Lines Farmor bliver til Strandborg
En mangeårig drøm er gået i opfyldelse for Finn Nielsen fra Tilst, som sammen med hustruen Britta har købt værtshuset Lines Farmor, der samtidig har skiftet navn til det oprindelige - Strandborg.
En gammel drøm er gået i opfyldelse for den 50-årige tidligere lagerchef Finn Jensen fra Tilst.
Sammen med sin kone Britta Nielsen har han overtaget værtshuset Lines Farmor på hjørnet af Jægergårdsgade og Strandvejen.
Ægteparret oplyser, at handlen er gået hurtigt:
»Fra vores første henvendelse til ejendomsmægleren, til vi skrev under, gik der såmænd blot tre uger. Og bevillingsnævnet var også meget hurtigt til at give os bevillingen,« fortæller Britta Nielsen.
Fastholder konceptet
Hun fortsætter i et job som bogholder for et stor elektrikerfirma, men vil en dag om ugen samt fredage og lørdage også arbejde i parrets værtshus. Foreløbig kører de to alene Strandborg, men de kan dog trække på hjælp fra voksne børn.
Værtshuset blev for fire år siden overtaget af restauratør Bette Jensen, der har valgt at koncentrere sig om sit populære værtshus Kurts Mor på Fredens Torv.
Britta Nielsen fortæller, at man fortsætter med de hidtidige åbningstider og fastholder konceptet, bl.a. med det populære tilbud på 10 kr. for en Top.
Desuden koster en halv liter fadøl rimelige 20 kr.
Mad bydes der også på, men kun på smørrebrød, som løbende leveres fra en slagterbutik i nærheden.