Fortsæt til indhold
Aarhus

Nedtælling til race på Europas største gokartbane

I begyndelsen af september åbner to mænd fra Randers Europas største indendørs gokartbane med restaurant og plads til 1800 tilskuere i den tidligere MCT-fodboldhal i Hasselager.

Af KAY RASMUSSEN

Om godt et par uger har Århus fået en virkelig attraktion - Europas største indendørs gokartbane indrettet i den tidligere MCT-fodboldhal i Hasselager.

En rigtig racerbane er det, bygget efter de største krav til sikkerhed. Samtidig er det et gokart-center med restaurant og publikumsfaciliteter, som sandsynligvis vil blive meget besøgt af folk, som vil ud at more sig.

»Gokartrace er blevet, hvad det engang var at gå til bowling for at more sig. Folk tager ud for at køre ræs, opleve spændingen, hygge sig, og måske spise i restauranten efter kørslen. For selvfølgelig må man ikke køre i påvirket tilstand,« fortæller den 27-årige Nikolaj Linde fra Randers, som er den ene af de to mænd bag gokartbanen Racehall Danmark i Hasselager.

Kompagnonen er den 26-årige Peter Skjødt-Jacobsen, ligeledes fra Randers. På sidelinien står to personer, som er medejere af aktieselskabet bag gokart-centret.

De to mænd fra Randers har siden sommeren 2002 haft Århus Gokart Center på Jens Juuls Vej i Viby. Et velbesøgt center, som gør, at de to ikke er veget tilbage for at satse endog mange penge på et kæmpestort center som det i den tidligere indendørs fodboldhal.

»Vi lukker og slukker banen i Viby, når vi åbner i Hasselager,« fortæller Peter Skjødt-Jacobsen, der regner med kunder fra hele Danmark og til dels også med turister som kunder. I den forbindelse arbejdes der på at få samarbejder i gang med hoteller i byen om pakkeløsninger.

To fra Randers

Den kæmpestore, op til 18 meter høje hal har været i et offentligt udbud, som de to mænd fra Randers vandt i slutningen af 2004. Købsprisen vil de ikke rigtigt ud med, »men så meget kan jeg sige, at det i dag ville koste 60 mio. kr. at bygge et sådant center fra bunden af, og at det i sin tid kostede 48 mio. kr. at opføre fodboldhallen. Så meget har vi selvfølgelig ikke investeret, langtfra,« siger Peter Skjødt-Jacobsen.

Oprindeligt var det planen at åbne 1. juli, men arkitekten havde problemer med at få de nødvendige byggetilladelser hjem i tide. Ikke fordi der er bygget så meget om. Mest iøjnefaldende er naturligvis, at der er skrabet tonsvis af græs og muldjord af, og siden lagt asfalt på.

»Og det er ikke en tilfældig asfalt men en type, som på de bedste racerbaner. Banderne er af en type og materialer, som gør, at de kan tåle enhver påkørsel uden at gokarten vælter over banden. Og hvad benzinen angår, så er det en særlig giftfri type, som ifølge eksperterne ikke er så giftig at indånde direkte fra udstødningen som det at ryge en cigaret,« fortæller Nikolaj Linde.

30 splinternye gokarts er hjemkøbt, hver til en pris på 50.000 kr. De "lavtgående" køretøjer kan på den 100 meter langside nå en topfart på 75 km/t. Skulle det ske, at man med den hastighed kører mod banden, er det en alvorlig sag selv om man er fastspændt med sikkerhedssele, der er nakkestøtter og man skal bære styrthjelm:

»Man må være klar over, at der er tale om motorsport, men naturligvis kørere man i de bedst tænkelige sikre rammer. Men et frontalt sammenstød med høj hastighed mærker man da.«

På langsiderne ved den 1.000 meter lange snoede og brede kørebane er der på hver side plads til 900 tilskuere i tilfælde af, at der arrangeres racerkørsel, mesterskaber og lignende.

I Racehall Danmark vil der være en restaurant med navnet Monza, indrettet på første sal og med en flot udsigt over den store racerbane. Restauranten er forpagtet af Henrik Simonsen, som også har Frokosthuset i Hammel.

Alkometer er klar

Restauranten med plads til 120 plus yderligere 50 i et konferencelokale har spiritusbevilling, men det bliver ikke som ved bowling for sjov - at man ofte drikker fadøl mens man bowler.

»Ingen spiritus i blodet, når man kører race - men naturligvis gerne bagefter. Vi har et alkometer, hvis der skulle opstå diskussioner med en gæst.,« siger Nikolaj Linde.

Meldingerne om den kommende åbning af gokart-centret er nået vidt omkring, og forespørgslerne strømmer ind. Om ganske kort tid vil man kunne se meget mere om mulighederne, om priserne og ledige timer på hjemmesiden www.racehall.dk

Lidt større selskaber, antallet ligger ikke helt fast, men bliver nok 12-14 personer, kan leje racerbanen på timebasis. En typisk pris vil være 535 kr. per gokart per time. Der er muligheder for at købe halve timer.

De to mænd fra Randers regner ud fra erfaringerne med deres gokartbane i Viby med alle typer af kunder - lige fra de meget ambitiøse racerkørere til damerne, som er med på en polterabend.

»Gokart er sjovt for alle, og jeg er ikke bange for, at kunderne udebliver. Vi ser det med damerne, som er lidt tøvende og måske nervøse - men som efter nogle ture med fuld fart er helt oppe at køre over den spændende oplevelse,« siger Nikolaj Linde.

kras@jp.dk