Den onde bænk
Man må godt sætte sig ned og drikke en øl i Ryesgade. Men ingen gør det. Det har sin naturlige forklaring. Bænkene er konstrueret til korte ophold. Der er tale om såkaldte onde bænke.
»Jeg kan godt sige dig, det gik bare helt enormt hurtigt. Scooteren kom bagfra, og jeg nåede lige at tænke, at de godt nok kører tæt på, de knægte, så mærkede jeg et ryk i skulderen, og væk var min taske. Nej, skidt med passet, det var meget værre med Visakortet, for det endte jo med, at vi ikke have råd til pensionatet og måtte flytte til en campingplads temmelig langt uden for Barcelona, så helt ærligt, hvad sker der inde i hovederne på sådan nogle fyre?«.
De to piger har netop mødt hinanden i Ryesgade og sidder nu på bænken og udveksler ferieminder.
Det særlige ved denne bænk er, at man sidder op til otte mennesker ryg mod ryg og derfor let kan forledes til at tro, at de andre på bænken ikke overhører ens samtale med sidemanden. Lidt ligesom teltcampister har det med at føre endog særdels intime samtaler i den vildfarelse, at én millimeter bomuld er totalt lydisolerende.
Men lige nu er jeg mere interesseret i, hvordan der ser ud inde i hovederne på de mennesker, der designer bænke, som pr. definition ikke må være behagelige at sidde på.
Er de mon i familie med de trappekonstruktører, der i sidste århundrede forsynede gelænderne med små tappe, så kåde unger ikke skulle falde for fristelsen til at rutsje ned? Eller har de géner tilfælles med de husejere, der sætter glasskår øverst i cementen på deres havemur?
Måske er de blot dygtige industrielle designere, der gør, hvad de bliver bedt om af hensyn til deres terminer og telefonregninger.
Den sidste slutning når jeg til, mens jeg uroligt flytter mig frem og tilbage på bænken midt på Ryesgade i forsøget på at få blodomløbet tilbage i benene.
Europæisk standard
Der er tale om én af de såkaldte onde bænke, som det hedder i byplanlægger-sprog og som i forskellige udformninger er blevet standard i de fleste europæiske storbyer.
Onde bænke er konstrueret, så man kun kan holde ud at sidde på dem i ganske kort tid. Og jeg har næsten siddet her i tre kvarter. Mit blodomløb i benene skal være generet, og min ryg skal smerte. Bænken i Ryesgade virker simpelthen perfekt.
Baggrunden for al denne designmæssige ondskab er selvfølgelig, at man vil hindre øldrikkende borgere i at tage fast ophold på bænken - med de traditionelle beboerprotester, læserbreve og indsigelser fra cityforeninger til følge.
Designerne har forskellige muligheder, når en bænk skal gøres rigtig ond. Den mest populære er at fjerne ryglænet - så kaldets bænken en plint - og så ellers vælge et sædemateriale, der ud over at være koldt og smertende også kan holde på regnvandet. Nogle modeller er yderligere sædeopdelte, som det kendes fra internationale lufthavne, så gadens berusere og hjemløse ikke levnes en kinamands chance for at lægge sig og tage et blund.
Risikabel balanceakt
Men her på Ryesgade har Stadsarkitektens Kontor valgt en anden løsning. Man har simpelthen forsynet den kendte Å-briks type 5 med et 83 centimeter bredt og stærkt krummende sæde af lister med skarpe kanter, hvilket gør det til en både krævende og temmelig risikabel balanceakt at hvile horisontalt.
Bortset fra Søren Åkebys trænerbænk på Atletion må der her være tale om byens mest ubehagelige siddeplads.
»Jeg ved da godt, at Ray Ban ikke er noget mere, men når man har givet over 500 kroner for et par solbriller, så smider man dem da ikke bare ud, vel?«.
»Men du kender hende jo, når det er med den på, ikke også, så kan man ligeså godt lade hende gå planken ud og vente til det hele er overstået«.
»Jamen, der står da i loven, at de kun må holde udsalg to gange om året, så derfor er der alle de dér fødselsdage og ombygninger og hvad ved jeg«.
»Nu siger jeg det altså ikke mere, der er alt, alt for langt til Djurs Sommerland, og I har jo også lige været i Friheden, har I ikke«
Udskiftningen på de onde bænke i Ryesgade er hurtig. Folk holder normalt kun den tid, det tager at spise en softice (lille), men vil man lytte sig til, hvad der rører sig blandt et strøgpublikum en sen, solrig eftermiddag i august, så er det bestemt lændesmerterne værd at blive siddende på plinten.
Om det er ordet plint eller mine ømme rygstykker, det ved jeg ikke, men selv en kort hvilestund i Ryesgade føder uvilkårligt associationer til skoletidens gymnastiktimer, hvor håndstand og hovedspring over en svedlugtende og fedtet ruskindsbeklædt plint - bortset fra matematiktimerne - hørte til de mest angstprovokerende oplevelser.
Men man må medgive, at det ondskabsfulde koncept virker. Her nydes ikke noget stærkere end shawarma, og mens jeg rykker lidt til siden for at give plads til en ung mand i svedigt løbetøj og et fortumlet barn i en trehjulet baby-jogger, sætter jeg mig til at spekulere på, om den strålende idé mon ikke med fordel kunne videreudvikles.
Hvad nu hvis man indførte onde fodgængerovergange, hvor århusianerne fik elektriske stød eller blev oversprøjtet med iskoldt vand, hvis de ikke kom hurtigt nok over? Det ville garanteret give et bedre flow i biltrafikken.
Man kunne også seriøst arbejde med onde papirkurve, hvis indbyggede højttalere skulle råbe skældsord og personlige fornærmelser efter borgere, der smed affald på fortovet.
Og hvad med onde kontantautomater, hvorfra der automatisk eksploderer en farvepatron lige op i synet på de kunder, der forsøger at hæve penge på en overtrukket konto? Det ville helt sikkert resultere i en sundere samfundsøkonomi og et mere farverigt bybillede.
For meget er der ikke at grine ad her i Ryesgade, der med sin nussede og tyggegummiklæbende belægning og ens tøjstativer må være klar finalist til kåringen af Danmarks Kedeligste Gågade. Så måske har gaden blot de bænke, som den fortjener?
Det er snyd
Pludselig opdager jeg, at den midaldrende kvinde til højre for mig har foldet sin lyse sommerfrakke to gange og sat sig på den som beskyttelse mod den onde bænks trekantede lister.
Det er snyd. Det må hun ikke. På den måde kan hun måske udholde at sidde på bænken i op til et halv time, og det har jo aldrig været meningen, så her synes jeg egentlig godt, at de patruljerende betjente kunne gribe ind og f. eks. lægge hende i benlås. For at statuere et eksempel, naturligvis.
»Det er jo ikke andet end genudsendelser. Det er vanvittigt, at man skal betale tv-licens om sommeren«.
»Jamen Magnus-skat, du ved jo, at du aldrig når at spise en stor softice før den fuldstændig smelter og løber ned ad armene på dig«.
Læs næste søndag: BÆNKEN I DE DØDES HAVE