sorte hår gemt under en stor hue gik længe alvorligt rundt blandt de mange andre børn og voksne, der i går formiddag var forbi de sørgelige rester af Møllevangskolens fløj mod øst. Den fløj, der mandag summede af aktivitet og børnestemmer, men som tirsdag formiddag var forvandlet til en brandhærget ruin.

Pigens støvler og bukser var sølet til af den mudrede plæne foran skolen. Hun havde ingen voksne med, men gik alene rundt for sig selv, mens hun så ud til at tumle med de tanker, den voldsomme og altødelæggende brand natten til tirsdag havde udløst: Hvad sker der nu, og hvad med alle tingene derinde i klassen? Hvad med bøgerne, tegningerne og alt det andet, hun havde været med til at lave?

»Heldigvis har jeg min taske,« sagde pigen stilfærdigt, mens antydningen af et smil lyste hendes alvorlige ansigt lidt op.

Og inden hun fortsatte hen over plænen foran rækken af totalt udbrændte klasselokaler, hvor hun blot et døgn tidligere havde siddet med alle kammeraterne fra skolens mindste klasser, lød det:

»Vi bliver nødt til at bygge skolen igen.«

Fridag uden glæde

Brandvæsenet modtog alarmopkaldet kl. 0.40, i alt 11 køretøjer med 31 mand blev sendt af sted, og godt tre timer senere kunne indsatslederen melde, at branden var under kontrol. Men inden da havde ilden ædt sig gennem hele den østlige fløj, der rummede 14 lokaler for omkring 200 elever i skolens børnehaveklasser, 1., 2. og 3. klasser samt to centerklasser for hørehæmmede og døve børn. Også fritidsordningen blev ramt, inden det lykkedes brandvæsenet at få bugt med den voldsomme brand og forhindre den i at brede sig videre sig til hele skolen.

Imens brandfolkene pakkede sammen, havde politiet travlt indendørs, for skolen var ikke kun hærget af brand: Der var også begået også hærværk andre steder på skolen.

Enkelte elever havde ikke hørt om branden og mødte frem til undervisning kl. 8, men mange havde fået besked gennem radioen eller opringninger fra andre. Dagen igennem var mange forbi skolen for at se, hvad der var sket. Nogle børn havde deres forældre med. Andre gik rundt alene eller i små grupper. Og selvom eleverne pludselig havde fået sig en uventet fridag, var der ikke glæde i deres øjne. Nogle græd stilfærdigt, mens de betragtede de smadrede vinduer, det sammenstyrtede tag, det forkullede træ.

Andre var bare tavse og forundrede.

Vil savne klassen

Enkelte gik tættere på bygningen og kiggede måske efter, om de kunne finde bare et eller andet, der havde overlevet flammerne. En lille dreng fra 2. klasse var sammen med sin far på jagt efter en flyverdragt, og sammen kiggede de forhåbningsfuldt ind gennem vinduerne i den vestlige og uskadte fløj. Men hvis den ikke var der, måtte den have været i østfløjen.

Og nu ædt af flammerne på en krog ved klasselokalet.

»Kridtet er nok også brændt,« lød det tørt fra en af de større drenge, mens en anden havde held til at spotte noget genkendeligt.

»Se, der hænger en tavle.«

En lille gruppe piger havde taget opstilling langs politiets afspærring, og selvom vinden var strid og kulden bed, havde de svært ved at løsrive sig fra det overvældende syn.

»Det er rigtig træls. Det er jo min klasse - den er derhenne,« sagde Katrin Josefsen fra 3. klasse og pegede mod nogle knuste vinduer midt i den udbrændte fløj.

Hun kunne nævne mange ting, branden med ét havde udslettet for evigt: CD-afspilleren og kassen med slikkepinde, der skiftede farve, når man suttede på dem.

»De var i skabet,« sagde Katrin og tilføjede lidt vemodigt:

»Men det, jeg kommer til at savne allermest, er klassen. Den var ret lille og meget dejlig.«

Flere af de mindste børn havde lidt svært ved at sætte ord på deres følelser.

