Fortsæt til indhold
Aarhus

Mod blå horisonter

"Naveren" fra Århus er ved at blive gjort klar til endnu en sejlads på verdenshavene. Det ser lidt kaotisk ud, men folkene bag er ikke i tvivl: Den 26. juni kl. 13.00 stævner "Naveren" ud på togt - hvornår den vender hjem, afhænger af vind og vejr og ikke mindst dem, der sejler med.

Af LARS THOMASSEN

"Naveren" er en 50 fods langturssejler. Et selvbyggerprojekt, der begyndte i 1981 med de første planlægningsmøder, der efter foregik selve byggeriet i en lade i Trige.

Skibet blev søsat i 1985 og bygget helt færdig efter diverse prøvesejladser i løbet af vinteren 1986/87. Initiativtager og idémand var Hans Tøttrup og hans kone Pia Nielsen, der begge stadig er aktive i foreningen.

Siden har "Naveren" været på mange togter - og den har sejlet jorden rundt tre gange.

I den seneste tid har "Naveren" ligget i særdeles smult vande ud for motorfabrikken Nordhavn ved indgangen til lystbådehavnen i Århus, hvor den har fået en større overhaling, en ny motor fra den finske fabrik med det stærke navn Sisu, olietankene er blevet større, der er tilkommet flere nye tekniske finesser, og nu er man så i gang med at indrette de fem dobbeltkahytter og øvrige faciliteter under dæk.

De knokler ombord

"Naveren" ser denne solskinsdag, da vi møder et par medlemmer fra bestyrelsen og frivillige, der knokler for at blive færdige, noget uoverskuelig ud, men den skulle være god nok.

"Naveren" sejler her fra mandag den 26. juni kl. 13, slår Lars Kabel fast.

»Det er helt sikkert. Vi er gode til det med at overholde afgangstiderne.«

Han er lektor på Danmarks Journalisthøjskole og har været i projektet i en lang årrække og har sejlet verden rundt med "Naveren".

En af de andre ildsjæle er Jens Christian Fogtmann, der er magister i idéhistorie og med på holdet de seneste fem-seks år.

De er begge enige om, at "Naveren" er meget mere end en langturssejler. Den er et fællesskab, en filosofi, et eventyr, der er helt enestående.

»Vi taler tit om det, som vi kalder "Naverkulturen",« fortæller Jens Christian Fogtmann

Det går ud på, at alle, der sejler med, er fri af det klassiske ejerskab - altså det dér med, at det er mig, der ejer skibet, det er mig, der er kaptajn, og så skal alle de andre bare rette ind fra højre.

Sådan er det slet ikke på "Naveren". Her stoler man på hinandens kompetencer og erfaringer. Alle føler, at de er en del af fællesskabet og ikke bare supportere, og alle føler et fælles ansvar.

»Men selvfølgelig er der en kaptajn om bord,« føjer Kabel til, »og dér har vi været heldige med at skaffe særdeles kompetente skippere. I de omkring 20 år, som vi har sejlet, er der aldrig nogen, der er kommet galt af sted - og "Naveren" er altid nået frem. Det er enestående og et kontant bevis på "Naverkulturens" betydning.«

100.000 sømil

Man regner med, at "Naveren" er den danske sejlbåd, der har sejlet flest sømil gennem de seneste 20 år, omkring 100.000, og at omkring 700-800 mennesker har sejlet med. Og de har altid været med på sejlture, hvor det gjaldt om at nyde selve sejladsen.

»Sådan har det altid været om bord på "Naveren",« siger de to. »Vi har aldrig optimeret farten, tværtimod har vi reduceret den, for vores erfaring er, at det giver en langt bedre tur for alle. Det betyder jo ikke noget, om vi kommer en dag senere frem end planlagt, for der er jo så meget at se på og opleve undervejs. Så de der fandenivoldske fyre, der vil have fart på, dem er vi ikke så glade for at have med. Vi vil hellere have de mere "runde", for de passer meget bedre til "Naveren".«

Kun godt halvdelen af dem, der sejler med på "Naverens" togter, er meget erfarne sejlere, resten er mennesker, der har sejlet lidt eller slet ikke, men som har lysten til at se verden fra en sejlbåd og opleve det tætte fællesskab, som "Naveren" kan tilbyde.

Aldersmæssigt svinger man mellem 20 og 65 år, og det sker ofte, at par med børn tager med på en del af et togt, ikke mindst i Caraibien, og slapper af med nogle ugers ren feriesejlads.

De lange stræk

Men på de store, lange stræk er det primært erfarne sejlere, der er med. Det er mennesker, der ved, hvad det drejer sig om, og som kan afse flere måneder til sejladsen. Andre hopper af og på og flyver ud til "Naveren" - og hjem igen.

En del af dem er entusiastiske dykkere, som nyder, at "Naveren" sejler rundt til fantastiske steder, hvor det ikke er alle forundt at dykke ned. "Naveren" har nemlig alt udstyret om bord - gummibåde og ikke mindst egen kompressor, som sørger for egen luft, så man kan klare iltforsyningen om bord og ikke behøver gå i land.

På det nye togt bliver der uden tvivl også masser af dykkeri. Turen er nogenlunde fastlagt, men endnu ikke helt.

Det står imidlertid klart, at skibet stævner ud fra lystbådehavnen den 26. juni. Derfra går turen til Gibraltar, så til Balearerne, videre til Gran Canaria og så turen over Atlanten ud til Caraibien.

Om "Naveren" så fortsætter derfra gennem Panama-kanalen ud til Stillehavet og foretager sin fjerde jordomsejling, er endnu ikke bestemt.

»Vi beslutter det til efteråret,« siger Lars Kabel, »og det er en stor beslutning, for sejladsen bliver meget krævende, når man kommer ud i Stillehavet. Men lad os nu se.«

Eventyret og en verden af blå horisonter venter i hvert fald.

jpaarhus@jp.dk