Når livet går for stærkt, går de i sauna: »Det var som om, at alt det, der havde fyldt, var væk på den anden side«

Regnen pisker mod nøgen hud.

Luften skærer, mens vandet falder så tungt, at det næsten overdøver blæsten på Pier 2.

Åndedrættet er en redningskrans.

Mellem havnens stålkonstruktioner og Dome of Visions’ glaskuppel ligger et lille, indhegnet fristed af træpæle, tipier og bålsteder. La Sauna. En midlertidig oase, hvor teltduge og oliventræer kæmper mod vejret.

Røgen fra saunaen vrider sig i vinden.

På terrassen foran de duggede glasruder venter et dusin mennesker i badetøj. Nogle smiler – de ved, hvad der venter. Andre er mere på vagt. Bag tipiens sejldug kigger ejer og gusmester, Ditte Korsgaard Christiansen, ud og smiler kort. Hun har oplevet det før – regn, kulde, tøven.

Det er godt gusvejr.

For lidt over et år siden åbnede hun sammen med Julius Thorbjoerner La Sauna i Aarhus, fordi de lige var flyttet til byen og ikke kunne undvære deres faste saunagus.

Lidet vidste hun, at hun ikke var alene om det. Langt fra. Siden åbningsdagen har der været fuldt booket hver weekend – og ofte også i hverdagene. La Sauna ramte en åre.

Men hvad er det, saunagusen kan? Og hvorfor rammer den så rent i tidsånden anno 2025?

Første runde: Gå helt ind

Døren til saunaen lukker sig bag os.

Varmen kommer krybende – tung, men behagelig – og dagens gusmester, Toke Brunvand, står foran ovnen. Han bevæger sig langsomt, næsten meditativt, mens han forklarer, hvad der skal ske: tre runder, tre stemninger, tre temperaturer.

»Første runde handler bare om at lande,« siger han.

»Der er ikke noget, I skal. Bare træk vejret.«

Vandet rammer stenene med et hvæs. Og så kommer varmen. Den rammer som en væg – tung, fugtig, altomsluttende. Luften sitrer mod læberne og brænder i næseborene.

En sødlig duft af gran og fyrnåle breder sig sammen med de første toner af Nik & Jay’s En dag tilbage. Gusmesteren løfter en stofvifte og bevæger den i rolige, cirklende bevægelser, som om han dirigerer luften.

Varmen tager kvælertag på rummet.

Er det første gang, man er til gus, kan det nu blive svært. Det er helt naturligt, forklarer gusmesteren. Man skal lytte til sin krop. Hvis det bliver nødvendigt, må man gerne træde udenfor.

Folk lukker øjnene. Nogle smiler. Andre kæmper for ikke at trække vejret for hurtigt. Det brænder i næseborene. Men ingen forlader saunaen i dagens gus.

Åndedrættet er en redningskrans.

Her, midt i varmen, fortæller Ditte Korsgaard Christiansen senere, begyndte det hele for hende.

»Jeg flyttede til Aarhus fra Aalborg og kunne ikke undvære min gus. Så Julius og jeg tænkte: Så må vi jo lave det selv,« siger hun.

Hun griner, da hun fortæller det.

»Jeg troede egentlig bare, det skulle være et lille projekt. Men der var så mange, der manglede det samme som mig. Det eksploderede fra første dag.«

Varmen bliver tættere. Et par gæster åbner øjnene. En kvinde i hjørnet er tom i blikket. Toke Brunvand bevæger sig rundt, næsten lydløst.

»Folk tror tit, det handler om varme og kulde, men det er faktisk åndedrættet, det hele drejer sig om,« siger han.

»Hvis du kan blive i åndedrættet, kan du blive i alt muligt.«

Han fylder endnu en øse og hælder vandet ud over stenene. Luften bliver tyk som damp. Man mærker pulsen i tindingerne, den langsomme rytme i brystet. Det er, som om presset fra dagens gøremål hober sig op – som væsken, der dunker under sårskorpen

Da døren åbnes, letter presset.

