Derfor var der torsdag trafikkaos i Aarhus
Trafikken sandede helt til i midtbyen.
»2 timer og 3 kvarter i kø for at køre fra færgen i Århus til Strandvejen!!! 3,5 km.«
Sådan lød et Facebook-opslag torsdag aften. Og afsenderen var ikke den eneste frustrerede torsdagsbilist.
Torsdag eftermiddag og aften brød trafikken midt i Aarhus nemlig på det nærmeste totalt sammen.
For at undgå en gentagelse af det kaos har Vejdirektoratet nu fjernet de afspærringer, der var synderne.
Det skriver direktoratet i en pressemeddelelse.
»Situationen i går var helt uholdbar. Der erkender vi blankt, og vi vil meget gerne beklage til alle de trafikanter, som blev fanget i kaosset,« fortæller projektchef Michael Schmidt Vosgerau fra Vejdirektoratet.
Østjyllands Politi forsøgte at afhjælpe situationen ved hjælp af færdselsregulering, skrev politikredsen torsdag aften i en pressemeddelelse.
Vejdirektoratet har derfor bedt entreprenøren om at fjerne blokaden af det vestgående spor på Marselis Boulevard.
Vejdirektoratet havde her spærret det ene spor, fordi der skal laves jordbundsundersøgelser forud for anlæggelsen af Marselistunnelen.
De undersøgelser er stadig nødvendige at foretage, men man kommer ikke til at spærre mellem Hans Broges Gade og Sdr. Ringgade igen før situationen torsdag er grundigt analyseret og der er iværksat yderligere for at sikre et bedre flow i trafikken, skriver Vejdirektoratet.
»Vi har foreløbigt udskudt undersøgelserne i det vestgående spor på Marselis Boulevard på ubestemt tid. Og vi kommer ikke til at spærre et helt spor i vestgående retning igen foreløbigt,« forklarer projektchefen.
Noget af det, som man kommer til at gøre, er at analysere grundigt på de data, som man har indsamlet fra torsdagens situation.
Det er blandt andet anonymiseret gps-data, som både viser rejsetid og rute.
Analyserne tager Vejdirektoratet derefter med ind i arbejdet med at sikre en bedre afvikling af trafikken, før man igen går i gang i det vestgående spor frem mod Sdr. Ringgade.
»Situationen for trafikanterne skal selvfølgelig være markant bedre end den var torsdag. Så uanset om der var andre medvirkende faktorer til, at der kom en prop i trafikken, så skal vores arbejde ikke være det, der får trafikken til at strande fuldstændigt,« slutter projektchefen.
Opslaget på Facebook i gruppen ”Det sker i Østjylland” har i skrivende stund fået 439 kommentarer og knap 600 reaktioner. Mange negative ...