Tv- og tele-gigant ramt af blodrødt milliard-underskud: »Flere kunder har været ramt af beklagelige fejl«
Tv- og internetgiganten Norlys Telco A/S, der har adresse i Tranbjerg, kom ud af et »krævende« 2025 med et underskud på 1,45 mia. kr. efter skat. Næste år forventer det landsdækkende teleselskab endnu et milliard-underskud.
1,45 mia. kr.
Det er så stort et underskud, Norlys Telco A/S netop har kunnet præsentere efter skat i sin årsrapport for 2025.
Selskabet, der leverer tv-, streaming-, internet- og telefoni til private og erhvervskunder, har sit hovedkontor på Slet Parkvej i Tranbjerg.
Og fra kontorerne i det sydlige Aarhus har selskabet kunnet kigge tilbage på et begivenhedsrigt 2025, hvor man bl.a. startede året med at fusionere selskaberne Norlys Digital A/S og Norlys Mobil A/S.
Senere på året ansatte man også Kathrine Forsberg som ny administrerende direktør for tv- og teleselskabet. En erfaren direktør, som både har stået i spidsen for den danske del af it-virksomheden Atea samt virksomheder som TDC Erhverv og Netdesign.
Nettoomsætningen for Norlys Telco er da også steget ret betragteligt fra 3,24 mia. kr. i 2024 til 6,94 mia. kr. i 2025. Men da tallene er influeret af førnævnte fusion, er det svært at sammenligne tallene.
Selv kalder ledelsen 2025 for »et krævende år«, hvor man mistede kunder – primært på internet- og mobilforretningen.
Ramt af »beklagelige fejl«
Årsagen til kundefrafaldet på internetdelen – eller ”churn”, som kundeafgang også bliver kaldt på forretningsdansk – »har primært været evnen til at levere en tilfredsstillende kundeserviceoplevelse grundet fortsatte kundemigreringer,« lyder det i Norlys’ årsrapport.
I 2025 afsluttede Norlys Telco en årelang og gennemgribende systemomlægning af selskabets internet- og tv-kunder, som skulle flyttes fra flere systemer og over til én samlet platform – og det har altså sat grus i maskineriet.
»Mange års opkøb og fusioner har skabt et komplekst systemlandskab, hvor selskabets kundeservicemedarbejdere har skullet navigere i flere systemer for at betjene kunderne,« skriver Norlys i sin årsrapport.
»Systemomlægningen har både i 2024 og 2025 påvirket kundeoplevelsen negativt, og flere kunder har været ramt af beklagelige fejl i forbindelse med flytningerne, hvilket også i perioder har resulteret i længere ventetider,« skriver Norlys.
Det er også på mobilforretningen, at selskabet har oplevet en kundeafgang – og en, der var større end forventet, hvilket ifølge Norlys skyldes »et fortsat højt konkurrencepres, hvor kendskabet til Norlys-brandet er lavt sammenlignet med konkurrenterne«.
Imens har tv-forretningen leveret stort set som forventet trods faldende efterspørgsel.
Forventer også underskud næste år
Norlys er dog overbevist om, at den nye og samlede platform, man har fået til alle selskabets internet- og tv-kunder, kommer til at hjælpe på de dårlige kundeoplevelser.
»Målet er at sikre en markant bedre og mere smidig kundeoplevelse ved at samle alle internet- og tv-kunder på den samme platform. Med flytningen af størsteparten af alle internet- og tv-kunder har Norlys Telco taget et afgørende skridt i den rigtige retning, og ved slutningen af året påbegyndtes flytningen af de sidste internet- og tv-kunder. En proces, som forventes færdiggjort i løbet af de første måneder af 2026,« skriver Norlys.
Norlys Telco vandt i 2025 også sit første SKI-udbud – SKI står for Statens og Kommunernes Indkøbsservice – og bliver dermed fra 2026 hovedleverandør af medarbejderbredbånd til mere end 10.000 ansatte i staten og kommunerne.
Med aftalen, der strækker sig over en fireårig periode fra 2026, kommer Norlys Telco til at overtage opgaven med at levere internetforbindelser til offentlige hjemmearbejdspladser fra TDC Erhverv.
I 2026 forventer Norlys Telco A/S en nettoomsætning i omegnen af 7,2 mia. kr. samt et negativt resultat før skat i intervallet -1,3 mia. kr. til - 1,5 mia. kr.
»2026 vil fortsat være kraftigt påvirket af projektet med at få migreret tv- og internetkunderne over på en fælles faktureringsplatform, integrationen af mobilforretningen samt konkurrenceintensiteten på mobil-, tv- og internet-området, hvilket er de primære årsager til det forventede resultat,« lyder det i Norlys’ ledelsesberetning.