Nu er stormen udenfor som en gammel ven.

Mellemspil: Ind i dig selv

På terrassen damper kroppene i regnen. Folk gisper under de kolde brusere, inden de sænker sig i metalbaljerne. Et gisp, et chok, en latter.

Kulden vækker noget, varmen havde glemt

Træk vejret ind. Slip ud. Hver mundfuld luft sender varmt blod rundt i kroppen.

Åndedrættet er en redningskrans.

Senere, da varmen har lagt sig, fortæller en af gæsterne Victoria Vorm, hvordan det føltes.

»Jeg føler ikke, jeg kan være nogen andre steder end lige her, siger hun. Hendes søster Rebecca supplerer.

»Det er, som om nervesystemet bare får et reset. Alt andet forsvinder et øjeblik.«

Førstegangs-gæsten August Holm stemmer i.

»Det var hårdt, men det var fedt. Jeg troede, jeg ville gå ud undervejs, men så fandt jeg rytmen.« Han smiler. »Det hele spiller bare nu.«

Men inden de når så langt, skal vi ind igen.

Anden runde: Giv slip

Saunagus er ikke et nyt fænomen.

Mennesket har i århundreder brugt varme, vand og åndedræt til at rense krop og sind, men i hamsterhjulets årti har ritualet fået nyt liv.

Stress, deadlines, mails, notifikationer – alt måles, optimeres, sammenlignes. En undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø viser, at hver tredje dansker oplever symptomer på stress i hverdagen. Det er her, gusen får sin kraft.

»Jeg tror, det handler om, at man får en pause. Man får lov til bare at være,« siger Ditte Korsgaard Christiansen.

»Det er ikke så mange steder, man gør det længere. Her bliver man tvunget til at mærke sig selv – og hinanden.«

Hun smiler kort.

»For mig handler det om at komme ned i kroppen, finde tilbage til sig selv. Når man bare lige er med sine sanser og ikke tænker på noget, så forsvinder alt det, der fylder.«

Inde i saunaen begynder anden runde.

Toke Brunvand bevæger sig roligt, mens han hælder eukalyptus på de glødende sten. Dampen slår som et åndedræt mod kroppen. Luften pulserer, musikken tager til.

»Brug udåndingen til at give slip. Slip på spændinger. På tanker.«

Varmebølgerne rammer med rytme. Nogle lukker øjnene, andre trækker vejret tungt.

Presset fra dagens gøremål begynder at lette. Betændelsen siver ud.

Mellemspil: Sidste dyp

Anden omgang bider det kolde vand dybere, men mere velkendt.

Verden trækker vejret igen.

Et par grin bryder småsnakken, mens folk trækker sig op af vandet — røde, dampende, levende.

Tredje runde: Genstart

Inde i saunaen er luften tung af citrus.

Musikken har fået mere bas, og bevægelserne bliver hurtigere, mere rytmiske. Man mærker det i kroppen – en rest af træthed og energi på samme tid.

Man begynder at forstå, hvorfor saunagus er blevet så populært.

I dag har La Sauna 25 gusmestre og et fællesskab, der vokser uge for uge. Men fremtiden er usikker. Det lille fristed på havnen er bygget på en midlertidig lejekontrakt med kommunen, der udløber ved årsskiftet.

»Det er jo min drøm, det her,« siger Ditte.

»Jeg håber selvfølgelig, vi kan få lov at blive her. Det er den perfekte lokation.«

Hun ser ud over pladsen. Regnen falder tungt.

»Det ville være så meningsløst, hvis det hele bare skulle væk og efterlade en tom plads.«

Toke Brunvand fylder den sidste øse og hælder vandet over stenene. Et kollektivt suk løfter sig fra bænkerækkerne. Folk klapper.

Varme, damp, ånde. Døren åbnes. Kold luft vælter ind. Verden kalder igen.

Dyb indånding.