Emma Møller på seks år kom hen på skolen sammen med sin far og sin 11-årige storesøster lidt op ad formiddagen, og i mange minutter bare stirrede hun på det, der engang var hendes klasselokale med en masse liv og glade kammerater. Men som nu var forvandlet til en uigenkendelig ruin.

Hun kunne slet ikke finde ord for de følelser, der helt tydeligt stod prentet i hendes øjne.

Hendes far havde fået besked om branden, da han mødte på arbejde meget tidligt tirsdag morgen.

Han ringede hjem og valgte siden at holde fri for at passe pigerne, som går i børnehaveklasse og 5. klasse.

»De har plaget for at komme hen og se det, men jeg har trukket det lidt ud. Det var et sørgeligt syn,« sagde Anders Møller og smilede til Emma, som pludselig var kommet i tanke om noget, der kunne lette lidt på sorgen:

En af hendes veninder havde nået at få en plakat med hjem: Den var i det mindste ikke blevet brandens bytte.

Også Kirsten Basse, mor til Anne og Søren i 6. og 3. klasse, var forbi skolen.

Familien bor tæt på, men havde intet hørt til branden om natten. De fik det først at vide, da en anden forælder ringede tidligt om morgenen.

Søren havde fødselsdag i går og havde glædet sig til at dele slik ud til sine kammerater. Det blev ikke til noget, men Kristen Basse bekymrede sig nu også mere for den forfærdelige brand og om, hvordan den var opstået.

»Jeg er lidt rystet. Især hvis branden er påsat. Hvad skal det til for? Tænk på alle de børn og familier, der bliver involveret i sådan en tummel,« sagde Kirsten Basse, der havde taget fri fra sit arbejde.

»Skolen er lige blevet renoveret udvendigt. Og så sker det her bare.«

Frygt og lettelse

Ikke kun børn og forældre var rystede over branden, også skolens personale havde svært ved at håndtere situationen.

»Hvem finder dog på at gøre sådan noget?« lød det rundt omkring.

Skolens inspektør, Majbritt Jensen, ankom til skolen kl. 1.30, og havde haft svært ved at tro det, da hun blev ringet op kort efter, branden blev opdaget.

»De ringede fra politiet og sagde, at der var en kæmpebrand. Jeg troede, det var lyv,« sagde Majbritt Jensen, der dog glædede sig over, at branden blev begrænset til østfløjen.

»Det er brandfolkenes fortjeneste, at det ikke har bredt sig til resten af skolen. Vi var længe bange for, at den ville brede sig, så på en måde er jeg lettet. Det kunne have været gået meget værre.«

Personale fra skolens fritidsordning havde siden kl. 6.30 stået udenfor for at tage imod de enkelte forældre og børn, der dukkede op, og også en del lærere var mødt frem - nogle havde slet ikke hørt om branden, inden de kom.

Og mange blev meget rystede, fortæller Minna Sandahl Sørensen, afdelingsleder for skolens to centerklasser:

Mange af de nedbrændte klasselokaler rummede mange måneders, ja måske mange års, arbejde.

»Der er mange, der er gået hjem og som har det ekstremt dårligt. Specielt de, der har de små klasser. De er dybt berørte,« sagde Minna Sandahl Sørensen, og understregede, at det i den kommende tid er vigtigt at sætte ind med hjælp til såvel lærere som børn - ikke mindst centerklassernes døve og hørehæmmede børn, der i forvejen ofte er følsomme.

Imens politiet undersøgte det omfattende hærværk indendørs, og mens brandvæsenet pakkede sammen efter en lang nat, stillede også mange af de forbipasserende sig selv spørgsmålet: Hvem gør sådan noget?

»Det er nogle banditter,« konstaterede en ældre herre, der havde set mange små børn med tårer i øjnene.

Kasper Bruun Kjærbye fra 5. klasse kunne tilføje:

»De er skøre i hovederne. At ødelægge alt det for en masse børn og forældre.«

vibeke.skov@jp.dk