Hotel Royal satser på luksus
Første etape af en komplet modernisering til ca. 50 mio. kr. af Hotel Royal er klar hen på sensommeren. Hotellets Royal Casino udvides og satser på flere aktiviteter.
50 mio. kr. satser ejerne af Hotel Royal i Århus på at gøre hotellet til det flotteste og mest attraktive udenfor København
Hotellet går imod trenden med at satse på masse med mange værelser ved i stedet at satse på store værelser og luksus. En nødvendighed i en tid, hvor der bygges og indrettes stadigt flere trestjernede hoteller.
»Vi er nødt til at gå andre veje og satse på kvalitet og store værelser. Ingen tvivl om, at Hotel Royal bliver det flotteste hotel vest for Valby Bakke. Og vel at mærke med meget moderate priser. Den dyreste suite vil koste knap 2.000 kr. per nat, og det er en tredjedel af, hvad en tilsvarende kvalitet koster i København,« fortæller Royals 53-årige adm. direktør siden 1987, Niels E. Heede, og også kan tilbyde værelser fra 1.100 kr.
Han er medejer af Hotel Royal. Langt den største del ejer den 59-årige Jens Richardt Pedersen. Han er gift med Jette Frank, som er meget involveret i ombygningen af hotellet. Siden hun for halvandet år siden gik på efterløn fra et job som tv-producer i Århus, har hun haft ansvaret for at lave detailplanerne for hvert enkelt hotelværelse. Både indretning og udstyr.
»En kompliceret opgave er det, at skære antallet af værelser ned fra 100 til 80. At slå mindre værelser sammen til større, at indrette ny moderne badeværelser,« fortæller Jette Frank.
Hotel Royal moderniseres, men bevarer sit image som et gammelt, nobelt førsteklasses hotel.