Aarhus’ gamle kommunehospital er under forvandling: »Det skal ikke føles hospitalsagtigt at komme herind«
36.000 kvadratmeter tidligere hospital er ved at blive forvandlet til Aarhus BSS’ nye hverdag i Universitetsbyen.
Stole og borde står stablet op ad vægge – klar til at blive rykket ind på det gulvtæppe, der netop nu lægges sidste hånd på. På tæppet snor velkendte stier og uniparksøerne sig, mens gule og røde klodser markerer gamle og nye universitetsbygninger.
Der er lagt sirlige indretningsplaner for de 36.000 kvadratmeter, som engang husede hospitalsstuer og hvide kitler på Aarhus Kommunehospital, men som Aarhus BSS nu er i gang med at flytte ind i, fortæller Nanna Calmar Andersen, arkitekt og projektchef på projektet. Det er hende, der de seneste fire år har koordineret flytningen af de dele af Aarhus BSS, som havde deres daglige gang på Fuglesangs Allé til Universitetsbyen.
Møbler er samlet sammen bl.a. fra de gamle universitetsbygninger, nogle er upcyclet, og rundt omkring popper den klassiske Aarhus BSS-blå op sammen med elementer af en støvet rød, der går igen fra facadens røde mursten.
Farverne og indretningen er generelt på mange måder inspireret af tiden, bygningerne er fra, fortæller Nanna Calmar Andersen. Men der er også tilført noget mere farve til de ellers sterile, hvide, gamle hospitalsgange.
»Det skal ikke føles hospitalsagtigt at komme herind, men som et inspirerende studiemiljø,« siger hun.
Fredag den 19. december blev sidste dag, hvor BSS-studerende tog til undervisning på Fuglesangs Allé. Fra februar åbnes der officielt for de nye lokaler i Universitetsbyen, og indvielsen af det store, runde auditorium finder sted den 21. maj, men der er allerede taget forskud på indrykningen med eksaminer og undervisningstimer.
Og selvom de studerende er blevet bedt om i øjeblikket at sidde og studere i de gule bygninger, Aarhus BSS også råder over, er de at finde i mange afkroge af de stadig ikke helt færdigindrettede rum.
Deriblandt et par stykker, som mellem byggematerialer, stole og hynder i stakkevis, sidder begravet i computere og bøger i det højloftede atrium, der engang var parkeringsplads foran det daværende kommunehospital, men som nu er indgangen til Institut for Økonomi, studie- og loungeområde.
»De kan ikke lade være,« siger Nanna Calmar Andersen med et lille smil og fortsætter:
»Det gør arbejdet med at komme på plads lidt mere besværligt, men det er jo deres sted, og det tyder på, at de bliver glade for de nye omgivelser.«