Fortsæt til indhold
Aarhus

Sjusket byggeri af seniorboliger i Sonnesgade

Brabrand Boligforening kolporterer i det seneste nummer af sit boligblad "Skræppebladet" en rapport om, hvor fantastisk det er gået med det nye senior-boligbyggeri i Sonnesgade.

Af Else og Carsten Grønlund, Sonnesgade 14, Århus C

Bedre kvalitet og mindre tidsforbrug er nogle af de fordele, som skulle være opnået ved et såkaldt "partneringsamarbejde".

Et forsøgsbyggeri i samarbejde med Erhvervs- og Boligstyrelsen, der gerne vil have dokumenteret, at et intenst samarbejde og en kompetent og risikovillig bygherre giver topresultat.

Desværre er vi nogle beboere, som ikke helt har oplevet det sådan. Tværtom.

Som det har været omtalt i den seriøse dagspresse - bl.a. Jyllands-Posten - er det netop et stigende problem i byggebranchen, at flertallet af større byggeprojekter er delt op i mange delleverancer.

Ansvarsforflygtigelse

I en artikel i arkitektbranchens blad "Byg" siges det, at når flere forskellige ingeniørfirmaer eller systemleverandører regner på hver deres del af et byggeprojekt og aflægger stærkt varierende dokumentation for deres beregninger, kan det være vanskeligt at bevare overblikket over det samlede projekt.

Præcis sådan har man kunnet opleve byggeriet "plus 55" i Sonnesgade, hvor flere forskellige firmaer har været involveret som underleverandører og entreprenører. Og hvor ansvaret tilsyneladende er vanskeligt at placere.

Vi bebor en såkaldt medejerbolig, som vi har postet mange penge i, men hvor servicen simpelthen har været elendig.

Havde man bygget sig et parcelhus, vidste man dog, hvor man skulle henvende sig.

Boligforeningens ingeniør og byggechef fralagde sig nærmest fra starten ansvaret, idet vi nok skulle gå gennem ham for at få lejligheden apteret, men, som han udtrykte det: Det er jeres håndværkere.

Men når hverken boligforening eller hovedentreprenørerne Hoffmann og JB Entreprise vil vedkende sig noget ansvar, så bliver det for alvor besværligt.

Vi har skullet leve med indtil flere mangler, hvoraf blot skal nævnes døre, der ikke kan åbnes/lukkes, ødelagt dørkarm, manglende slutrengøring samt elektriske afbrydere, der sidder vind og skæve plus et ventilationssystem, der larmer dag og nat.

Glasaltandøre

Vi har vedrørende problemer med de store glasaltandøre kontaktet systemleverandør Velfac i Ringkøbing, som egentlig fralægger sig ansvaret på grund af andres forkerte montering, men dog har ladet en montør udbedre fadæsen midlertidigt.

Men ellers henvises der til Fa. Hoffman, som ikke besvarer vore klagebreve, mens JB Entreprises direktør lover os besøg af en tømrerformand, som af flere omgange glimrer ved sit fravær.

Brabrand Boligforening er også tavse, hvis man da ikke lige farer i flint, når foreningen mener at have penge til gode. Men så tales der også med rigtig store bogstaver.

Endnu et sørgeligt eksempel på et dansk standardbyggeri, hvor ingen vil gå ind og tage et ansvar for det sjuskeri, der laves nu om stunder. Og en boligforening kan jo være ligeglad, så længe der blot betales husleje.

Trist, trist - her et år efter, at de første beboere rykkede ind i det ellers spændende byggeri.